Velkommen til Mavetarm-medicinsk Amb.
For at vi kan lære hinanden at kende - anbefaler vi, at du læser pjecen her. Du vil eventuelt også kunne få brug for den senere i forløbet.
Vi bor på 1. sal, indgang 51C på Svendborg Sygehus, og er en del af Medicinsk Afdeling M/FAM Svendborg Sygehu, hvor vi også har vores mavetarmmedicinske sengeafsnit MG med 13 senge, som vi har et tæt samarbejde med.
Alle der kommer i ambulatoriet har ret til en kontaktsygeplejerske og en kontaktlæge - spørg hvis du ikke har en, men du kan også møde andre læger og sygeplejsersker i ambulatoriet.
Kontaktlægen er ansvarlig for din behandling i ambulatoriet, og kontaktsygehusplejersken er ansvarlig for plejen (herunder administration af medicin og udførelse af diverse procedurer) og for koordineringen af dit forløb i ambulatoriet.
Det er vores mål, at du går herfra med information om dine symptomer og evt. sygdom og behandling, og en plan om det videre forløb. Udredningen kan strække sig over flere besøg og forskellige undersøgelser.
Du er altid velkommen til at have en
pårørende med.
Vi udreder og behandler følgende sygdomme:
- mavetarmmedicinske symptomer fx mavesmerter, afføringsforstyrrelser og blodmangel
- spiserørskatar og mavesår
- kronisk inflammatorisk tarmsygdom, herunder colitis ulcerosa, morbus Crohn og mikroskopisk colitis.
- udredning af kræft i spiserør, mavetarmkanal, bugspytkirtel, lever og galdeveje
- ernæringsterapi
- påvirkede levertal
- fedtlever, skrumpelever og komplikationer hertil, og mere sjældne leverlidelser (autoimmune og vaskulære)
- akut og kronisk betændelse i bugspytkirtlen
- malabsorptionstilstande, herunder glutenallergiblødning i mavetarmkanalen.
Vi udfører følgende undersøgelser:
- kikkertundersøgelse af
- spiserør, mavesæk og tolvfingertarm - gastroskopi
- kikkertundersøgelse af nederste del af tyk- og endetarm - sigmoideoskopi
- kikkertundersøgelse af hele tyktarm - koloskopi
- alle kikkertundersøgelser udføres i Endoskopicenter, i stueetagen
- kapselkikkertundersøgelse af tynd- og tyktarm i ambulatoriet.
Hvis du har behov for at kontakte ambulatoriet inden næste besøg:
- telefontid sekretær: alle hverdage kl. 8-15
- E-mail: www.ouh.dk/svegas (du kommer ind via hjemmesiden.
Sekretæren kan hjælpe med ændring af tider og lægge besked til læge eller sygeplejerske.
Hvis du har spørgsmål til din kontaktsygeplejerske eller kontaktlæge, kan du sende en e-mail,
skriv navn på kontaktpersonen i emnefeltet.
Kun patienter med svær opblussen i tarmsygdom, og leversyge patienter med kraftig forringelse af almen tilstand, kan forvente svar samme dag. Alle andre kan forvente svar indenfor 1-14 dage.
Hvordan du får svar på blodprøver og undersøgelser:
- svar på blodprøver: lav aftale med lægen og/eller sygeplejersken
- svar på biopsier: med brev fra lægen eller ved næstekonsultation
- svar på røntgenundersøgelser og scanninger: aftal med lægen, måske får du først svar, når alle prøver og undersøgelser er udført, og du skal til samtale igen hos lægen
- svar på afføringsprøver: lav aftale med lægen og/eller sygeplejersken.
Overordnet gælder det for alle prøve- og undersøgelsessvar at: "intet nyt er godt nyt" forstået på den måde, at hvis du ikke hører fra os med et enkelt prøvesvar, er det fordi, prøven er normal (inden for et område, hvor den ikke kræver yderligere tiltag). Du vil selvfølgelig altid få et samlet svar på de undersøgelser og prøver, der sættes i værk her fra ambulatoriet.
Du kan nu allerede efter få dage se dine prøvesvar på sundhed.dk - der er dog ingen forklaring, den får du, når du kommer igen. Hvis ikke svaret kræver handling før, så hører du ikke fra os inden næste besøg.
I fald du er under udredning for alvorlig sygdom, bør du især overveje at afvente lægekonsultationen.
Henvendelser efter kl. 14, kan tidligst besvares dagen efter.
Hvornår du skal kontakte ambulatoriet:
- hvis du får forværring i din mave/tarm eller leversygdom, med mindre vi har aftalt med dig, hvad du selv skal gøre
- hvis du har en leversygdom og tager på i vægt og maven vokser eller du kan mærke, at du bliver dårligere
- hvis du har spørgsmål, til en kikkertundersøgelse, du skal til
- hvis du ikke kan tåle den medicin, der er ordineret herfra.
Vi anbefaler, at du bruger E-boks, og at du tilmelder dig SMS-service. Vi anbefaler, at du hjemmefra tilmelder dig SMS-service. Du kan også tage dit Mit-ID med i ambulatoriet, så vil sygeplejersken gerne hjælpe dig med at blive tilmeldt.
Hvis du ikke har mulighed for at bruge E-boks, er det vigtigt, at du afmelder det hos din kommune, ellers ser du ikke breve og indkaldelser. Vær opmærksom på at post kan være længe undervejs.
De venligste hilsner fra personalet i Mavetarmmedicinsk Ambulatorium.
Specialeansvarlig overlæge, ph.d.
Claus Aalykke og afdelingssygeplejerske
Lone Gerd Nielsen.
Egne notater
Egne notater
Faktaboks
OUH Svendborg Sygehus,
Mavetarmmed. amb.
Baagøes Allé 15
5700 Svendborg
tlf. 63202174 april 2025