Hvordan påvirker fertilitetsbehandling kvinders helbred – ikke kun her og nu, men resten af livet?
Mens fertilitetsbehandling giver håb, kan den også medføre hormonelle påvirkninger og følelsesmæssige udfordringer, som kan påvirke kvinders helbred… Men hvordan? Dét har forsker Mette Bliddal og hendes kolleger på FEMME-projektet netop fået 7,2 mio kroner til at undersøge nærmere.
- Alt for mange kvinder og par kæmper med infertilitet – og hvert ottende barn i Danmark er født efter fertilitetsbehandling. Alligevel ved vi kun lidt om, hvordan behandlingerne påvirker kvinders helbred – både på kort og lang sigt, fysisk og mentalt. Det vil vi ændre med dette projekt. Det handler om kvinders liv og deres mulighed for at træffe oplyste valg, forklarer Mette Bliddal.
Hun er forsker på Gynækologisk Obstetrisk Forskningsenhed - OUH og Svendborg Sygehus samt SDU, hvor hun og hendes forskerkolleger med FEMME-projektet vil undersøge, hvordan fertilitetsbehandling påvirker kvinders helbred inden for tre centrale områder: hjertekarsygdomme, kræft og mental sundhed.
Projektet samler derfor et nationalt og internationalt, tværfagligt team med ekspertise i epidemiologi, farmakologi, onkologi, reproduktionsmedicin, psykiatri og folkesundhed. Teamet vil kombinere registerdata fra Danmark og Norge med spørgeskemadata fra kvinder og par i fertilitetsbehandling for at undersøge, hvordan biologiske og psykologiske faktorer former helbred gennem livet.
Målet er at skabe ny viden om både de kort- og langsigtede helbredseffekter af fertilitetsbehandling, så kvinder kan få bedre rådgivning og støtte til at træffe informerede valg om fertilitetsbehandling.
De 7,2 mio. til projektet er bevilliget af Independent Research Fund Denmark