Neuropsykologisk undersøgelse Demensklinik Fyn, Svendborg Sygehus
Neuropsykologisk undersøgelse og testning
Hvad er en neuropsykologisk undersøgelse/test?
En neuropsykologisk undersøgelse foretages af en psykolog, der er specialuddannet i at teste hjernens funktioner.
Varighed på undersøgelsen:
Undersøgelsen gennemføres oftest mellem 2-3 timer.
Undersøgelsen forløber på følgende måde:
Undersøgelsen starter med en samtale om formålet med undersøgelsen.
Dernæst gennemføres en række mundtlige og skriftlige opgaver, som belyser koncentrationsevnen, evnen til at lære nye ting, evnen til at huske og til at genkalde tidligere viden.
Endvidere stilles der opgaver som afdækker din dømmekraft samt evne til at bearbejde synsindtryk og rum/retningssans.
Endelig gives opgaver som belyser sproget, tanke- og taletempo
Testresultaterne vurderes i forhold til, hvad raske personer med samme køn, alder og uddannelse kan præstere.
Forberedelse til undersøgelsen:
Det er vigtigt, at du medbringer briller eller høreapparat, hvis der er brug for sådanne hjælpemidler.
Du må ikke indtage alkohol i døgnet op til undersøgelsen.
For at kunne deltage i en neuropsykologisk testning må du ikke have infektion/betændelsestilstand
(f.eks. blærebetændelse m.v.), og der skal gå mindst 2-3 uger efter en sådan tilstand er overstået. Det samme gælder, hvis du har været indlagt på sygehuset.
Hvis det er tilfældet og/eller ved tvivl, bedes du kontakte sekretæren på 63 20 23 41
Pårørende ved undersøgelsen:
Det anbefales at medbringe pårørende til undersøgelsen, men undersøgelsen kan også gennemføres uden pårørende. Som pårørende er man typisk med ved den indledende del af undersøgelsen (samtaledelen), og til sidst når der rundes af. Der vil derfor være en del ventetid undervejs for den pårørende, hvorfor det kan være en god idé at medbringe noget at beskæftige sig med i ventetiden.
Resultat af undersøgelsen:
Svar og konklusion på undersøgelsen gives i demensklinikken af den læge, som har henvist dig.