DFF bevilling til undersøgelse af kvinders fertilitet efter livsreddende medicinske behandlinger
Hvad er chancerne for at blive gravid efter livsreddende medicinske behandlinger? Det spørgsmål ønsker forsker Line Riis Jølving fra Center for Klinisk Epidemiologi hos Klinisk Institut og Odense Universitetshospital sammen med hendes forskerkollegaer at finde svaret på ved at analysere landsdækkende registerdata.
Man ved, at livsredende medicinske behandlinger kan medføre alvorlige bivirkninger, der påvirker kvinders fertilitet. Dette gælder behandling for cancer, visse genetiske eller autoimmune sygdomme, hvor knoglemarvstransplantation kan beskadige æggestokkene. Æggestokkene indeholder fra fødslen de umodne æg og er centralt for kvinders reproduktion. Hvis de bliver permanent beskadiget af behandling for en underliggende sygdom, kan det føre til vanskeligheder med at komme i puberteten, nedsat evne til at opnå graviditet, eller infertilitet. Men ved at fryse æggestokvæv ned og senere genindsætte det, kan æggestokkenes hormonelle funktion og fertilitet genoprettes.
I Danmark etablerede pionere i slutningen af 1990’erne det danske program for nedfrysning og genindsættelse af æggestokvæv, og Danmark er i dag blandt de førende lande på området, både hvad angår antal patienter og udbredelse.
Trods programmets udbredelse er det aldrig tidligere blevet evalueret ved brug af landsdækkende registerdata, og der er derfor et stort behov for at afklare, hvordan det går kvinderne med hensyn til deres generelle helbred, cancerrisiko, samt chancer for at opnå graviditet, og indsigt i hvordan børnene, der fødes efter mors behandling, har det. Via de danske sundhedsregistre vil Line og hendes kollegaer identificere samtlige patienter, der har fået foretaget en operation med nedfrysning samt genindsættelse af æggestokvæv, for alle kvinder i Danmark og sammenligne resultaterne med svenske registerdata.
Med en bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond i ryggen på næsten 3,8 mio. DKK, så fortæller Line glad; -Bevillingen fra Danmarks Frie Forskningsfond er helt central for dette forskningsprojekt, da projektet har begrænset kommerciel interesse men stor betydning for en lille gruppe patienter og deres familier. Forskningsprojektet sætter fokus på en vigtig og ofte overset problematik, nemlig hvordan livsreddende behandlinger kan påvirke kvinders fertilitet – og hvordan vi kan hjælpe pigerne og kvinderne med at bevare den. Hun afslutter; - Tak til DFF for at gøre dette muligt. Jeg glæder mig vanvittigt meget til at komme i gang - både fordi det er et virkelig vigtigt projekt, og fordi jeg er så heldig at lave det med en skøn og meget kompetent flok fra andre regioner, fra Karolinska Instituttet og med mine kollegaer her fra Center for Klinisk Epidemiologi. Forhåbentligt vil projektet give os vigtig indsigt – og bidrage til endnu bedre behandling og rådgivning fremover for patienterne.
Læs mere om Lines bevilling og de øvrige bevillinger på Danmarks Frie Forskningsfonds hjemmeside.
Stort tillykke og held og lykke med forskningsprojektet!