Skip til primært indhold

Sorg

Sorg opstår ofte som reaktion på tab af en betydningsfuld person eller en livsdrøm.

I fertilitetsbehandling kan sorgen aktiveres ved tab af en graviditet, ved endnu ikke at være blevet en familie eller ved tanken om barnet, der ikke bliver til. Sorgen kan også aktiveres, når man gentagne gange konfronteres med ikke at være forældre.

Vi har mistet mange gange. Det er gået op for mig, at jeg ikke har været i kontakt med min sorg. Jeg har lukket ned for den. Men jo mere jeg får talt om min situation, og jo mere jeg får sat ord på mine tanker og følelser, jo mere går det op for mig, hvad sorg er, og hvordan sorgen over min fertilitetsbehandling fylder i min krop og mit sind. Efter at have fået hjælp til at forstå, hvad alt det her gør ved mig, har jeg lettere kunne acceptere min situation og har fundet mere ro.

- Clara

Det har været vanvittigt at miste en graviditet i uge 12 lige op til jul, hvor alting lukker ned, samtidig med, at jeg mistede min far. Det var som om, jeg måtte skubbe sorgen, fordi der var så meget praktisk i forhold til min mor og begravelsen, at der nærmest ikke var tid til min egen sorg over ikke kun at have mistet min far, men også det barn, som vi troede skulle komme.

- Martin

Uret tikker, og jeg føler, at det er sorgfuldt, at jeg hverken har fundet en partner eller fået et barn endnu. Det er i den grad et tab af en livsdrøm. Det var jo ikke sådan, jeg havde set, mit liv skulle forme sig. Til at starte med var jeg slet ikke klar over, at det var sorg, men da det blev italesat, kunne jeg mærke, at det er et tab og en sorg.

- Mie

Tosporsmodellen

Sorg kan beskrives som en dynamisk proces, hvor man veksler mellem et sorgarbejde, hvor der er fokus på tabet, og et fokus på det levede liv og på at finde sig selv igen. Tosporsmodellen beskriver denne proces, hvor der veksles mellem at sørge over tabet og at fokusere på livet for gradvist at lade tabet blive en del af hverdagen.

Du kan læse mere om modellen her.

APPFWU01V