Skip til primært indhold

Fæcestransplantation

Fæcestransplantation - vejledning til patienter og pårørende

Hvad er fæcestransplantation?

Fækale mikrobiota transplantation (FMT), også kaldet fæcestransplantation, er når man overfører tarmbakterier fra en rask person til en syg person, for at helbrede diarré, som er udløst af bakterien Clostridium Difficile, der kan give svær diarré og betændelse i tarmen. Tarmbakterierne indsamles fra en rask anonym donor.

 

Hvordan foregår det?

Vi tilbyder behandling med kapsler, der skal synkes hele.Selve behandlingen tager i alt ca. 1-1,5 time,

fra man er mødt, til man går hjem. Selve fæcestransplantationen udføres i ambulatoriet.

 

Forberedelse til behandlingen:

Lægen vil typisk ordinere antibiotika i 4-10 dage inden selve fæcestransplantationen. Når du møder til din tid i ambulatoriet, skal du være fastende i mindst 6 timer for fast føde og mælkeprodukter, samt 2 timer for klare væsker som f.eks. vand, saft og kaffe.

 

Selve behandlingen:

Du skal indtage kvalmestillende pille (Metoclopramid) ca. 15 minutter før du skal indtage kapslerne.

Herefter indtages kapslerne med en væske, der har lav pH-værdi (f.eks. æblejuice eller cola light), for at sikre, at kapslerne ikke opløses i mavesækken. Der er ca. 15-30 kapsler (svarende til 50 g.). Du skal blot indtage dem i dit eget tempo.

 

Efter behandlingen:

Du skal blive siddende til observation i 30 minutter efter sidste kapsel er indtaget. Én time efter sidste kapsel er indtaget, må du spise og drikke normalt. Du vil få en tid til opfølgning ved video- eller telefonkonsultation ca. 6-8 uger efter behandlingen. Hvis der er god effekt af behandlingen, laver man ikke ny undersøgelse af afføringen.

 

Mulige bivirkninger:

Behandlingen anses internationalt som sikker, men det er vigtigt at holde øje med mulige bivirkninger eller senfølger, da det er en relativ ny behandling. De første dage efter behandlingen, kan du opleve midlertidig kvalme, uro/rumlen i maven. Der kan også være smerter i maven og tynd afføring. Disse symptomer tyder normalt på, at fæcestransplan-tationen virker. Du skal kontakte ambulatoriet, hvis du fortsat har svær diarré 5 dage efter transplantationen.

 

 

APPFWU01V