Gaming Disorder

Podcastvært
Goddag og velkommen til dagens afsnit af OUH Talks. I dag skal vi tale om gaming disorder, det som også hedder ”computerspilsafhængighed” på dansk. Og til at gøre os klogere på det, har jeg fundet en ekspert, og det er dig, Jacob Linnet. Du er psykolog, klinisk lektor, doktor med. og Ph.d., og du er leder af Klinik for BED og Ludomani her på Odense Universitetshospital. Jakob, nu fik jeg sagt ”computerspilsafhængighed”, men det er jo ikke helt det, det hedder, er det det?

Podcastgæst
Nej, og det er sådan lidt et levn i virkeligheden fra den teknologiske revolution. Altså at i gamle dage var computerspil; det var sådan nogen, som man havde på sin stationære computer, på sin desktop, så gik det over og blev til sin laptop. Men efterhånden er alle de her computerspil - og mange af dem i hvert fald - så rykket online. Så nu begynder man også at have de der internetuniverser, hvor folk de spiller sammen, og så er det, at vi har kaldt det for ”gaming disorder” i stedet for. Og i øjeblikket har vi sådan lidt en diskussion i nogle af de grupper, som sidder og oversætter til det kommende ICD-11, som er vores diagnostiske system. Og tendensen går faktisk i retning af, at vi beholder de engelske begreber, fordi de findes også på dansk. Så når vi taler om computerspil, så taler vi om gaming, og når vi taler om ludomani, så taler vi om gambling. Fordi i øjeblikket er der sådan lidt nogle forvirringer om, hvad er skærmafhængighed, og hvad er computerspilsafhængighed, og hvad er gambling, og hvad er gaming, og... Det er let at blive forvirret, så derfor prøver vi at holde os til at sige, at alt hvad der handler om computerspil og online-spil på computer, så taler vi om gaming, og alt hvor der ligesom er en indsats, hvor man kan vinde eller tabe penge på det her, så taler vi om gambling. Og så ved vi godt, at det er blandet lidt sammen, så man kan have nogle former for gambling inde i nogle former for games, men det er så den terminologi i det, som det ligger lige nu.

Podcastvært
Så det kommer formentlig på dansk til at hedde ”gaming-forstyrrelse”?

Podcastgæst
Lige præcis ja.

Podcastvært
Hvad er det egentlig at det er for noget?

Podcastgæst
Jamen det er jo, at man på samme måde som man kan være afhængig af rusmidler, og på samme måde som man kan være afhængig af pengespil - det som vi kender som ludomani - så kan man faktisk også være afhængig af de her online – typisk - men også offline computerspil. Så det er det, som vi kalder for gaming disorder. Og samlebegrebet for dem, det er det, som hedder ”adfærdsafhængigheder”. Og der skete det med det amerikanske diagnosesystem, DSM-systemet, at i 2013 var ludomani allerede anerkendt som en lidelse på det tidspunkt, men man rykkede det over sammen med de andre afhængighedstilstande, og så kaldte man det for ”adfærdsafhængighed”, og ludomani var den første adfærdsafhængighed, som man anerkendte. Og derefter har man så også i 2013 anerkendt internet gaming disorder, som er de her online computerspil. Og det er simpelthen i en erkendelse - eller måske en anerkendelse – af, at ofte er det hjernens dopaminsystem, som er drivende ind i de her afhængighedsproblematikker, og det ser ud som om, at det er ligesom et fælles samlebegreb der gør sig gældende. Altså vi taler om afhængighed uanset om det er rusmidler eller om det er adfærd.

Podcastvært
Hvad er symptomerne på den her gaming-forstyrrelse?

Podcastgæst
De er faktisk meget de samme, som vi ser ved ludomani og andre former for afhængighed. Nu har jeg lige taget ICD-11-kriterierne med i dag. Jeg kunne også have taget DSM-kriterierne med, men nu har jeg lige ICD-11.

Podcastvært
Det er de her diagnostiske kriterier?

Podcastgæst
Ja. Så hvis man ser på det, vi kommer til at bruge i Danmark nu af den her gaming-forstyrrelse, den er karakteriseret ved, at man spiller computerspil enten online eller offline, hvor man har meget svært ved at kontrollere, hvor meget man spiller. Man prioriterer spillet over andre aktiviteter. Det kan være i forhold til skole eller familie eller venner eller sit job eller hvad det måtte være. Og man bliver ved med at spille, trods negative konsekvenser. Det kan være, at hvis man i forvejen er en lille smule deprimeret, så bliver man endnu mere deprimeret. Hvis man i forvejen er en lille smule angst, så bliver man endnu mere angst. Det kan være, at hvis man i forvejen har problemer i skolen, så får man værre problemer i skolen. Men alligevel fortsætter man. Med at spille, ofte fordi det er ens problemløsningsstrategi. Det vil sige, at man har faktisk svært ved at komme ud af sine problemer af anden vej end ved at bruge det, der faktisk er med til at fastholde en i problemerne. At det påvirker ens funktionsniveau, så man klarer måske dårligere i skolen og begynder at få fravær, kan ikke aflevere sine opgaver. Man får fravær på arbejde, man kan have problemer i sine relationer, hvad enten det er familie- eller parforhold eller i forhold til sine børn. Man kan simpelthen jo før blive mere deprimeret og angst, hvis man har sådan nogle problemer i forvejen. Stresset for den sags skyld.

Podcastvært
Det her med, at man er inde i den her onde spiral, og at den strategi man egentlig har lagt, ikke er hensigtsmæssigt, hvor bevidst er man selv om det?

 

Podcastgæst
Der er hele tiden noget udvikling, så det kommer lidt an på, hvor gammel man er, tror jeg. Ofte er det ikke sikkert at hvis vi taler dem, der starter med at spille som 7, 8, 9 10-årige, at man har så stor en bevidsthed om sit eget indre liv på det tidspunkt. Det er ikke sikkert, at man har et sprog på det tidspunkt, og måske ikke et særligt veludviklet sprog for indre tilstande som angst depression og sorg og vrede og den slags ting, det kan bare være at man mærker noget ubehag indeni, og så lægger man mærke til, at det ubehag går væk på en eller anden måde - eller også så mærker jeg det ikke, når jeg sidder og spiller computer.

Podcastvært
Hvem er det typisk der bliver ramt af det her gaming disorder?

Podcastgæst
Typisk er det jo drenge, som bliver ramt af det. Jeg har ikke lige tallene med for, hvor stor kønsfordelingen er, men et gæt kunne være et sted ved 80-90 procent drenge og så 10-20 procent kvinder. Det er i hvert fald det, vi ser ved ludomani med dem, der henvender sig i behandling. Men hvis vi ser på, hvor mange der så rent faktisk har problemer med gaming-forstyrrelse, så er det et sted imellem 0,6% og 4%, hvis vi ser på gaming disorder, og hvis vi tager dem med, som har problemspil, så ligger det måske op til omkring 5 procent eller sådan noget. Det var i hvert fald det, vi fandt da vi lavede et review om internet gaming disorder blandt unge. Jeg var med til at lave en undersøgelse sammen med Rikke Vesselhøft, hun er overfor Børn og Unge Psykiatrien og forskningsleder derovre.

Podcastvært
Når du siger 4-5% af befolkningen, hvad svarer det til i sådan en folkeskoleklasse for eksempel?

Podcastgæst
Hvis det er 5% og der er 20 i en klasse, så er det i hvert fald en, der sidder og har lidelsen ikke også?

Podcastvært
Så vil det sige sådan på befolkningsniveau, så vil der sidde en i hver klasse for eksempel?

Podcastgæst
Ja.

Podcastvært
Er det typisk noget, der rammer unge eller kan man se det i alle aldre?

Podcastgæst
Altså man kan i princippet se det i alle aldre, men jeg tænker da, at der hvor vi er mest opmærksomme på det, det er i forhold til unge og i forhold til unge mænd. Og når jeg taler unge, så kan det jo være alt ned fra 8-10 års alderen og op til 20-25-30 års alderen. Det er nogle af de kritiske tidspunkter i livet, hvor det at have en computerspidsafhængighed virkelig kan hæmme ens liv i forhold til, at man får måske ikke den uddannelse, man godt kunne tænke sig. Man får måske ikke de sociale færdigheder til at få de venner, som man godt kunne tænke sig. Man udvikler måske ikke de færdigheder, der skal til for at få nogle gode parforholdsrelationer. Og hvis man begynder at tage de her strategier med, som vi talte om før med, at hvis der er noget, der er svært, så spiller jeg mig fra det, med ind i de relationer, så kan det være med til at forværre konflikter eller problemer i sådan nogle relationer. Så både i forhold til uddannelse job, økonomi, børn, parforhold, familie kan det give nogle problemer.

Podcastvært
Hvordan kan det være, at det typisk er noget, man ser hos unge?

Podcastgæst
Ja, men jeg tænker da, at det er jo fordi det her med at game, altså spille computerspil, det er jo noget, vi ofte gør som børn. Det er også noget, som er i så rivende en teknologisk udvikling, at det er noget, hvor børnene egentlig følger mere med end os, der er ældre og voksne. Så på den måde så tænker jeg, så giver det god mening, at det er børnene, der spiller mest, og det er hos børnene, der mest opmærksomme på problemerne.

Podcastvært
Hvordan kan det være, at der er flere drenge eller unge mænd, der rammes, end det er piger og unge kvinder?

Podcastgæst
Jeg ved ikke, om der sådan findes nogle forklaringsmodeller for, hvorfor er det lige det her, som man bliver tiltrukket af. Men det vi i hvert fald ser, det er en kønsopdeling, hvor det i overvejende grad er drengene, der ender med at få problemer i forhold til computerspil, og overvejende er pigerne, som ender med at få problemer i forhold til sociale medier. Lavt selvværd og den slags ting. Og der skal man huske på, at det her med at have spil, eller sociale medier, eller hvad det måtte være, som en mestringsstrategi, det kan jo være både i forhold til eksternaliserede følelser - altså vredesudbrud eller aggression eller regelbrud eller hvad det måtte være - men det kan også være i forhold til internaliserede problemer. Det kan være angst, det kan være depression. Så der kan være mange forskellige ting, der er afgørende for, hvorfor døren ind til drengeværelset er lukket, og hvorfor de sidder med gamer-headset på.

Podcastvært
Det her med afhængighed helt generelt, hvorfor er det, at vi bliver afhængige af ting?

Podcastgæst
Det, der er min store kæphest ind i det, det er jo hjernens dopaminsystem.

Podcastvært
Og hvad er det der?

Podcastgæst
Jamen altså dopamin er jo en neurotransmitter som vi alle sammen har oppe i hjernen. Den er en del af det, som man kalder for hjernens belønningssystemer Det vil sige, at når der er noget, hvor vi forventer en belønning så frigøres der dopamin. Og det ser man på tværs af stort set alle former for afhængighed. Hvis man ser rusmiddelafhængigheden, så tager man ofte nogle rusmidler som derudover er med til at frigøre dopamin, men alene forventningen om at kunne tage sit rusmiddel - hvis man bare ser et billede af en person, der sniffer kokain, og man er kokainafhængig - så frigøres der dopamin i hjernen. På samme måde så ved vi med spil - det har jeg i hvert fald selv været med til at lave forskning-  der viser, at når man er i en spændingstilstand og spiller, så frigøres der mere dopamin i hjernen, end hvis man eksempelvis spiller og ikke er i en spændingstilstand, eller ikke vinder, eller hvad det måtte være. Så det her med, at hjernen hele tiden tror, at den er lige ved at vinde, eller forbereder sig på, at nu kommer den lige om lidt, så kommer der et eller andet godt. Og den måde har man så også opbygget mange af de her computerspil på, så der sker hele tiden noget nyt, der sker hele tiden noget spændende, der er hele tiden noget, man skal forholde sig til og reagere på, og hele tiden noget, man skal være opmærksom på. Og jo mere man gør det - er hypotesen - desto mere dopamin frigøres der i hjernen, eller desto mere bliver hjernen ved med at frigøre dopamin i forventning om, at lige om lidt, så sker der et eller andet, så kommer dragen eller så kommer det her, eller hvad det nu måtte være.

Podcastvært
Så man bliver simpelthen fastholdt i sådan en ”kunstig forventningens glæde-situation”, på en eller anden måde?

Ja, lige præcis.

Podcastvært
Det lyder jo umiddelbart dejligt at være der. Men hvad er den negative konsekvens ved det?

Podcastgæst
Jamen de negative konsekvenser er jo al den tid, der går med det, og alle de færdigheder, man ikke lærer af det. Fordi når man sidder foran computeren eller spilleautomaten, eller hvad det er, man må sidde foran, så lærer man jo egentlig ikke nogle nye færdigheder. Man lærer ikke at følelsesregulere. Man lærer ikke mentalisering, altså at kunne aflæse, hvordan andre mennesker har det. Man lærer ikke konfliktløsning. Man lærer ikke at overkomme udfordringer. Det vil sige, at man lærer ikke at kunne gøre noget, som leder til en fejl så man så kan korrigere, så man kan få et bedre resultat.

Podcastvært
Når man har den her dopaminafhængighed, kan hverdagen så også synes mere grå og kedelig end den egentlig er?

Podcastgæst
Man kan sige noget om det på den måde at der findes det begreb, som hedder #hedonisk adoption”, som egentlig betyder ”glædesmæssig tilvænning”. Der har man lavet nogle studier af folk, som har vundet den store lottogevinst. Det, som viser sig at gøre sig gældende, er, at det er en kortvarig glæde, fordi relativt hurtigt går ens basale glædesniveau tilbage til det, det var før. Det er fedt vinde penge, men omvendt er der også en hverdag, der melder sig igen. Men så kan der ske det, at de ting, som man var glad for før - altså det her med at gå ud på restauranten og spise en middag for 500 kroner, det bliver lige pludselig ikke så glædesfyldt fordi hvis jeg har en bankbog, som er stoppet så skal det måske være 1000 kroner eller så skal det måske være 10.000 kroner før det er et godt måltid lige pludselig. Det samme ser man jo med omvendt fortegn med tolerance ved afhængighed. At i starten er det to øl man kan drikke så skal det være fem øl, eller for ludomanipatienter så vil det være i starten så vil det være en 50’er, der er nok til, at det er spændende, og så bliver det lige pludselig 500 kroner per spil der er behov for, at det begynder at være spændende. Så jo, på spørgsmålet om, er der ligesom noget tilvænning som sker hvor alt andet bare bliver gråt i gråt? Ja, sådan kan det godt føles.

Podcastvært
Nu sidder du lidt og sammenligner computerspilafhængighed - eller gaming forstyrrelse - med misbrug og alkoholafhængighed. Er det sådan, at man godt kan sammenligne det?

Podcastgæst
Ja, det er det faktisk. Man klassificerer nu her gambling og gaming som adfærdsafhængigheder, og de er kategoriseret sammen med andre former for afhængighed, det vil sige rusmiddelafhængighed, så ja, derfor kan man godt samle det. Man ser på det som det samme.

Podcastvært
Hvis man nu er i den her negative spiral, og det kan være svært at komme ud af - det tænker jeg, at mange godt kan sætte sig ind i - hvad skal man så gøre, for man er vel også afhængig af sine omgivelser i sådan en situation?

Podcastgæst
Ja, altså igen, det kommer an på, hvor gammel man er. Hvis man er gammel nok til selv at kunne fortælle sig selv, at det her er faktisk et problem, så har man selv en mulighed i forhold til at række ud og søge hjælp mange forskellige steder. Hvis man er barn og måske ikke har de samme færdigheder, så er man meget afhængig af at der er nogen omkring en, som kan få øje på nogle af de her problemer. Det kan være nogle forældre, det kan være nogle lærere i skolen, det kan faktisk også være nogle skolekammerater. Det kan være mange forskellige ting. Og nogle gange så ser vi faktisk, at det, man først lægger mærke til, eller noget af det, der er let at få øje på, det er problemerne omkring computerspil. Når jeg forsøger at sige, at nu skal du stoppe med at spille, fordi nu skal vi spise aftensmad, så kommer der en stor konflikt. Hvis jeg siger, at nu skal der slet ikke spilles computer, nu slukker jeg for computeren eller for modemmet, så der ikke er noget internet, så får vi en kæmpestor konflikt. Så kan det føles som om, eller opleves som om, at det er computeren, der er problemet, eller spillet der er problemet. Men i virkeligheden så kan det godt være, at spillet er et symptom på en problemløsningsstrategi for et andet problem, som kan være stress, angst, depression, dårlig trivsel, andre psykiske lidelser, den slags ting. Det var i hvert fald noget af, som vi fandt i den her rapport, som vi udarbejdede, at det var de unge som i forvejen havde psykiske vanskeligheder, som havde størst risiko for at udvikle gaming disorder. Og faktisk var det sådan, at man kunne også vende det om og sige, at for nogle unge som var ressourcestærke, så kunne der også være nogle positive elementer i det her med at spille. Så derfor skal man ofte prøve at se på helheden i, hvordan har den unge det lige nu? Og hvis man ligesom begynder at kunne se om der er faktisk en kobling imellem, okay, jeg har det svært hen i skolen, og har svært ved at overskue undervisningen og få afleveret min opgave, så ender eg med at spille computer i stedet for, og når jeg ender med at spille computer i stedet for og bliver oppe hele natten, jamen, så har jeg svært ved at møde ind til tiden, og så begynder jeg at få noget fravær, og så kan du se, så kommer man ind i de der onde cirkler igen. Så meget ofte vil vores første spørgsmål til, at folk viser tegn på computerafhængighed være, at finde ud af, er der noget andet på spil også, som kan forklare computerspilsafhængighed som en mulig problemløsningsstrategi. Det er der ikke altid. Men ofte. Så det bare for at sige at selvfølgelig kan man godt kun have computerspilsafhængighed, men ofte ser vi det i kombination med noget andet.

Podcastvært
Hvis man nu sidder derhjemme og godt kan genkende de her udfordringer i familien, hvad kan man så gøre, inden man ringer til jer? Altså hvad er det gode råd, hvis man sidder hjemme og tænker over det her?

Podcastgæst
Ja, men lige nu til at sige, at de sørgelige nyheder lige nu er jo, at vi faktisk kun må behandle ludomani, men vi interesserer os rigtig meget for gaming. Vi håber på, at vi på et tidspunkt må behandle for gaming disorder. Så man kan faktisk ikke direkte ringe til os, hvis man har børn der har problemer med gaming. Men vi har nogle råd.

Podcastvært
Ja, dem vil vi gerne have.

Podcastgæst
Og det første det er jo at se spillet som et symptom. Altså hvad er det her et symptom på? Og hvis man begynder at prøve at gøre det, så handler det om at begynde at blive opmærksom på mit barn. Hvordan klarer han sig i skolen? Og nu siger jeg ”han”, fordi det ofte er han. Har han andre sunde interesser Går han til noget sport? Går han til noget spejder? Går han til nogle fritidsaktiviteter? Ses han jævnligt med sine venner? Fordi vi ved, at selvom man kan have venner online, så er de venner, som man har fysisk rigtig vigtige for ens udvikling, og de kan ikke bare erstattes en til en med dem som man har online. Så faktisk så er spørgsmålet til dem der siger, at jeg har venner online, om man også har venner i virkeligheden? For ofte er det de venner, man har i virkeligheden, som batter. Så kan man også begynde at være opmærksom på, jamen hvordan er det egentlig, at de her konflikter opstår, og hvordan løses de. Eller løses de overhovedet? Altså er det, at der opstår en konflikt og så lukker han sig ind på værelset, og så bliver konflikten faktisk aldrig løst? Eller er det sådan, at vi kan faktisk tale om det bagefter? Kan han falde ned igen? Kan vi have en samtale om det? Nogle gange er man også nødt til at kigge lidt indad og sige: Er der måder som jeg er med til at fastholde de her konflikter på? Og det kan være, at nogle dage er det måske meget rart at han sidder inde på værelset og spiller computer, hvis jeg er træt, eller hvis jeg har en deadline, eller hvis der er nogle andre ting, jeg skal have ordnet derhjemme. Og andre dage passer det mig måske ikke særlig godt, at han sidder derinde. Og så er det lige pludselig min behov, der er styrende for, hvad man må og hvad man ikke må. Der kan også være andre mere komplekse situationer, som hvis man er skilt, hvad må man så hos far, hvad må man så hos mor? Så ofte kan det være en indgang til at begynde at få nogle bredere diskussioner om, hvordan har mit barn det egentlig, hvordan er forholdet mellem os, hvad vi kan tale om, hvad kan vi ikke tale om. Og så den tredje ting, det kan være sådan noget som: Hvad kan vi så lave af alternative fællesaktiviteter? Fordi hvis man har teenagebørn, er de lige om lidt 18, så er de selvstændige, så kan vi ikke fortælle dem, hvad de skal gøre. Så er det måske sådan, at nogle af de ting, som jeg som forælder gerne vil have, at vi når at få gjort som familie, er måske lige pludselig ikke længere muligt. Så hvad er det, vi kan gøre lige her nu som familie sammen i forhold til aktiviteter, i forhold til ferier, i forhold til hvad det nu måtte være? Og jeg ved godt, at det ikke er et enkelt svar. Jeg ved godt, at det måske gør det endnu mere komplekst, men måske det kan være en hjælp til at undgå at havne med begge fødder i den situation, hvor man kommer til at sige, at det der, det må du ikke. Fordi hvis man først er havnet der, så kan man være næsten helt sikker på, at så kommer der en modreaktion.

Podcastvært
Så det du siger det er at forbud ikke hjælper nødvendigvis, men at man skal prøve at kigge på sådan hele situationen, finde nogle alternative aktiviteter, og så som voksen skal man også være bevidst om sin egen andel i den her konflikt eller den her spilleafhængighed?

Podcastgæst
Ja, dialog og kommunikation er for det meste det, der hjælper. Og nu har vi jo også forældre, der kommer ind til patienter med ludomani som pårørende, og noget af det vi starter med at sige, det er, at den første øvelse, det er at sidde på hænderne og bide sig i tungen og lytte til, hvad er det egentlig min søn med ludomani fortæller mig. Fordi jeg kan have en hel masse bekymringer for, hvad der vil ske med ham og de er naturlige. Vi har alle sammen bekymringer, men hvordan jeg reagerer på de bekymringer kan enten hjælpe ham eller kan hindre ham i forhold til det her problem.

Podcastvært
Men nu taler vi jo om børn og forældrerelationen, men hvis man nu er voksen, hvad kan man så selv gøre? Hvad er det gode råd til voksne?

Podcastgæst
Hvis man er voksen og har internet gaming disorder, så har man heldigvis nogle flere muligheder på den måde at forstå, at ofte så har man nogle flere kognitive ressourcer. Man kan måske identificere nogle problemer hos sig selv, som børn kan have sværere ved.

Podcastvært
Når du siger kognitive ressourcer, hvad er så det?

Podcastgæst
Jamen, altså, så kan man ligesom genkende hos sig selv, hov, det her problem, det har jeg stået i før.

Podcastvært
Okay, så man har en større bevidsthed og selvindsigt.

Podcastgæst
Ja, man har en større bevidsthed og selvindsigt. Man kan også selv søge hjælp hos sin læge, og så kan det godt være, at der ikke lige findes et behandlingstilbud for gaming forstyrrelse, men der skal vi huske på, at for at man får den diagnose, så skal det også påvirke ens funktionsniveau, og ofte vil ens funktionsniveau være præget på en måde, så man enten er mere stresset, angst eller deprimeret og det betyder, at så kan man få hjælp til den del, og så, hvis man finder en psykolog, som har forstand på den slags, så kan man også få nogle snakke om, jamen hvordan er det egentlig lige med min spiladfærd. Men så er indgangsbilletten de udfordringer, der kan være i funktionsniveauet, mere end spillet.

Podcastvært
Er det det, man gør ved børn også? Altså behandling det er psykologsamtaler, eller hvad?

Podcastgæst
Der findes ikke nogen medicinsk behandling i øjeblikket, som har evidens for, at den virker i forhold til hverken gaming eller gambling.

Podcastvært
Nej, så der ikke nogen sådan dokumenteret medicinsk behandling, men er der nogen sådan dokumenteret…

Podcastgæst
Ja, altså der er evidens for, at sådan noget som kognitiv terapi virker og der arbejder man med tankerne om spillet, fordi tankerne om spillet de kører hele tiden, og de kører også, mens man ikke spiller og før man spiller, så jo mere man kan arbejde med de tanker som leder til spil og erstatte dem - men ikke erstatte dem, det lyder forkert - men introducere nogle andre tanker, det som vi kalder for modsvar eller gensvar, så kan jeg træffe nogle andre valg, som jeg måske hellere vil. Og så kan det godt være, at jeg har vanvittig stor trang til at spille i starten og det kan også være, at når jeg er presset, stresset eller træt at jeg så falder i, men så begynder jeg at have nogle redskaber til at kunne handle anderledes. Og det er egentlig det, der er det vigtige. Målet i behandlingen er ikke, at nu må jeg aldrig mere spille, eller nu må jeg aldrig mere overspise, eller hvad det måtte være. Det handler om at reducere den skadelige adfærd og at opjustere den hensigtsmæssige adfærd.

Podcastvært
Du har listet nogle ting som sådan skulle være til stede for at sige at man har gaming forstyrrelse, og det er blandt andet det her med at man har svært ved at kontrollere hvor meget man spiller, og man prioriterer spillet over andre ting, men det er vel også lidt en gråzone, er det ikke det?

Podcastgæst
Jo, det er det. Det er altid en vurdering. Og det, der ligesom ligger over alle de vurderinger, det er funktionsniveauet.

Podcastvært
Så det er, hvordan man oplever, det påvirker ens hverdag?

Podcastgæst
Nej, ikke kun hvordan man oplever det. Det er, hvordan man er i stand til at føre et sammenhængende liv. Så hvis jeg skal give et eksempel for depression, så vil det være noget i retning af, kan man komme ud af sengen om morgenen? Kan man komme i bad? Kan man få ryddet op derhjemme? Kan man lave mad? Kan man vaske op, når man har lavet mad? Altså det er ens funktionsniveau. Og hvis jeg så skal lave parallellen over til ludomani og gaming, så vil det typisk være noget med, kan jeg gennemføre en uddannelse? Kan jeg aflevere opgaver? Kan jeg møde til tiden? Eller har jeg for meget fravær? Kan jeg sove ordentligt om natten, så jeg kan være mentalt til stede i de relationer, som jeg indgår i? Det vil ofte være noget af det, som vi kigger på, når vi kigger på funktionsniveauet udefra. Indefra kan patienterne rapportere sådan noget som, at jeg tænker på spil 24-7. Det eneste, jeg kan tænke på, når jeg sidder henne i skolen, det er, hvornår jeg kan komme hjem og spille computer. Det hæmmer mig på en måde, så jeg har svært ved at møde andre mennesker, jeg er måske genert eller hvad det måtte være. Så derfor, når jeg så endelig kommer i nogle af de relationer som jeg som udgangspunkt gerne vil i, så er det faktisk svært for mig, og så søger jeg tilbage imod spillet i stedet for at forsøge at holde fast i de relationer som jeg indgår i. Det her med, hvor meget tid man bruger på at spille, kan man godt have en bekymring om som forældre, og synes at det går der godt nok meget tid med. Der synes jeg, det er vigtigt at huske på, at igen, det er funktionsniveauet, som det handler om. Så hvis jeg har et barn, som ellers klarer godt, har gode venner, som jeg har en god relation med, som jeg også kan gøre gode ting med, så kan man prøve at sidde på hænderne et øjeblik og se, om ikke de klarer sig okay alligevel.

Podcastvært
Så det er altså ikke nok, at man som forældre oplever, at der er lidt modstand, når man siger, nu skal der slukkes og nu er der aftensmad?

Podcastgæst
Altså hvis det er i det omfang, så tror jeg, så vil vi sige, at den slags konflikter findes i alle familier. Men der er grund, altså hvis det så begynder at komme derhen, at det er svært for mig at gennemføre en uddannelse, det er svært for mig at komme op om morgenen, det er svært for mig at få venner, og det eneste sted hvor jeg egentlig føler at jeg er i balance, det er, når jeg lukker døren og sidder inde på værelset og spiller computer, så bør der være nogle alarmklokker, der ringer, og så vil det være vigtigt at finde ud af, hvordan er trivslen hos mit barn egentlig, og hvordan er den mentale sundhed eller det mentale helbred hos mit barn egentlig? Og der kan gaming være et symptom på, at der er noget galt i den sammenhæng.

Podcastvært
Fordi det er, der er nemt at få øje på.

Podcastgæst
Lige præcis.