Skip til primært indhold

Workshop ”Fra undren til forskningsidé”

– Fra kampen mod ressourcespild til udviklingen af sygdomsforebyggende fødevarer

Workshop ”Fra undren til forskningsidé” 

Ved denne workshop kom to forskningsvenner på opdagelse i rejsen fra en opstået undren til formulering af et fokuseret forskningsspørgsmål. I 2,5 time dykkede vi ned i detaljerne i forskningsvennernes idéer til to forskningsemner, opstået gennem deres erfaringer som henholdsvis patient og pårørende.

 

Deltagernes motivation

Workshoppen begyndte med en gennemgang af forskningsvennernes erfaringer med sundhedsvæsenet og deres motivation for at involvere sig i forskning. Et fællestræk var ønsket om at bidrage til en positiv udvikling i sundhedsvæsenet, men i form af to forskellige emner: Bekæmpelse af ressourcespild på et specifikt område på Odense Universitetshospital (OUH) og effektvurdering af en fødevare der er under udvikling til værktøjskassen for forebyggelse af sygdom.

 

Udvikling af forskningsspørgsmål 

Med udgangspunkt i værktøjerne PICOT- (til kliniske studier) og PICo-modellen (til kvalitative studier) kastede vi os sammen ud i den svære proces med at formulere udkast til fokuserede forskningsspørgsmål. Det satte gang i udfordrende men spændende snakke om, hvad det vil sige at definere en målgruppe, hvornår forskningsidéer er eksplorative eller pragmatiske, og hvor mange delspørgsmål et fokuseret forskningsspørgsmål egentlig kan have. Vi talte også om frustrationen i at have erfaringer og gode idéer uden at vide præcis hvor man tager disse hen, og vigtigheden af at tale med andre og dele sin undren.

Dagen sluttede med udkast til flere konkrete forskningsspørgsmål udsprunget af den originale undren. Nu er det op til forskningsvennerne ved hjælp af de redskaber de har fået at finpudse ideerne så vi sammen kan præsentere dem for de rette forskere og forhåbentligt realisere dem.  Således fik to allerede velovervejede og stærke idéer et par nye sko at gå i på rejsen videre mod at gøre en forskel for patienter på OUH.

Udvikling af forskningsspørgsmål   Udvikling af forskningsspørgsmål

 

APPFWU02V