Skip til primært indhold

Forskere udvikler nyt værktøj til at forudse leversygdom

OUH forskere har som led i et internationalt studie om tidlig opsporing af leversygdom udviklet et nyt billigt blodprøveværktøj – LiverRisk - som skal være med til at forudse risikoen for alvorlig leversygdom hos patienterne. LiverRisk værktøjet vil i fremtiden være med til at sikre, at patienterne ikke behøver at få undersøgt leverstivhed eller få taget vævsprøver på hospitalet, men i stedet kan tage til deres almen praktiserende læge og få taget nogle blodprøver!

-LiverRisk scoren udvider for første gang praktiserende lægers redskabskasse med muligheden for at give personer det ’bedste bud’ på risikoen for at udvikle leversygdom indenfor 5 og 10 år. Ligesom man i årevis har kunnet inden for hjerte-kar-sygdom. Derefter kan den enkelte person ændre på risikofaktorer så som overvægt, blodsukker og alkohol, og dermed mindske sin risiko for at blive syg og dø af f.eks. skrumpelever; forklarer en af forskerne; professor Maja Thiele fra eliteforskningscenteret FLASH på OUH og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.
 
Og der er et stort behov for det nye værktøj, da alvorlige leversygdomme som skrumpelever kan opstå helt uden forvarsler, men kan være yderst alvorlige for patienten ifølge professor og centerleder fra FLASH Aleksander Krag; - Skade på leveren giver arvæv, som efter årtiers forværring kan resultere i skrumpelever. Problemet er, at forværringen sker helt uden at give symptomer, og uden at de almindelige leverblodprøver opdager det. Når først man får symptomer på skrumpelever, er prognosen, som hos en patient med kræft i spredning. Han afslutter med; - Mit håb er, at det nye værktøj kan revolutionere mulighederne for undersøgelse og behandling af personer i risiko for skade på leveren.
 
Forskningssamarbejdet vil i første omgang gøre testen tilgængelig på en hjemmeside, hvor de almen praktiserende læger kan taste blodprøverne ind og så få svar. Men allerede fra næste år har forskerne en forventning om, at der skal køres et pilotforsøg, hvor de almen praktiserende læger skal kunne benytte værktøjet i deres normale systemer.
 
OUH forskerne professor Maja Thiele, professor og centerleder Aleksander Krag fra FLASH og professor Sönke Detlefsen fra forskningsenheden på Afdelingen på Klinisk Patologi på OUH og Klinisk Institut er med i det europæiske forskningssamarbejde – LiverScreen – som sammen har udarbejdet værktøjet.
 
Værktøjet blev udarbejdet på basis af blodprøver og leverstivhedsmålinger fra 14.000 europæere, og derefter testet i 400.000 personer, som er blevet fulgt i gennemsnitligt 12 år. Resultaterne fra studiet er netop blevet publiceret i det anerkendte tidsskrift Lancet; https://www.thelancet.com/journals/lancet/article/PIIS0140-6736(23)01174-1/fulltext 

APPFWU02V