Vævsprøver fra prostata gennem mellemkødet (transperinealt)
Du er henvist til vævsprøvetagning af prostata (blærehalskirtlen) gennem mellemkødet på mistanke om kræft i prostata. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke vurdere, om det drejer sig om kræft, men vævsprøverne vil give os mulighed for at afklare dette.
Vi tilbyder dig vævsprøvetagning gennem huden mellem pungen og endetarmen, også kaldet mellemkødet.
Før undersøgelsen
Får du blodfortyndende medicin skal du gøre følgende afhængigt af hvilket præparat du får:
- Dipyridamol (Persantin, Orisantin) dosis fortsættes
- Acetylsalicylsyre (Magnyl, Hjerdyl, Hjertemagnyl etc) dosis fortsættes
- Warfarin (Marevan) dosis fortsættes hvis INR er mindre end eller lig med 2,5. INR kontrolleres ved din egen læge dgen før.
- Clopidogrel (Plavix, Cloriocard, Grepid) dosis fortsættes
- Ticagrelor (Brilique) dosis fortsættes
- Rivaroxaban (Xarelto) pauseres i 2 dage før undersøgelsen.
- Apixaban (Eliquis) pauseres i 2 dage før undersøgelsen.
- Edoxaban (Lixiana) pauseres i 2 dage før undersøgelsen.
- Dabigatran (Pradaxa) pauseres i 2 dage før undersøgelsen.
Undersøgelsen
Ved undersøgelsen ligger du på ryggen med benene hvilende i to bøjler. Lægen starter undersøgelse med at mærke på prostata i endetarmen. Herefter desinficeres mellemkødet, og der indsprøjtes lokalbedøvelse i huden.
En ultralydsskanner, lidt tykkere end en tommelfinger, indføres et par cm i endetarmen, hvorefter prostata bedøves med yderligere en indsprøjtning.
Lægen tager typisk mellem 4 og 12 prøver fra prostata.
Du hører et lille klik ved hver prøvetagning, men dette gør normal ikke ondt.
Efter undersøgelsen
Du kan være lidt øm i området de næste par dage, og der kan forekomme blod i urinen samt i sæden. Dette forsvinder som regel af sig selv i løbet af en uge.
Blod i sæden kan vare ved i op til et par måneder. Vi fraråder cykling de første par døgn efter undersøgelsen.
Hvis du i den første uge efter undersøgelsen oplever feber over 38 grader, skal du kontakte egen læge eller vagtlæge. Det samme gør sig gældende ved kraftig blod i urinen med smerter eller blodklumper.
Resultatet af undersøgelsen foreligger efter 1-2 uger, hvor vi vil indkalde dig til en samtale.
Vi anbefaler, at du tager en pårørende med til samtalen, og at I skriver evt. spørgsmål ned.