Højdosis Methotrexate
Information om kemoterapi
Du skal nu i gang med behandling med Methotrexate (MTX).
I Afdeling X bestræber vi os på, at du og dine pårørende skal føle jer inddraget i behandlingen. Vi ved,
at mange patienter gerne vil vide mere om, hvad de selv kan gøre undervejs i behandlingen. Flere
steder i pjecen vil du møde dette symbol
. Her finder du anvisninger på, hvad du selv kan være
opmærksom på, eller forslag til hvad du selv kan gøre for at forebygge bivirkninger eller forberede dig
på behandlingen. Symbolet
gør dig opmærksom på de bivirkninger, du kan opleve.
Hvis du og dine pårørende læser denne information forud for behandlingen, får I et godt overblik over
forløbet.
Venlig hilsen
Personalet på Hæmatologisk Afdeling X
Kort om behandlingen
Methotrexat er en type kemoterapi, der retter sig mod celler, som deler sig hurtigt. Det virker ved at blokere et enzym, som er nødvendigt for, at kroppen kan lave folsyre, der er et vigtigt B-vitamin. Når folsyreniveauet falder, påvirker det processen med at opbygge DNA og celledeling. Dette forhindrer blandt andet kræftceller i at vokse og formere sig.
Højdosis Methotrexate bruges ofte som direkte eller forebyggende behandling for CNS-lymfom, da stoffet passerer blod-hjerne-barrieren, og i modsætningen til mange andre former for kemoterapi, har effekt i dette område.
I kuren Højdosis Methotrexate gives stoffet, som navnet antyder, i meget høj dosis. Derfor kan du opleve bivirkninger. Læs mere om dem senere i denne information.
Højdosis M gives som infusion. Det betyder, at det blandes i en pose med væske, der løber ind i blodbanen via et drop (venflon), du får lagt i armen. Kuren kobles til en maskine (dråbetæller), som sørger for, at stoffet bliver givet med en nøjagtig indløbshastighed.
Hydrering
Du skal hydreres. Det vil sige, at du før og under kuren skal have ca. 4 liter væske ind i kroppen via drop (venflon), for at sikre kontinuerlig gennemskylning af nyrer og urinveje. Hydreringen påbegyndes 6 timer, før du skal have Methotrexate, og fortsætter kontinuerligt, indtil kurstoffet er udskilt igen. Du skal vejes morgen og aften hver dag, så vi kan sikre, at du kommer af med væsken igen.
Hvis du ophober noget af væsken i kroppen, kan det blive nødvendigt at tilføje ekstra vanddrivende medicin til hydreringsvæskerne for at få tilstrækkeligt med væske ud af kroppen igen.
Den væske, vi giver dig, skifter mellem at være saltvand, sukkervand og en væske, der sørger for, at din urin har den rette surhedsgrad.
Isovorin
Isovorin er et højdosis B-vitamin, som også hedder folinsyre. Dette vitamin skal beskytte din krop mod bivirkninger ved Methotrexate. Du skal have Isovorin som beskyttelse adskillige gange pr. døgn i bestemte intervaller. I starten får du det ind i blodårerne gennem dit drop, mens du senere kan gå over til at få det som tablet, såfremt der fortsat er behov for dette. Du starter med at få det 24 timer efter, at du påbegyndte kuren, og behandlingen med Isovorin varer ved indtil kurstoffet er udskilt af kroppen.
Det er meget vigtigt, at du tager tablet Isovorin som foreskrevet. Du må ikke lade være med at tage nogle af pillerne, selvom du evt. skal tage ret mange på én gang, eller udskyde piller til andre tidspunkter end angivet.
Målinger
Du skal have taget blodprøver med bestemte intervaller for at måle mængden af Methotrexate i dit blod. Disse blodprøver afgør, hvor stor dosis Isovorin du skal have, og hvor længe du skal hydreres med væske.
Det kan derfor ikke forudsiges, hvor længe du skal have målt Methotrexate i blodet, eller hvor længe du skal tage Isovorin, idet det afhænger af blodprøvesvarene. Dog skal du som minimum være koblet til hydrering de første 48 timer efter endt infusion af Methotrexate. Det er dog muligt at blive koblet fra til at komme i bad.
To gange dagligt skal vi bruge en urinprøve fra dig, for at måle surhedsgraden i din urin.
BIVIRKNINGER
Infektion
Behandlingen giver øget risiko for infektion pga. kemoterapiens virkning på de raske celler i
knoglemarven. Det gør, at antallet af hvide blodlegemer (leucocytter) nedsættes. De hvide blodlegemer
er vigtige i kroppens forsvar mod infektioner.
Kontakt os, hvis du oplever nogle af følgende symptomer, da du kan have en behandlingskrævende
infektion:
Almen utilpashed og kulderystelser
Temperatur på over 38,5
Belægninger i munden eller synkesmerter
Hoste eller andre forkølelses-symptomer.
Du kan minimere risikoen for infektion ved at sikre god håndhygiejne efter toiletbesøg og før
måltider. Du bør også undgå kontakt med personer, der hoster, er forkølede eller har feber.
Kvalme og opkast
En del patienter oplever kvalme og opkast. Derfor vil du også få kvalmestillende medicin sideløbende
med din behandling.
Det er vigtigt, at du fortsætter med at tage din kvalmestillende medicin i den aftalte periode, også
selvom du ikke oplever kvalme.
Fortæl os, hvis du er meget generet af kvalme. Vi kan hjælpe dig med at justere din medicin, så den
virker bedre.
Du kan modvirke kvalme ved at:
Spise hver gang du er sulten gerne mange små måltider om dagen
Drikke rigeligt
Sidde op og spise
Spise let fordøjelig mad, eksempelvis frugt, desserter, kiks og lignende
Anrette maden pænt
Hvile dig i løbet af dagen
Bevæg dig hver dag og få frisk luft i løbet af dagen
Brug evt. et Seaband armbånd
Lyt gerne til musik, du kan lide det kan måske aflede din kvalme
Diarre
Dit afføringsmønster kan ændre sig. En del patienter får nogle dage med diarré af kemokuren.
Tal med os, hvis du er meget generet af diarre.
Påvirkning af slimhinder
Slimhinden i munden og videre ned i halsen kan blive påvirket af kemokuren og gøre, at din mund bliver mere sart og evt. øm. Du kan føle dig lidt hævet i munden eller måske få lidt synkesmerter. Eller du kan få svamp i munden, som er hvide, flødeskindslignende, fastsiddende områder på indersiden af kinderne eller på gummerne.
Du får forebyggende medicin, som bl.a. skal beskytte din slimhinde i munden og hele mavetarmkanalen, mens du får kemokur.
Kontakt os, hvis du får mange problemer med mundgener.
Indtast overskrift
Hudgener og udslæt
Enkelte patienter kan få udslæt i form af nældefeber på kroppen. Din hud er i det hele taget ekstra følsom, og du bør derfor ikke opholde dig i direkte sol.
Dette kan du selv gøre:
Anvend dagligt en fed, uparfumeret fugtighedscreme
Brug solcreme med høj faktor og beskyt huden med tøj og hat ved ophold i stærkt sollys. Vær ikke i solen mellem kl. 12 og 15
Gå ikke i solarium i behandlingsforløbet og op til 1 år efter afsluttet behandling
Fortæl os, hvis du får generende udslæt.
Sterilitet
Der kan være en risiko for sterilitet forbundet med behandlingen. Det betyder, at dine muligheder for at få børn måske kan blive nedsat eller ophøre efter behandlingsforløbet.
Man ved, at dette især gælder for yngre mænd.
Der er mulighed for sæddeponering forud for start af behandlingen.
Drøft mulighederne med din læge.
Nyrer og urinveje
Methotrexate kan være skadeligt for nyrer og urinveje, såfremt der ikke tages visse forholdsregler. Derfor bliver du hydreret i forbindelse med behandlingen.
Det er vigtigt, at du efter kurforløbet fortsætter med at drikke rigeligt, gerne 2-3 liter dagligt.
Påvirkning af lungerne
Methotrexate kan i sjældne tilfælde påvirke lungerne.
Fortæl os, hvis du oplever åndenød.
Gulfarvning af urin
Methotrexat har en kraftig gul farve, og det farver din urin i samme kraftige farve. Det betyder ikke noget og forsvinder af sig selv efter et par dage.
Sådan kontakter du os
Hæmatologisk Afdeling X
Telefon: 6541 1152
Telefontid: Hele døgnet
Kontakt altid afdelingen med det samme, hvis du oplever:
Temperaturstigning over 38,5
Andre tegn på infektion
Blødning
Sikker digital post:
www.ouh.dk/odex
Du kan skrive til os via Den Digitale Postkasse, hvis du har brug for:
1) Ændring af tid i ambulatoriet
2) Kontakt til hjemmeenheden
3) Kontakt til patientforløbsvejleder
Afdeling X kan desværre ikke tilbyde mailkonsultation og svar på prøver og lignende via mail. Vi
henviser i stedet til sundhed.dk.
Patientforløbsvejleder:
Telefon: 6541 1172
Telefontid: Mandag - fredag 8.30 - 14.00
Transportbestilling:
Telefon: 7011 3111
Mandag - fredag: kl. 8.00-15.00
Du kan tidligst bestille 14 dage før
