Skip til primært indhold

Hjemme-NIV

Kontakt til Lungemedicinsk Ambulatorium: Hverdage kl. 8-15.

Telefon 63 20 22 45, eller mail til www.ouh.dk/svelunge

NIV-behandling = Non Invasiv Ventilation - støtte til vejrtrækning i hjemmet.

  • Behandlingen støtter din vejrtækning ved at blæse luft ind, når du ånder ind og ved at give let modstand, når du ånder ud.
  • Du skal anvende hjemme-NIV behandlingen hver nat og minimum 6 timer i døgnet.
  • Hvis der er grundlag for det, er behandlingen livslang.
  • Din åndenød ved aktivitet vil dog stadig være uændret, selvom du anvender hjemme-NIV om natten.

 

Hjemme-NIV behandlingen
  • Hjælper med at holde luftvejene åbne og bedrer udveksling af ilt og affaldsstoffer (CO2) i blodet.
  • Aflaster dine muskler for en del af vejrtrækningsarbejdet og du vil fornemme det lettere at trække vejret.
  • Støtter din vejrtrækning om natten og vil forbedre din livskvalitet om dagen, fordi du bliver mere frisk og har flere kræfter.
  • Forebygger indlæggelser og forværringer i din KOL-sygdom.

 

Udstyr til hjemme-NIV behandlingen?
  • Du sover med en maske, som bliver spændt fast til ansigtet med bånd. (se billedet øverst til højre)
  • Masken er tilsluttet NIV-apparatet via en slange. (se billedet nederst til højre).
  • Der medfølger et fugterkammer, som du fylder hver aften med kogt, afkølet vand eller destilleret/sterilt vand. (brug IKKE demineraliseret vand).
  • Næste morgen tømmer du fugterkammeret og tørrer det af med et rent viskestykke.

 

 

Kombination af hjemme-iltbehandling og hjemme-NIV behandling:

  • Hvis du får iltbehandling i hjemmet, kan det nemt tilsluttes NIV-maskinen.
  • Der er forskellige iltordinationer til om dagen og til om natten.
  • Lungeambulatoriet informerer iltfirmaet om iltordinationerne.
  • Det er muligt at købe en FlxO2 (se billede) fra iltfirmaet. Denne kan indstilles til de ordinerede indstillinger.
  • Hvis du ønsker dette, bedes du kontakte lungeambulatoriet.

 

Evt. ulemper/ubehag ved behandlingen?
  • Nogle føler ubehag ved at have masken på, fordi den slutter tæt til ansigtet.
  • Masken kan give tryk/sår, især over næseryggen, hvis den sidder for stramt. Dette vil aftage efter en tilvænningsperiode og ved at tilrette masken, så den sidder bedre.
  • Du kan føle tørhed i øjnene pga. luftstrømmen. Dette kan afhjælpes ved at ændre på masken eller udskifte masken til en, der passer bedre.
  • Du kan føle tørhed i næse og mund. Dette kan afhjælpes ved at ændre på fugter-indstillingen.
  • Du kan altid kontakte lungeambulatoriet, hvis du har brug for råd.

 

Særlige forholdsregler?
  • Det er en forudsætning for hjemme-NIV behandling, at du kan tage masken af. Du må gerne få hjælp til at få masken på.
  • Vær opmærksom på, at løse proteser kan blæse ned i svælget.
  • Bliver du syg med kvalme og opkastninger, må du IKKE sove med dit NIV-apparat, da opkast kan komme ned i luftvejene.
  • Ved infektioner eller opblussen i KOL kan der opstå behov for indlæggelse og videre behandling på sygehuset, selvom du er i hjemme-NIV behandling.
  • Medbring altid dit hjemme-NIV apparat ved indlæggelse, så indstillingerne kan tjekkes og evt. justeres.
  • Transporter ALDRIG NIV-maskinen med fugterkammer påsat.

 

 

 

RENGØRING OG VEDLIGEHOLDELSE

 

Maske:

  • Aftør masken dagligt med en tør/let fugtig klud.
  • Rengør masken grundigt mindst 1-2 gange ugentligt således:

- Brug håndvarmt vand med opvaskemiddel

(uden parfume og farvestof).

- Masken skilles ad som anvist i "Mit sygehus".

- Skyl efter med rent vand og læg til lufttørring.

- Børst de små udåndingshuller med en blød børste.

 

OBS: Maske med skumkant må IKKE lægges i blød, kun aftørres med en fugtig klud dagligt.

 

  • MaskCare spray fra ResMed kan købes via online butik www.resmedmaribo.dk.
  • Masken skiftes minimum én gang årligt

 

Luftslange:
  • Luftslangen rengøres 1 gang ugentligt.
  • Læg den i håndvarmt vand med opvaskemiddel (uden parfume og farvestof) i ca. 30 minutter.
  • Skyl derefter luftslangen igennem med rent vand og hæng den til dryptørring indendørs.
  • Luftslangen må ikke udsættes for sollys og/eller direkte varme.
  • Den lille chip skal være helt tør inden den sættes i NIV-maskinen igen.
  • Udskift luftslangen mindst 1 årligt eller efter behov.

 

 

 

 

 

 

Fugterkammer:

Her til højre er vist, hvordan du klargør fugterkammeret til rengøring.

 

  • Mindst 1 gang ugentligt skal fugterkammeret skilles ad.
  • Maskinen skal være slukket, når fugterkammeret tages ud til rengøring.
  • Rengør varmepladen og det indvendige (der hvor fugterkammeret sidder i NIV-maskinen), for at undgå mug- og bakterievækst.
  • Rengør fugterkammeret med håndvarmt vand med opvaskemiddel (uden parfume og farvestof).
  • Skyl fugterkammeret med ufarvet og ufortyndet eddikeopløsning ca. 1 gang om måneden, for at fjerne kalkaflejringer.
  • Rengør derefter fugterkammeret med håndvarmt vand med opvaskemiddel (uden parfume og farvestof).
  • Skyl og aftør fugterkammeret med et rent viskestykke.

 

Efter rengøring skal du være opmærksom på at få lukket låget, så det siger "klik".

 

Sørg for at få det skubbet lige og helt ind i maskinen, uden at der kommer vand på varmepladen.

 

Der må IKKE være vand under fugterkammeret, som kan komme på varmepladen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

NIV-maskinen

  • Tør af med en blød, let fugtig klud med håndvarmt vand med opvaskemiddel (uden parfume og farvestof).
  • HUSK: Strømmen skal være afkoblet og apparatet skal være helt tørt, før du tilslutter strømmen igen.

 

Filteret

Filteret forhindrer vand, støv og evt. pollen i at komme ind i NIV apparatet.

Der findes almindelige filtre og pollenfiltre til allergikere.

Filteret kan hverken vaskes eller genbruges.

Du får udleveret filter i Lungeambulatoriet ved din kontrol.

 

Filterskifte:
  • Filteret skal skiftes mindst hver 3. måned, men tjek det regelmæssigt.
  • Det hvide filter på maskinens venstre side tages ud.
  • Åben luftfilterdækslet og fjern det gamle filter.
  • Sæt et nyt filter på luftfilterdækslet og luk det.

 

 

Kontrol af behandlingen:
  • Behandlingen følges op i Lungeambulatoriet ca. 1 måned efter start eller før ved behov.
  • Efterhånden øges intervallerne individuelt.
  • Til den ambulante kontrol skal du medbringe NIV-maskinen og alt NIV-udstyret.
  • Vær opmærksom på at tømme fugteren for vand inden transport.
  • Evt. tager vi en blodprøve via håndleddet, for at vurdere effekten af behandlingen. Informationerne fra din maskine og blodprøvesvarene vil blive vurderet sammen med din personlige oplevelse af behandlingen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HYPPIGT STILLEDE SPØRGSMÅL:

 

Hvad sker der ved strømsvigt?

Hvis strømmen går, slukker maskinen.

Når strømmen slår til igen, starter maskinen, når den registrerer din vejrtrækning.

Masken har en sikkerhedsventil, som sikrer, at man kan trække vejret med masken på, hvis strømmen går.

 

Må jeg bruge den om dagen?

Du må gerne bruge din NIV-maskine om dagen (for eksempel hvis du sover til middag eller hviler dig).

Husk at der skal være vand i fugterkammeret.

 

Hvor meget må jeg bruge den?

Du må bruge din NIV-maskine så meget du kan. Man anbefaler, at du bruger den mindst 6 timer sammenhængende om natten.

Man anbefaler, at du bruger den hver nat, for at opnå den fulde effekt.

 

Hvad hvis udstyret går i stykker?

Ring til lungeambulatoriet (tlf. 6320 2245 mellem kl. 8-15)

Du kan godt sove uden NIV-maskinen, til du får kontakt til lungeambulatoriet.

Vi tilbyder at sende nyt udstyr til dig. Det tager mellem 7- 10 dage.

Alternativt kan du aftale et tidspunkt, hvor du selv kan hente nyt udstyr.

 

 

 

 

 

 

Ved øvrige problemer:

  • Hvis du har brug for hjælp til rengøring af udstyr, påfylde og tømme vand af fugterkammeret, kan der laves aftale med hjemmeplejen.
  • Hvis dine problemer omhandler din hjemmeilt skal du kontakte det firma, der levere ilten.

 

Hvis maske og luftslange af en eller anden grund ikke passer sammen længere, sidder der ofte noget i slangen fra en anden maske.

  • Tjek om der sidder en lille studs, som kan komme ud. (se billedet øverst til højre)
  • Hvis du ikke kan trykke luftslangens gummistykke sammen, sidder der noget, som skal fjernes. (se billedet i midten til højre)

Kan jeg tage NIV-maskinen med mig?
  • Ja, det kan du sagtens.
  • Du pakker din maskine sammen i den tilhørende taske.
  • Husk at tømme fugterkammeret for vand.
  • Husk evt. en forlængerledning.
  • Husk at informere iltfirmaet i god tid, så der kan planlægges med iltudstyr.
  • Ved evt. flyvetur skal du kontakte lungeambulatoriet med henblik på at få lavet et certifikat, der giver tilladelse til at medbringe din NIV-maskine som håndbagage.

 

Hvordan justerer jeg hovedbåndet?

Du kan justere på hovedbåndet, når du går ind under "mine optioner".

  • Tag masken på.
  • Tryk på trykknappen.
  • Trykket vil stige, som under behandling om natten.
  • Juster på hovedbåndet indtil der kommer en grøn smiley. (se billedet nederst til højre)
  • Tryk igen på trykknappen og trykket falder igen.
  • Tag masken af.

 

Hvordan kommer jeg ind på Mit Sygehus app'en?
  • Download app'en" Mit Sygehus Region Syddanmark".
  • Klik på "OUH Svendborg Sygehus".
  • Klik på "M-Medicinsk Afdeling".
  • Klik på "NIV-behandling (vejrtrækningsstøtte)".
  • Klik på "menu".

APPFWU01V