Skip til primært indhold

Kursusdag om AI til billeddiagnostik

Der blev præsenteret AI-løsninger til både forebyggende screening, beslutningsstøtte og til modtagelse af akutte patienter med mistanke for stroke.

OUH har mandag den 5. september lagt lokaler til en kursusdag om AI til det billeddiagnostiske område. Dagen bød på et tæt pakket program med nogle af landets dygtige forskere inden for AI samt sundhedsprofessionelle fra OUH, der præsenterede nogle af de AI-projekter, som er i gang på hospitalet.

Kursusdagen var arrangeret af Centre for Clinical Artificial Intelligence (CAI-X) som er et fælles center mellem OUH og Syddansk Universitet samt Radiologisk AI-Testcenter (RAIT) fra Herlev og Bispebjerg Hospital og Region Hovedstaden.

Charlotte Trap-Kinberg, projektleder i RAIT og moderator på dagen forklarer om behovet for fokus på AI: "Der er så store muligheder og interesse for AI i sundhedsvæsenet, og der er også stort potentiale for, at AI kan være med til at løse nogle af vores udfordringer. Men der er mere i det end blot at trykke på en knap og så er algoritmen i brug. Derfor er det vigtigt, at vi gør hinanden klogere og diskuterer de problemstillinger, der er".

Dagen har budt på et stærkt felt af skarpe oplægsholdere, som i løbet af dagen nåede omkring både de grundlæggende, tekniske faktorer, de etiske og sociale aspekter, anvendelse i praksis på OUH og fremtidens AI.

Der blev præsenteret AI-løsninger til både forebyggende screening, beslutningsstøtte og til modtagelse af akutte patienter med mistanke for stroke.

Fra Radiologisk Afdeling på OUH hørte vi om:

  • BoneXpert – AI til knoglealder bestemmelse v/ Meinhard Reinert Hansen
  • TrueFidelity – AI til CT billedoptimering og rekonstruktion v/ Kim Storm Rasmussen
  • AI til kalkscore ved hjerte-CT v/ Jacob Nattestad
  • AI i radiologisk forskning og innovation MAGI – screening for brystkræft v/ Mohammad T. Elhakim
  • AI og MR til stroke patienter v/ Jonas A. Bojsen

Der var 85 tilmeldte på dagen, og Bjarne Dahler-Eriksen, lægefaglig direktør på OUH, var glad for det store fremmøde: "På OUH har vi en stærk historie for at arbejde med innovation og nyeste teknologi inden for både telemedicin, robotteknologi og kunstig intelligens. Det kræver en stor indsats og stærkt engagement fra alle dele af organisationen og samarbejdspartnere, og jeg er glad for at se, at der er så mange interesserede i, hvordan vi kan anvende kunstig intelligens på hospitalet. Som universitetshospital undersøger vi altid de nyeste teknologiske muligheder, så vi fortsat kan tilbyde patienter og medarbejdere de bedste løsninger".

Dagen blev rundet af med en paneldebat, som bl.a. handlede om, hvilke krav der skal stilles til AI og vigtigheden af at kende og forstå data og algoritmernes mellemregninger.

APPFWU02V