Ny leder af Klinisk Genom Center
Professor Mads Thomassen har pr. 1. november overtaget ledelsen af forskningscentret Klinisk Genom Center (CGC) efter Professor Torben Kruse, som efter mange år på posten har ønsket at overdrage ledelsen af centret til en anden.
Torben Kruse grundlagde Klinisk Genom Center i 2001 og har ledet det siden da. Klinisk Genom Center spiller en central rolle i en lang række forskningsprojekter og bidrager til uddannelse af forskere og udbredelse af viden om genomisk medicin og bioinformatik til mange lægelige specialer. CGC har til huse på Klinisk Genetisk Afdeling, OUH, og støttes af SDU og Region Syddanmark.
Professor Mads Thomassen har igennem mange år været aktiv i Klinisk Genom Center, hvor han bl.a. har bidraget til, at forskere kan få støtte til at anvende moderne metoder til molekylær profilering. Han er Professor i genomisk medicin på Klinisk Institut, Forskningsenheden for Klinisk Genetik, og er oprindeligt uddannet fra Århus Universitet i kemi og bioteknologi.
Siden 2002 har Mads forsket i molekylærgenetik af cancer, især brystkræft, og lavet klinisk arbejde med fokus på arvelig bryst- og æggestokkræft, men også andre cancerformer. Formålet med Mads Thomassens forskning er at udvikle bedre molekylære markører til at forudse sygdomsrisiko eller hvilken behandling den enkelte patient vil have mest gavn af.
Hans forskning gør brug af avancerede molekylærbiologiske metoder til at undersøge genetiske variationer eller genaktivitet fra hele arvemassen. Det er således forskning, der genererer store mængder data, der kan give detaljerede ”fingeraftryk”, som er karakteristiske for det væv der undersøges. Data analyseres med avancerede metoder såsom kunstig intelligens og machine learning.
I Mads’ forskergruppe bruges disse metoder bl.a. hos brystkræftpatienter til at finde genmønstre i tumor, der kan afsløre hvilke mekanismer, der er årsag til sygdommen eller der kan gøre at sygdommen spreder sig til andre organer.
Mads Thomassen har et stort internationalt netværk, specielt i forskning af arvelig bryst- og æggestokkræft, hvor han deltager i flere store forskningsgrupper og leder adskillige projekter.