Behandling med binyrebarkhormon
Kontakt til Lungemedicinsk Ambulatorium, hverdage mellem kl. 08.00 - 15.00 på telefonnummer 63 20 22 45
Hvad er binyrebarkhormon?
Binyrebarkhormon kendes også som Prednisolon, der er et kunstigt fremstillet binyrebarkhormon.
Binyrebarkhormon bruges til at behandle lungesygdomme, herunder astma, KOL og sarkoidose.
Hvordan virker binyrebarkhormon?
- Binyrebarkhormon dæmper aktiviteten i lungesygdom.
- Du kan mærke en effekt allerede efter få dage.
- Du får mere luft.
- Du kan føle dig bedre tilpas i det hele taget og være mindre træt.
Hvordan tages behandlingen?
- Binyrebarkhormon tages som tabletter.
- Dosis er forskellig fra person til person.
- Du skal tage alle tabletterne på én gang, helst om morgenen sammen med dit morgenmåltid. Det er vigtigt, at du nøje overholder den dosis, du har aftalt med din læge.
- Det kan være farligt for dig, hvis du selv ændrer på antallet af tabletter, eller stopper med at tage dem, før I har aftalt.
Hvor længe gives behandlingen?
- Dette afhænger af din sygdoms art og aktivitet.
- Behandlingen kan strække sig fra få uger til måneder.
Glemt at tage binyrebarkhormon
Hvis du glemmer at tage en morgendosis, skal du blot tage den senere på dagen.
Bivirkninger
Ved små doser under 10 mg dagligt, er der få bivirkninger.
Ved større doser gennem længere tid:
- Ændret udseende (rundere ansigt, anderledes fedtfordeling på kroppen)
- Huden:
Efter lang tids behandling kan huden blive tynd og skør med tilbøjelighed til små blødninger og overfladiske, små sår.
- Vægtstigning:
De fleste får øget appetit og kan derfor stige i vægt.
- Energiniveau
Nogle føler sig opstemte, rastløse og har svært ved at sove.
Andre føler sig trætte og nedtrykte.
- Kalk
Indholdet af kalk i knoglerne bliver mindre.
Dette øger risikoen for knogleskørhed og knoglebrud.
Du skal derfor drøfte forebyggende behandling for knogleskørhed med din læge.
- Øget risiko for infektion
Modstandskraften over for infektioner kan blive nedsat. Samtidig dæmpes symptomerne på en eventuel infektion. Du skal derfor være opmærksom på også lette symptomer på infektion, og reagere på disse.
- Menstruationsforstyrrelser kan ses.
- Blodsukkeret kan have en tendens til at stige.
- Forhøjet blodtryk og hævede ben kan forekomme.
- Risiko for grå eller grøn stær.
Forholdsregler
- Vaccination
kan gives efter aftale med din læge.
- Alkohol:
Der er ingen specielle forholdsregler.
- Binyrebarkhormon og anden medicin
Du bør ikke tage medicin med salicylsyre, så længe du er i behandling med binyrebarkhormon.
Medicin med salicylsyre kan øge din risiko for at udvikle mavesår. (f.eks. Kodimagnyl, Albyl,Treo, Magnyl, Ibuprofen og Bonyl).
Hvis du ikke kan undgå at tage medicin med salicylsyre, er det vigtigt, at du samtidig får medicin mod mavesår af din læge.
Du må gerne tage smertestillende medicin som Pinex, Pamol og Panodil.
Behandlingskontrol
- Knogleskørhed
Det er ofte nødvendigt at foretage en skanning for knogleskørhed ved længerevarende
behandling.
Det anbefales at tage dagligt tilskud af kalk og D-vitamin, når du får binyrebarkhormon.
- Diabetes
Dit blodsukker kan stige under behandlingen.
Vi anbefaler derfor, at du kontrollerer blodsukkeret regelmæssigt.
- Forhøjet blodtryk
Du bør få kontrolleret dit blodtryk regelmæssigt
- Grøn Stær
Dette kan forværres og du bør kontakte din øjenlæge med henblik på om du skal kontrolleres hyppigere.
Yderligere spørgsmål?
- Er du i tvivl eller har yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte dit behandlingssted.
- Derudover henviser vi til indlægssedlen i pakken med medicin.