Skip til primært indhold

Kunstig intelligens skal opdage leversygdomme i tide

Ved at kombinere blodprøver med kunstig intelligens vil forskningsprojektet LiverPRO på Odense Universitetshospital (OUH) opdage arvæv i leveren tidligere og derved forebygge skrumpelever.

Projektet LiverPRO har modtaget 500.000 fra Danmarks nye hospitalsbaserede innovationsplatform Beta.Health, og med dem i ryggen kan forskerne bag LiverPRO implementere og markedsføre løsningen. Den går kort fortalt ud på at kombinere en blodprøve med kunstig intelligens for at finde arvæv i leveren – et symptom på fremskreden fedtleversygdom, som er et forstadie til skrumpelever.

Når fedtleversygdom og leverfibrose udvikler sig til skrumpelever, er sygdommen dødelig, men man oplever ingen symptomer, før sygdommen er meget fremskreden. Man kan dog få indikationer på arvæv i leveren ved blodprøver, og det er disse blodprøver, som forskerne ved hjælp af kunstig intelligens kan udnytte meget bedre, end det er tilfældet i dag.

Bag projektet står ph.d.-studerende Katrine Prier Lindvig fra leverforskningscenteret FLASH på OUH sammen med kolleger og AI-eksperter fra OUH og Syddansk Universitet (SDU).

”Den nuværende metode, som praktiserende læger bruger for at opdage leversygdomme, er ikke præcis nok – den finder faktisk kun 53% af de patienter, der har fremskreden leverfibrose. Til sammenligning finder LiverPRO-løsningen op til 92% af patienterne med leverfibrose”, forklarer Katrine Prier Lindvig.

Hun glæder sig over opbakningen til projektet, der ud over bedre behandling til patienterne også har potentiale til at optimere ressourceforbruget på hospitalerne.

Målinger fra OUH viser nemlig, at med de nuværende metoder har 54% af de patienter, som henvises til OUH fra praktiserende læger, ikke leversygdomme. Derfor spildes en stor mængde ressourcer på, at raske sendes til yderligere tests, mens de, der faktisk er syge, opdages og hjælpes for sent.

”LiverPRO er et godt eksempel på, hvordan kunstig intelligens i nær fremtid kan komme patienterne til gavn og redde eller forlænge liv. Desuden vil evalueringen af projektet også vise, om LiverPRO kan give en økonomisk gevinst, når de raske kan sorteres fra tidligere, og ressourcerne kan bruges på dem, der har mest brug for det”, fortæller Peter Børker Nielsen, daglig leder af CAI-X, OUH’s forsknings- og innovationscenter for kunstig intelligens.

LiverPRO er startet i det små med forskernes ønske om at tilbyde patienterne bedre behandling i tide og er siden vokset i størrelse til at involvere forskere inden for både leversygdomme og kunstig intelligens, forretningskonsulenter, praktiserende læger osv., og der er også tilknyttet partnere fra Stavanger Universitetshospital i Norge. Senest har projektet resulteret i virksomheden LT Health, der er grundlagt af Katrine Prier Lindvig og Taus Holtug og skal rykke LiverPRO fra forskning til anvendelse i sundhedsvæsenet.

LiverPRO forventes på markedet i efteråret 2023.

APPFWU02V