Skip til primært indhold

Knoglemarvsundersøgelse

Knoglemarvsundersøgelse

Hvad er en knoglemarvsundersøgelse?

En knoglemarvsundersøgelse er en ambulant undersøgelse, hvor der ved hjælp af en kanyle tages en prøve af knoglemarven. Det er knoglemarven, der danner blodets celler. Undersøgelsen foretages, hvis der er mistanke om en sygdom i blodet eller i knoglemarven. Derudover kan undersøgelsen laves som kontrol under og efter dit behandlingsforløb.

 

Knoglemarv er en blød, blodlignende substans, som findes inde i hulrummene i knoglerne. Hos voksne findes knoglemarven fx i brystbenet og i hoftekammen.

 

Knoglemarven har en vigtig funktion, da den producerer:

 

  • Røde blodlegemer, som transporterer ilt fra lungerne ud til kroppens væv
  • Hvide blodlegemer, som hjælper kroppen med at bekæmpe infektioner
  • Blodplader, som er med til at stoppe blødninger ved at få blodet til at størkne.

 

Før undersøgelsen

Hvis du er i blodfortyndende behandling, skal du kontakte Modtagelsen X3 på tlf. 6541 1152, hvis du ikke allerede har fået besked på at holde pause med din blodfortyndende medicin. Hvis du tager tabl. Hjertemagnyl eller tabl. Clopidogrel/Cloriocard, skal du ikke holde pause med dem forud for undersøgelsen, og derfor behøver du heller ikke at kontakte os.

 

Du kan med fordel tage 2 tabletter Pamol eller Pinex 500 mg (Paracetamol), 1 time før

du skal møde op hos os til undersøgelsen.

 

Du kan få beroligende medicin før undersøgelsen, hvis du er meget nervøs og fx har svært ved at ligge stille.

 

Selve undersøgelsen

Undersøgelsen foregår oftest på en stue i Hæmatologisk Modtagelse X3 og varer ca. 20 min.

Prøven tages fra hoftekammen, så du skal ligge på siden. Din hoftekam undersøges grundigt, og der mærkes af, hvor der skal stikkes. Den omgivende hud vaskes af med desinfektionsmiddel, og der gives en lokalbedøvende indsprøjtning inden undersøgelsen. Herefter fører lægen en kanyle ind i hoftekammen. Første gang suges der knoglemarv ud. Enkelte patienter oplever et smertejag ned i det ene ben, hvilket er helt ufarligt. Anden gang lægen fører kanylen ind, tages der et lille stykke knogle med ud. Kanylen fjernes, og der sættes et plaster over indstiksstedet. Der bliver også taget en blodprøve fra dit øre.

 

Efter undersøgelsen

Du kan og må foretage dig de samme ting, som du plejer.

Medmindre du har fået beroligende medicin forud for undersøgelsen, må du gerne køre bil efter, at

undersøgelsen er fortaget.

Dagen efter kan plasteret fjernes. Det skal sidde i 24 timer.

 

Eventuelle gener ved undersøgelsen

Der vil ofte være ømhed/smerte omkring indstiksstedet. Disse kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. tabl. Panodil 500 mg, 2 stk. x 4 dagligt) efter behov. Du bedes være opmærksom på blødning fra indstiksstedet.

Kontakt os, hvis det bløder mere end det påsatte plaster kan klare, så en læge kan vurdere om, der er behov for yderligere tiltag.

Kontakt os, hvis indstiksstedet stadig er meget ømt efter en uge.

 

Svar på undersøgelsen

Knoglemarvsprøven skal igennem forskellige undersøgelser, og der kan derfor gå op til 14 dage, før detendelige svar foreligger. Ud fra en lægelig vurdering af den enkelte patients situation er der dog mulighed for et hurtigere, midlertidigt svar. En læge i Hæmatologisk afdeling X giver dig svar.

APPFWU01V