Skip til primært indhold

Camilla Schade Hansen

FAM - Fælles Akutmodtagelse

Sepsis Impact

Sepsis er en akut og livstruende tilstand der kan opstå hos personer med infektion. Tilstanden er kendetegnet ved at der i relation til infektionen opstår organpåvirkning – herunder involvering af et eller flere organer. Sepsis ses hyppigt blandt akut indlagte patienter og er forbundet med øget risiko for genindlæggelse samt øget risiko for død. Et tidligere dansk studie har vist at blandt akut indlagte patienter med sepsis dør 14% indenfor de første 30 dage efter indlæggelse. Ifølge The World Health Organization (WHO) er sepsis den tredje hyppigste dødsårsag globalt set. I 2018 kom WHO derfor med en handleplan for at belyse og nedbringe den samlede byrde af sepsis.

I Danmark er dødeligheden af sepsis ikke kendt, men forskere har for nyligt anslået at sepsis potentielt bidrager til 15% af dødstilfælde i Denmark. Trods enighed om at sepsis er en hyppig dødsårsag er det endnu ikke afklaret hvor hyppig en dødsårsag sepsis er og ovenstående procent er aktuelt det bedste skøn.

Hos patienter som har overlevet sepsis ses ofte en reduktion i fysisk såvel som mental livskvalitet. Desværre er vores nuværende viden på dette område baseret på data fra intensivafdelinger. Størsteparten af patienter med sepsis modtages i akutmodtagelsen og indlægges efterfølgende på et relevant sengeafsnit. I hvilket omfang og i hvilken grad disse patienter oplever senfølger af deres sygdom er ukendt. Et øget fokus på langtidskonsekvenser – set fra patientens eget perspektiv, vil være et vigtigt værktøj mod udarbejdelse af relevante rehabiliteringsprogrammer som kan forbedre prognosen og nedbringe senfølger af sepsis.

Endvidere er det ikke klarlagt i hvilket omfang disse senfølger udelukkende er relateret til et sygdomsforløb med sepsis eller om det i højere grad afspejler patientens helbred før sepsis. Med baggrund i ovenstående vil vi undersøge hvor hyppig en dødsårsag sepsis er. Endvidere vil vi belyse i hvilken grad patientens helbredsstatus før sepsis er forbundet til det udfald patienter får efter deres sygdom.

I denne analyse vil vi kigge på forskellige parametre og sammenligne patienter, der har været indlagt akut på sygehuset med sepsis med en gruppe af akut indlagte patienter der ikke har været indlagt med sepsis. Vi vil også sammenligne med en gruppe i den generelle befolkning. Vi kigger blandt andet på om der er forskel i antallet af kontakter til almen praksis, antallet af kørsler med ambulance, antallet af indlagte dage samt tilknytningen til arbejdsmarkedet. Endvidere vil vi lave et studie hvor vi undersøger om patienter med sepsis har en forsøget risiko for blodprop i hjernen og i så fald beregne hvor stor denne øgede risiko er.

Vi vil lave interviews med patienter der har været indlagt med sepsis og afdække hvilke faktorer der er vigtige for patienterne. De vil blive interviewet 7 dage efter udskrivelse og igen efter 6 måneder. Dette er for at afdække hvilke konsekvenser sepsis har for individet på både kort og på langt sigt. Studiet tager udgangspunkt i patientens perspektiv og behov. Sepsis har høje omkostninger for det enkelte menneske, men også for samfundet. Der er brug for et større fokus på sepsis, dødelig i forbindelse med sepsis og hvilke konsekvenser det har for de ramte patienter således at vi understreger tilstandens centrale placering og betydning i sundhedsvæsenet.

APPFWU02V