Skip til primært indhold

Fibromyalgi

Fibromyalgi er en lidelse kendetegnet ved kroniske, diffust udbredte smerter eller ømhed, som ikke kan forklares af sygdom i det smertefulde væv. Smerterne skyldes i stedet en ændret forarbejdning af smertesignaler i centralnervesystemet. Patienter med fibromyalgi repræsenterer en stor undergruppe af patienter med kroniske komplekse smerter og derfor forsker vi i fibromyalgi på Smertecenter Syd.

Fibromyalgi er en almindelig tilstand, der findes hos ca. 2% af befolkningen, men på Smertecenter Syd har ca. 30-40% af de henviste symptomer på fibromyalgi. På grund af forskellige holdninger til sygdommen bliver diagnosen dog ofte ikke stillet. Dette gælder især mænd, og 90% af de diagnosticerede er derfor kvinder. Der er flere gode grunde til at diagnosticere fibromyalgi, når det er relevant. Dels kan en korrekt diagnose forhindre unødvendige undersøgelser. Dels kan diagnosen være afgørende for valg af behandling. Almindelig smertestillende medicin har ingen dokumenteret virkning på fibromyalgi og de medicinske behandlinger, der i dag anbefales, er præparater, der enten fremmer frigivelsen af smertedæmpende signalstoffer eller blokerer frigivelsen af smerteaktiverende signalstoffer i centralnervesystemet. Desværre har disse præparater ikke en generelt god effekt på fibromyalgi.

På Smertecenter Syd har vi igennem flere år forsket i hvordan vi bliver bedre til at identificere de patienter der lider af fibromyalgi og i at teste virkningen af ny medicin mod fibromyalgi.  

APPFWU01V