Skip til primært indhold

Turbo på eksperimentel kræftbehandling på OUH

Flere syddanskere med fremskreden kræft kan nu få eksperimentel behandling tættere på deres bopæl. Det er resultatet af en fokuseret indsats på OUH, hvor to afdelinger intensiverer og udvider tilbuddet om lægemiddelforsøg til kræftpatienter.

Samtale mellem Maja Overbeck og Jacob Haaber Christiansen

Samtale mellem Maja Overbeck og Jacob Haaber Christiansen

Tidligere er kræftpatienter med en fremskreden diagnose, som ønskede at være med til at teste helt ny behandling, primært blevet henvist til behandling på Rigshospitalet. Men afstanden har fået flere af OUH’s patienter til at takke nej til behandlingen, da transporten har været for ressourcekrævende. Behandlingen kan ellers være med til at sikre ny viden og bedre behandling for kræftpatienter fremover - og måske gøre en forskel for deltagerens eget forløb.

OUH opruster, så flere patienter får mulighed for at deltage

For at give flere kræftpatienter mulighed for at få eksperimentel kræftbehandling tættere på deres bopæl, er OUH i fuld gang med at opruste på området. Det betyder, at OUH nu tilbyder flere forsøgsbehandlinger med fokus på tidlig fase studier, herunder fase 1 studier. I disse studier afprøver patienterne helt ny medicin, som aldrig har været testet på mennesker før, eller de tester et nyt lægemiddel kombineret med et kendt lægemiddel.

Maja Overbeck er en af de patienter, som har sagt ja til at deltage i et forløb, hvor hun afprøver helt ny medicin, og for hende gør det en forskel, at hun kan få behandlingen på OUH:

- Jeg skulle egentlig have haft kemoterapi, men det tåler jeg ikke så godt, og så passede det lige med, at projektet startede. Jeg bor i Sønderjylland, så det var rart, at jeg kunne nøjes med at tage ind på OUH. Især i starten hvor jeg skulle komme en gang om ugen for at få behandlingen.

Målet er at kunne hjælpe endnu flere kræftpatienter i fremtiden

Da der er tale om forsøgsbehandling, er det ikke til at sige på forhånd, hvordan behandlingen vil påvirke patienterne, men Maja Overbeck har indtil nu haft en god oplevelse:

- Det er gået over al forventning. Medicinen har hjulpet mig, så jeg nu har det, ligesom jeg havde det, før jeg blev syg. Selvfølgelig er der nogle bivirkninger. Jeg har for eksempel lavt immunforsvar nu. Men jeg er alt i alt glad for behandlingen, siger hun.

Karin Holmskov, ledende overlæge på Onkologisk Afdeling R og Jacob Haaber Christensen, overlæge på Hæmatologisk Afdeling X på Odense Universitetshospital er nogle af dem, der er ansvarlige for den eksperimentelle forsøgsbehandling på OUH. Jacob Haaber Christensen fortæller, at der er stor interesse for at være med til at afprøve ny behandling, og han er glad for, at OUH kan bidrage til fremtidens kræftbehandling.

- Vi oplever, at mange hæmatologiske kræftpatienter viser interesse for at deltage i tidlig fase studier. Det er langt fra alle, der kan deltage i disse studier, da der ikke findes protokoltilbud til alle hæmatologiske cancertyper, og studierne har krav om, at en række kriterier er opfyldte for deltagelse. Men i takt med at vi åbner for flere forsøgsbehandlinger, og der kommer flere studier, der går på tværs af diagnoser, vil flere af OUH’s patienter have mulighed for at deltage, siger han.  

Det er Onkologisk Afdeling R, laboratoriet på Afdeling R og Hæmatologisk Afdeling X, der samarbejder om at tilbyde flere tidlig fase studier, som sikrer større geografisk lighed for regionens patienter. Som en del af indsatsen er der ansat ekstra personale, og de fysiske rammer i laboratoriet på Afdeling R er udvidet. Ud over fase 1 studier, tilbyder Onkologisk Afdeling og Hæmatologisk Afdeling også fase 2, 3 og 4 studier (også kaldet senfase studier).

-------------------------------------------------------------------------------------

Kort fakta om forsøgsbehandling

Det tager flere år at udvikle ny medicin, og behandlingen skal igennem mange faser, inden den kan tilbydes som standardbehandling.

Fase 1: De første kliniske forsøg kaldes fase 1. I denne fase afprøves medicinen på en mindre gruppe patienter med det formål at finde frem til den maksimale tolerable dosis. Desuden undersøges bivirkninger.

Fase 2: Her undersøges om stoffet har en effekt på en bestemt kræfttype, og man kigger nærmere på bivirkninger.

Fase 3:  I denne fase sammenlignes den nye medicin med den aktuelle, bedst dokumenterede, standard behandling.

Fase 4: Nu har sundhedsmyndighederne godkendt medicinen, men ofte vil fx langtidseffekter stadig blive undersøgt.

-----------------------------------------------------------------------------------------

Vil du vide mere om forsøgsbehandling?

Hvis du vil vide mere om forsøgsbehandling, og om det kunne være relevant for dit forløb, anbefaler vi, at du taler med den læge, du er tilknyttet på sygehuset. Lægen kan undersøge, om du har mulighed for at deltage i forsøgsbehandling.

APPFWU02V