Pleuracentese
Kontakt til Daghospital Svendborg:
Hverdage mellem kl. 08.00 - 15.00, telefon 63 20 20 21
Væske i lungesækken:
Lungerne er omgivet af en tynd hinde, som kaldes lungehinden eller pleura.
Lungehinden består af to tynde lag, som normalt ligger tæt op ad hinanden.
Under sygdom i lungehinden, lungen eller hjertet kan der dannes væske, som samler sig imellem de to lag.
En sådan væskeansamling kan undertiden blive stor - op til flere liter og give åndenød eller smerter.
Ved pleuracentese tapper man væsken ud, ved at føre en tynd nål ind gennem huden og lægge et dræn, som væsken løber ud i en pose gennem.
En sådan tapning kan hjælpe på åndenød og ved undersøgelse af væsken, kan man eventuelt finde årsagen til væskeansamlingen.
Sådan foregår pleuracentesen:
- Der er ingen forberedelse til undersøgelsen.
- Lægen lytter på lungerne og laver en ultralydsskanning, for at se hvor væsken ligger.
- Du sidder på sengekanten under undersøgelsen.
- Huden vaskes af med desinfektionsmiddel.
- Der bliver lagt lokalbedøvelse.
- Lægen fører en lidt tykkere nål ind imellem de to lungehindelag.
- Væsken suges ud med kanylen eller løber ud i en pose.
- Kanylen fjernes og der sættes et plaster over indstiksstedet.
- Plasteret kan fjernes dagen efter.
- Hele undersøgelsen varer fra 1/2-2 timer, afhængigt af hvor meget væske, der er.
Efter indgrebet
- Når væsken er løbet ud, bliver der kontrolleret med et røntgenbillede af brystkassen.
- Lægen skal se billedet, inden du kan forlade afdelingen.
- Du må gerne køre bil efter undersøgelsen.
- Hvis man ikke allerede kender årsagen til ophobning af væsken i lungesækken kan lægen vælge at sende væsken til undersøgelse.
- Efter maks. 14 dage vil der være svar på disse undersøgelser.
Gør det ondt at få tømt væsken ud:
Man kan mærke den lokalbedøvende indsprøjtning, men bedøvelsen virker i løbet af få minutter, og derfor er det ikke smertefuldt at få tømt væsken ud.
Evt. komplikationer til indgrebet:
I sjældne tilfælde kan udtømningen føre til, at lungen klapper sammen.
Dette vil som regel vise sig ved åndenød.
Oftest kræver dette ingen behandling, men i nogle tilfælde er der behov for udsugning af luft, så lungen atter folder sig ud.
Når du er hjemme igen:
Hvis du oplever:
- temperaturforhøjelse
- rødme ved indstiksstedet
- hævelse ved indstiksstedet
- pludseligt opstået åndenød
skal du kontakte Daghospitalet og udenfor vores åbningstid, skal du kontakte vagtlæge.