Skip til primært indhold

Nyt forskningsprojekt skal hjælpe gravide med diabetes og deres børn

Risikoen for svangerskabsforgiftning, misdannelser, overvægt eller andre komplikationer er forøget, når man er gravid med diabetes. Et forskerteam med Dorte Møller Jensen fra Steno Diabetes Center Odense i spidsen skal med 25 millioner i nye forskningsmidler etablere et unikt dansk register med samtlige gravide med diabetes i Danmark. Formålet er at skabe bedre behandling for disse kvinder og deres børn.

Et nyt forskningsprojekt, der har fået 25 millioner i forskningsmidler fra Novo Nordisk Fonden, vil etablere et unikt dansk diabetesfødselsregister for gravide med diabetes, deres børn og partnere. Projektet vil forbedre sundheden og behandlingen af denne patientgruppe. Stockfoto

Et nyt forskningsprojekt, der har fået 25 millioner i forskningsmidler fra Novo Nordisk Fonden, vil etablere et unikt dansk diabetesfødselsregister for gravide med diabetes, deres børn og partnere. Projektet vil forbedre sundheden og behandlingen af denne patientgruppe. Stockfoto

Diabetes under graviditeten er noget, der skal tages alvorligt.

Hvis moderen har forhøjet langtidsblodsukker, kan det resultere i en lang række komplikationer under graviditeten og fødslen. Det kan også øge risikoen for forhøjet blodtryk, skader på nethinden og senere overvægt, forhøjet blodtryk og insulinresistens hos barnet.

Et nyt studie med professor Dorte Møller Jensen fra Steno Diabetes Center Odense (SDCO) i spidsen vil forbedre disse graviditetsforløb og fødsler for mødre med diabetes. Hun skal de næste fem år i samarbejde med forskere og læger fra de fire andre danske Steno-centre og Rigshospitalet etablere et fødselsregister med data på samtlige danske gravide med diabetes, deres børn og partnere.

- Helt overordnet vil vi gerne forbedre sundheden for gravide kvinder med diabetes og deres børn. Vi ved desværre, at op imod 50 procent af graviditeterne er uplanlagte, og at 30-40 procent føder for store børn. Med dette register har vi mulighed for at følge kvinderne og deres børn over en længere årrække og dermed blive klogere på, hvilke faktorer, der har betydning, og hvordan behandlingen kan blive bedre, fortæller Dorte Møller Jensen.

Novo Nordisk Fonden har netop uddelt 25 millioner kroner i forskningsmidler til dette studie.

Flere overvægtige

Danske forskere pionerede i 1990’erne registerforskningen inden for netop betydningen af diabetes for graviditet, fødsel og det ufødte barn. Men meget er sket siden da, fortæller Dorte Møller Jensen.

- Diabetesteknologien har flyttet rigtig meget, men vi ved endnu ikke så meget om, hvilken betydning det har i forhold til gravide med diabetes på et nationalt plan. Siden 90’erne er der også markant flere, der lider af type 2-diabetes og overvægt, og derfor er det vigtigt, at vi får lavet et helt nyt registerstudie. Vi er en gruppe, der har samarbejdet om det her område i over 25 år, så jeg er overbevist om, at det også er noget, vi vil lykkedes med, fortæller hun.

Som en del af projektet bliver der i den københavnske del af forskergruppen med Elisabeth Mathiesen i spidsen udviklet uddannelsesintervention bestående af bl.a. små youtube-klip, der skal hjælpe kvinderne til en bedre graviditet som et supplement til den nuværende behandling.

Mødrene kan udvikle angst

Alle Steno-centrene skal arbejde med hver deres område inden for graviditet og diabetes. På Steno Diabetes Center Odense vil man bl.a. kigge på det mentale helbred hos kvinderne med diabetes.

- Vi ved fra tidligere undersøgelser på Rigshospitalet, at 40 procent af gravide med type 2-diabetes har tegn på angst og depression under graviditeten. Det kan være en enorm stressfaktor, at man ikke kun skal passe på sig selv, men også ens ufødte barn. Vi vil kigge på, hvordan vi kan støtte op omkring de her kvinder og dermed mindste den diabetesstress, der kan opstå, fortæller hun.

Den nye viden, som studiet vil generere, vil ikke kun komme danske gravide kvinder med diabetes til gavn, men potentielt kvinder over hele verden med diabetes.

Diabetesfødselsregisteret, der til daglig vil blive koordineret af Sine Knorr Johnson fra Steno Diabetes Center Aarhus, skal indeholde alle de data, der er relevante i forhold til diabetes og graviditet. Det drejer sig om store mængder biologiske data, men også socioøkonomiske faktorer, mentalt helbred og livskvalitet.

400 danskere kvinder med diabetes bliver gravide om året.

Læs artiklen på engelsk | Read the article in English

 

Om projektet

  • Projektet består i at oprette et nationalt fødselsregister med data på samtlige danske gravide kvinder med diabetes, deres børn og partnere. Det skal løbe over de kommende fem år.
  • Formålet med fødselsregisteret er at blive klogere på, hvordan diabetes påvirker graviditeten og det ufødte barn, samt hvordan behandlingen af denne patientgruppe kan blive bedre.
  • Det er forbundet med øget risiko for både mor og barn, hvis man er gravid og har diabetes. Mødrene risikerer flere graviditetskomplikationer, svangerskabsforgiftning og depression, mens børn af mødre med diabetes har øget risiko for bl.a. overvægt, forhøjet blodtryk og insulinresistens.
  • Som en del af projektet bliver der udviklet en uddannelsesintervention bestående af bl.a. små youtube-klip, der skal understøtte den allerede etablerede behandling.
  • Det er professor Dorte Møller Jensen fra Steno Diabetes Center Odense, som står bag projektet i samarbejde med forskere fra de øvrige danske Steno-centre.
  • Novo Nordisk Fondens Steno National Collaborative Grant har netop støttet projektet med 25 millioner kroner. Pengene går hvert år til forskningsprojekter, der skal styrke forskningsmiljøet og samarbejdet på tværs af landet i de fem danske Steno Diabetes Centre.

Projektgruppen

  • Dorte Møller Jensen, Steno Diabetes Center Odense
  • Sine Knorr Johnsen, Steno Diabetes Center Aarhus
  • Peter Damm, Center for Gravide med Diabetes, Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel, Rigshospitalet
  • Ulla Opstrup Kampmann, Steno Diabetes Center Aarhus
  • Elisabeth Mathiesen, Center for Gravide med Diabetes, Afdeling for Hormon- og Stofskiftesygdomme, Rigshospitalet
  • Christina Anne Vinter, Steno Diabetes Center Odense og Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Odense Universitetshospital
  • Lene Ringholm, Center for Gravide med Diabetes, Afdeling for Graviditet, Fødsel og Barsel, Rigshospitalet
  • Per Ovesen, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital
  • Trine Tang Christensen, Steno Diabetes Center Nordjylland
  • Jeannet Lauenborg, Gynækologisk-Obstetrisk og Børne- og ungdoms Afdeling, Nykøbing Falster Sygehus
  • Lise Lotte Torvin Andersen, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Odense Universitetshospital
  • Anne Nødgaard Sørensen, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
  • Tine Dalsgaard Clausen, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Nordsjællands Hospital
  • Allan Kofoed Enevoldsen, Steno Diabetes Center Sjælland
  • Ulla Bjerre-Christensen, Steno Diabetes Center Copenhagen

 

APPFWU02V