Skip til primært indhold

Database over evidensbaseret telemedicin opdateret

CIMT's database over evidensbaserede telemedicinske løsninger er nu opdateret med data fra de nyeste studier.

I 2020 lancerede Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT – et innovations-, forsknings- og evalueringscenter på tværs af OUH og Syddansk Universitet) en online database for evidensbaserede telemedicinske løsninger på hospitaler

Databasen giver overblik over effekten af telemedicinske løsninger og er – så vidt vides – verdens største af sin art. I februar 2022 er databasen opdateret med dataudtræk og vurderinger fra videnskabelige artikler, som er publiceret efter den første lancering af databasen, dvs. i perioden september 2019 – september 2021. Databasen indeholder således nu data fra mere end 510 randomiserede eller komparative studier, der har undersøgt effekten af telemedicinske løsninger til patienter på hospitaler.

I databasen kan du finde information om studier inden for specifikke specialer og med særligt fokus på:

  • Patientgruppen
  • Teknologien
  • Effekten af interventionen

Databasen er en hjælp til forskere og sundhedsfagligt personale på OUH og andre danske og udenlandske sygehuse, som ønsker at indføre nye digitale tilbud til patienter på et evidensbaseret grundlag.

Den har fået en positiv modtagelse, fx siger Britt Lange, overlæge hos Respirationscenter Syd på OUH:

”... en database jeg vil kunne bruge i mit arbejde med telemedicin. Det er et længe ventet initiativ, som jeg i den grad glæder mig til at tage i brug. Et vigtigt initiativ når vi nu ser ind i en fremtid med behov for mere telemedicin”.

Ud over den omfattende opdatering af databasen vil den i løbet af 2022 desuden blive udvidet med artikler om almen praksis.

Se databasen på hjemmesiden telemedicine.cimt.dk og kontakt Center for Innovativ Medicinsk Teknologi på cimt@rsyd.dk, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til databasen.

APPFWU01V