Skip til primært indhold

Nyt forskningsprojekt vil tage kampen op mod forstoppelse efter hofteoperationer

Forstoppelse er et stort problem for hofteopererede patienter viser en dansk undersøgelse. Næsten 70% af patienter med ny hofte oplevede forstoppelse de første dage efter operationen. Derfor ønsker nyt forskningsprojekt på Sygehusapotek Fyn, OUH og SDU i samarbejde med ortopædkirurger fra OUH og Sygehus Lillebælt at finde ud af, hvilket afføringsmiddel der bedst forebygger forstoppelse efter hofteoperationer.

Post.doc Nanna Elman Andersen fra Sygehusapotek Fyn fortæller; - Forstoppelse kan skyldes, at patienterne bevæger sig mindre, drikker for lidt væske, spiser for lidt fibre og bruger smertestillende medicin som opioider efter operationen. Forstoppelse kan være meget ubehageligt og gøre det svært for patienten at bevæge sig og få det bedre. Desuden ved vi, at hvis forstoppelsen fortsætter i længere tid, kan det føre til alvorlige problemer som tarmstop, der kræver operation og fører til stærke smerter. Nanna fortsætter; -Vi vil i det her forskningsprojekt gerne undersøge hvilket afføringsmiddel, der virker bedst for de ny opererede hoftepatienter, så de undgår forstoppelse.

På trods af at det er almindeligt at opleve forstoppelse efter operation, så er der ikke lavet større undersøgelser om, hvilket afføringsmiddel, der har den bedste effekt for patienten forklarer Nanna; Der har været mindre undersøgelser, som tyder på, at midler som macrogol, magnesium, sennepsglykosider og docusat kan hjælpe, men der mangler beviser for, hvilket middel der er bedst. Hun afslutter med; - Vi håber, at vi med projektet kan få lidt mere klarhed over, hvilket afføringsmiddel, som lægerne skal ordinere til patienterne, så patienterne får den mest sikre og effektive behandling. Forhåbningen er, at resultaterne også kan med til at undgå, at patienterne skal være længere tid på hospitalet end nødvendigt.

Idéen til projekt stammer fra forskningsenheden på Sygehusapotek Fyn, Odense Universitetshospital, og projektet udføreres i samarbejde med Ortopædkirurgisk afdeling i Svendborg og Ortopædkirurgisk afdeling på Sygehus Lillebælt i Kolding. Projektet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond

På nuværende tidspunkt har forskningsprojektet inkluderet 12 patienter ud af det samlede mål på 375, som blev fejret af forskningsgruppen og projektpartnerne (se billede). Rekruttering sker via de to ortopædkirurgiske afdelinger tilknyttet projektet. Projektet forventes at være færdig i december 2025.

APPFWU01V