Recidiverende stafylokokinfektioner

Godkendt af: Komiteen for Antibiotika og Infektionskontrol
Udarbejdet: Sep. 2005
Revideret:Februar 2009 + 2011 + 2014 + 2018
Næste revidering: Juni 2021

 

Baggrund

Staphylococcus aureus er en vigtig årsag til hudinfektioner i sår og rifter og kan give anledning til bylder, børnesår(impetigo) og furunkulose. Lejlighedsvis ses recidiv af infektionerne. Årsager hertil kan være, at den primære behandling ikke har været effektiv, eller at patienten er blevet smittet på ny. Det sidste kan skyldes smitte fra husstandskontakter eller fra patienten selv. Mellem 20-50 % af befolkningen er permanent eller periodevist bærere af Staphylococcus aureus i næsen og på huden. Bærertilstanden er normalt uden klinisk betydning, men kan i en del tilfælde udgøre et reservoir for recidiverende stafylokoinfektioner hos bæreren selv eller dennes familie/husstandskontakter.

Impetigo kan også skyldes hæmolytiske streptokokker gruppe A, C og G, hvor streptokokkerne kan bæres i svælg, analregion og/eller vagina. Udredning og behandling af sådanne tilfælde (ex. recidiverende erysipelas) er en specialist opgave. Kontakt klinisk mikrobiologisk afdeling.

 

Definitioner

Bærerbehandling:
Lokal behandling i 5 dage af næseslimhinden med næsesalve supperet med helkropsvask med desinficerende sæbe

Bærertilstand:
Positivt bakteriefund uden at det forårsager af infektion

Familiær furunkulose:
Gentagen byldedannelse i en familie ofte forårsaget af stafylokokker eller streptokokker

Impetigo:
Hudinfektioner med stafylokokker eller streptokokker der begynder med rød kløende plet, som udvikler sig til en pusfyldt blære. Det er ofte børn, der får disse infektioner og derfor kaldes de også for børnesår. Begynder som regel i ansigtet omkring næsebor, munden og på bagsiden af ørerne og spredes let til andre steder på kroppen

Udredning

Udredning af smitteforholdene er ofte nødvendig for at kunne tilrettelægge en effektiv behandling og bør overvejes efter andet recidiv. Udredning kan ske efter nærmere aftale med Infektionshygiejnisk Enhed og omfatter undersøgelse for stafylokok bærertilstand først af patienten selv, siden evt. også af husstandskontakter.

Undersøgelse for bærertilstand omfatter podning fra begge næsebor og fra svælget og eventuelle hudlæsioner.

Fremgangsmåde ved næse/svælgpodning for stafylokokker fremgår af retningslinie om næsepodning – se bilag 1.

 

Behandling af infektion

Behandlingen af hudlæsionerne består primært i lokalbehandling med klorhexidinsæbe 4 % (med glycerol), evt. suppleret med salve/creme indeholdende antibiotikum (Fucidin) eller desinfektionsmiddel (Flamazine) eller Klorhexidinsalve 1 %. Det frarådes at anvende Mupirocin, grundet hurtig resistensudvikling, da dette stof er forbeholdt behandling af næsebærere. Systemisk antibiotikabehandling er kun undtagelsesvist indiceret, f.eks. ved meget udbredte læsioner.

Behandling af asyptomatisk bærertilstand

Behandling af stafylokokbærertilstanden omfatter lokalbehandling med Mupirocin (Bactroban) 2 % næsesalve og helkropsvask med klorhexidinsæbe 4 % med glycerol (Hibiscrub/ Iduscrub), som beskrevet i bilag 2 (vejledning til fagfolk) og bilag 3 (vejledning til udlevering).

Systemisk antibiotikabehandling har ingen effekt på stafylokokbærertilstanden, fordi der ikke opnås tilstrækkeligt høje koncentrationer på huden og i næseslimhinden.

Opfølgning:
Der er normalt ikke indikation for at udføre kontrolpodninger efter eradikation af stafylokokbærertilstand som led i behandlingen af recidiverende stafylokokinfektioner.

Miljøindsats

I forbindelse med bærerbehandling bør patienten og husstanden sørge for at:

· nedbringe mængden af stafylokokker i hjemmet ved at fjerne støv/rengøre flader

· sørge for at hvert familiemedlem har eget håndklæde, som skiftes dagligt

· skifte tøj dagligt

· skifte sengelinned ved behandlingsstart og behandlings afslutning

· vasketemperaturen er mindst 60 C gerne 80 C