Skip til primært indhold

Delirium -forvirringstilstand hos den syge patient

Delirium er en tilstand, hvor den syge er i vildelse, ude af sig selv og har svært ved at orientere sig.

Delirium er ikke en psykisk sygdom, men en reaktion på forskellige fysiske ændringer i kroppen. Dette kan skyldes selve sygdommen, en infektion eller den medicin, som bruges til at lindre den syges symptomer. Det er en tilstand der ses hyppigt ved alvorlig sygdom.

 

Den ændrede adfærd kan vise sig ved:

 

  • Forandret opførsel, patienten gør usædvanlige ting ´
  • Problemer med at koncentrere sig
  • Svært ved at huske, hvad der lige er sket
  • Uro i løbet af dagen
  • Ofte uro om natten
  • Manglende sammenhæng mellem tale og handling
  • Ser eller hører noget andre ikke fornemmer
  • Manglende initiativ eller rastløshed
  • Angst, vrede og tristhed
  • Svært ved at tage en beslutning
  • Kontakten til andre mennesker kan være præget af utryghed eller fjendtlighed

 

Delirium kan optræde med en eller flere af ovenstående symptomer, ligesom de oftest varierer i løbet af døgnet, og fra dag til dag. Delirium er ikke en varig tilstand, men patienten kan have eftervirkninger som f.eks påvirket hukommelse.

 

 

Hvad kan du gøre som pårørende?

 

 

  • Brug korte, direkte sætninger
  • Stil kun få og enkle spørgsmål
  • Forsøg at undgå at diskutere og rette det sagte
  • Fortæl hvem der er på stuen og gentag det gerne
  • Fortæl om tid og sted, ur og kalender er en god idé på sengebordet
  • Skab en rolig atmosfære
  • Vær få personer tilstede ad gangen, for at det er overskueligt
  • Skab genkendelige omgivelser med minimal uro
  • Brug meget gerne personalet

 

 

Søvn er vigtigt

 

Sammenhængende søvn er en vigtig faktor til at forebygge og afkorteperioden, hvor patienten er delirøs.

 

Patienten kan have svært ved at sove. Nogle patienter sover bedre, når pårørende sidder ved siden af sengen. Andre patienter sover ikke, når pårørende er tilstede på stuen. I kan derfor blive bedt om at forlade stuen, når patienten skal sove.

 

Det kan være svært at være hos patienten i længere tid ad gangen, fordi man kan opleve, at man mister kontakten med patienten. Mange pårørende oplever at blive vrede, frustrerede og kede af det, samt føle usikkerhed og afmagt. Dette er både almindeligt og fuldt forståeligt.

 

Det kan altid være godt at dele tanker og følelser med personalet, der kender til reaktioner fra lignende situationer. I er derfor altid meget velkomne til at henvende jer til personalet.

 

Venlig hilsen

Personalet på MK/Karma

Medicinsk Afdeling M/FAM

OUH, Svendborg Sygehus

 

 

 

APPFWU01V