Skip til primært indhold

Psykiatrisk Forskerakademi

Psykiatrisk Forskerakademi kan gøre det lettere for dig, som ønsker at komme i gang med at forske, og vi har et tværfagligt rum for dig, som allerede er i gang med en forskerkarriere.

En gruppe mennesker ved en trappe

Øverst fra venstre: Katrine Marcussen, Sarah Jakobsen, Amalie Thea Jensen, Rikke Wesselhöft, Camilla Dahl Haislund Olsen. På gulvet fra venstre: Peter N. Schøler, Anne Marie Lundskov Knudsen, Katrine Ulrikke Madsen, Rebekka Nøvik Stavrum.

Unge forskere

Som ny i forskningsverdenen kan det føles overvældende at navigere gennem det komplekse landskab af uskrevne regler, normer og forventninger. Akademiet er specielt designet til at støtte unge forskere i både voksen samt børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark. Alle med faglig interesse inden for psykiatrisk forskning er velkomne.

I Psykiatrisk Forskerakademi er vi både:

  • læger
  • sygeplejersker
  • psykologer
  • folkesundhedsvidenskabelige og
  • studerende.

“For mig er en af Akademiets styrker det brede spektrum af faglige baggrunde, der er repræsenteret. Det giver mulighed for feedback og diskussioner fra mange forskellige vinkler – både i forhold til viden og metoder.”

- Anna, ph.d.-studerende

Inkluderende miljø og supplement til vejledning

Vores mission er at skabe et inkluderende og understøttende miljø, hvor vi kan lære af hinanden. Hvis du er ung forsker i psykiatrien, der søger et sted at dele dine tanker, ideer og måske udfordringer om forskning, så er du kommet til rette sted. Uanset om du har spørgsmål om, hvor du skal begynde, eller hvordan du bedst kan håndtere de forskellige faser af forskningsprocessen, kan Psykiatrisk Forskerakademi give dig muligheden for sparring. Vi er et supplement til den vejledning du måtte få fra dine vejledere. Hvis du ikke er startet på forskning endnu, kan vi ofte guide dig hen til en vejleder. Deltagelse i akademiet kan hjælpe dig med at skabe netværk lokalt og internationalt, for eksempel på vores workshops.

“Noget af det, jeg har sat allermest pris på ved at være med i Akademiet, er netværket af andre unge forskere, jeg har fået. At lære de andre deltagere at kende har givet mig en følelse af at være en del af et fællesskab – både socialt og fagligt. Mange af os er ‘i samme båd’, når det gælder karriere, udfordringer og valg, og det er rart at have en gruppe at række ud til for råd og erfaringer.”

- Thomas, ph.d.-studerende 

Møder i akademiet

Vi mødes cirka hver 3. uge. Emnerne er ’Scientific writing’ og ’Yngre forskere’.

Scientific writing

Vi drøfter et manuskript, som et af medlemmerne har sendt rundt. Vi giver anerkendende og konstruktiv feedback med det formål at optimere manuskriptet.

“Videnskabelig skrivning er en disciplin i sig selv, og som nybegynder var det meget hjælpsomt at deltage i Akademiet. Her fik jeg mulighed for så at sige at ‘lære sproget’. Akademiet gav et forum, hvor jeg både kunne lære af andres arbejde og tage mit eget med og få feedback på det.”

Ida, ph.d.-studerende

Yngre forskere

Vi drøfter litteratur, der handler om at skrive videnskabelige artikler, og vi øver os i at præsentere for hinanden, når vi skal på konferencer. Desuden holder vi også oplæg for hinanden om forskellige interessante emner.

Kontakt

Forskningsenheden, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling Syddanmark

Hospitalsringen 90, indgang 27, 5260 Odense S


99 44 86 81

Kontakt

Rikke Wesselhöft

Leder af Psykiatrisk Forskerakademi og forskningsleder


Kristina Bang Stokholm

Sekretær for Psykiatrisk Forskerakademi

Børne- og Ungdomspsykiatri Syddanmark, Odense


APPFWU01V