Skip til primært indhold

Lumbalpunktur

Kontakt til Daghospital Svendborg:

Hverdage mellem kl. 08.00 - 15.00, telefon 63 20 20 21

 

Hvad er en lumbalpunktur (undersøgelse af rygmarvsvæske):

En lumbalpunktur er en undersøgelse, hvor der udtages lidt af den væske, der omgiver hjernen og rygmarven. Denne væske kaldes spinalvæske.

 

Undersøgelsen af spinalvæsken kan afsløre flere forskellige sygdomme i hjernen og rygmarven, bl.a. infektioner i hjernen og hjernehinderne, samt visse hjerneblødninger.

 

Sådan foregår undersøgelsen:

  • Der er ingen forberedelse til undersøgelsen.

 

  • Undersøgelsen foregår, mens du sidder foroverbøjet eller ligger på siden med krum ryg.
  • Lægen undersøger grundigt din rygsøjle og mærker af, hvor der skal stikkes.
  • Den omgivende hud vaskes af med desinfektionsmiddel.
  • Ved behov kan der gives en lokalbedøvende indsprøjtning i vævet inden undersøgelsen.

 

  • Lægen fører en tynd kanyle ind mellem 2 lændehvirvler, i det væskefyldte hulrum.
  • Spinalvæsken vil derefter langsomt dryppe ud gennem kanylen og opsamles i et lille glas.
  • Herefter fjernes kanylen igen og du får et plaster over indstiksstedet.
  • Plasteret kan fjernes dagen efter undersøgelsen.
  • I forbindelse med undersøgelsen vil du også få taget blodprøver.

Efter undersøgelsen

  • Væsken bliver sendt til undersøgelse i laboratoriet, hvor den bl.a. undersøges for hvide blodceller i et mikroskop.
  • I løbet af 1-2 timer er der svar på de første prøver.
  • Du skal forvente at blive på afdelingen indtil disse prøvesvar foreligger, idet der muligvis skal indledes medicinsk behandling.
  • Øvrige analysesvar foreligger sædvanligvis i løbet af en uge.

 

Evt. gener forbundet med undersøgelsen:

  • Der kan være en vis ømhed omkring indstiksstedet.
  • I nogle tilfælde kan der opstå hovedpine.
  • Du kan selv behandle denne hovedpine med sengeleje og rigeligt væskeindtag; 2-3 liter, gerne
  • koffeinholdige drikke.
  • Desuden kan du supplere med hovedpinetabletter.
  • Hvis hovedpinen bliver ved, bedes du kontakte afdelingen.
APPFWU01V