Skip til primært indhold

Micro-tese

En Micro-TESE er en mikrokirurgisk operation, hvor der udtages væv fra testiklen for at finde sædceller.

Ved operationen leder lægen efter små områder i testiklen med sædcelleproduktion. Når områderne er fundet, udtages der væv, som undersøges for sædceller i laboratoriet. Områderne er meget små, og det er derfor usandsynligt, at de kan findes ved en almindelig testisbiopsi.

Du skal kontakte klinikken, hvis du får eller har haft feber inden for 3 måneder op til indgrebet.

Forberedelse

Inden operationsdagen skal du forberede dig:

  • Du må ikke barbere området omkring pungen med skraber i 7 dage op til indgrebet.
  • På operationsdagen skal du trimme hårene omkring pungen så korte som muligt.
  • Efter at du har trimmet dig, skal du tage et bad og iføre dig rent tøj - gerne tætsiddende underbukser og løstsiddende bukser.
  • Hvis du har piercinger, skal de fjernes, inden du går i bad.

Faste
Du skal faste før din aftale. Det betyder:

  • 6 timer før din aftale skal du stoppe med at spise. Drik heller ikke mælkeprodukter, juice med frugtkød eller smoothies.
  • 2 timer før din aftale skal du stoppe med at drikke alle væsker.

Lige inden du stopper med at drikke, anbefaler vi, at du drikker et glas saftevand eller sodavand med sukker. Det kan gøre, at du har det bedre efter bedøvelsen.

Det er vigtigt, at din mavesæk er helt tom. Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Du kan se en kort video om faste på www.ouh.dk/faste .

På operationsdagen

Du skal møde fastende klokken 7.30 på Fertilitetsklinikken. Du må gerne tage 2 Panodil 500 mg og 2 Ipren 200 mg om morgenen, inden du møder på klinikken.

Når du møder, bliver du modtaget af en sygeplejerske, som følger dig ind på stuen, hvor du skal være før og efter operationen. Du får udleveret patienttøj og får sat et ID-armbånd på.

Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer fra cirka 30 minutter til 2 timer.

Efter operationen bliver du kørt på opvågningsstuen, hvor du er i cirka 2 timer.

Når du er tilbage på Fertilitetsklinikken, og laboratoriet har undersøgt det udtagne testikelvæv, vil du blive informeret om resultatet.

Du kan tage hjem, når du har haft vandladning, er smertedækket, føler dig velbefindende og har fået svar.

Efter operationen

Du må fjerne forbindingen efter 24 timer og derefter tage et bad. Vær forsigtig ved syningen de første dage, og lad vandet bruse let hen over. Undgå sæbe og dup forsigtigt området tørt.

Stingene i pungen opløses af sig selv.

Det er normalt at have smerter og hævelse af pungen de første dage. Pungen kan blive op til dobbelt så stor som normalt. Du kan tage smertestillende håndkøbsmedicin og med fordel bruge en ispakke på området.

Det første døgn må du højst løfte 1 kilo ad gangen og herefter øge lige så stille. Vi anbefaler, at du tager den med ro de første 1-2 uger efter indgrebet for at mindske risikoen for blodansamling.

Ved stærke smerter, hævelse, rødme eller feber, skal du kontakte Fertilitetsklinikken eller lægevagten.

Kontakt

Gynækologisk Obstetrisk Afdeling

Fertilitetsklinikken

65 41 23 65

Skriv til os på www.ouh.dk/post-ksf


pinfoOUH-1692381289-373 154713   |   19.06.2026

APPFWU02V