Skip til primært indhold

Peyronies sygdom - krum penis

Her kan du læse mere om Peyronies sygdom og forskellige behandlinger

Hvad er Peyronies sygdom?

Peyronies sygdom opstår som følge af en betændelseslignende tilstand i bindevævet omkring penis´ svulmelegemer, som over tid resulterer i udvikling af arvæv i bindevævet. Arvævsdannelsen bliver til en forkalkning, som også kaldes plak, og kan forekomme forskellige steder på penis. Plakken kan blandt andet resultere i en krumning, der forhindrer normal rejsning. Man kan ikke se plakken men ofte føle den under huden. Det er almindeligt, at penis krummer lidt, men hvis den har en mere markant bøjning i erigeret tilstand, som enten forårsager smerte eller vanskeligheder med at gennemføre samleje, kan det være symptomer på Peyronies sygdom.

 

Hvor mange har Peyronies sygdom?

Det er uvist, hvor udbredt Peyronies sygdom er. Dog er den mere almindelig end mange tror. Mange mænd søger ikke læge, selv om de har tegn på Peyronies sygdom. Peyronies sygdom rammer primært mænd mellem 40-60 år, men sygdommen kan forekomme i alle aldre. Sygdommen forekommer hos 3-9% over 18 år, hvilket i gennemsnit svarer til 133.000 mænd i Danmark.

 

Hvordan udvikler det sig?

Udviklingen af sygdommen består af to faser:

Den aktive fase og den kroniske fase.

 

Aktiv fase

Peyronies sygdom starter med en betændelses-lignende fase, som normalt varer i 6 til 18 måneder. I denne fase udvikles plak (arvæv) i bindevævet omkring svulmelegemerne og der kommer en krumning af penis. I denne fase kan man føle smerte ved rejsning og en spontan opløsning af plakken kan forekomme.

Kronisk (stabil) fase

I den kroniske fase har man lidt eller ingen smerte. Plakket samt krumningen er stabil. Hos ca. 70% vil sygdommen være uændret og stabil. Hos ca. 20% vil sygdommen blive re-aktiveret og krumningen bliver værre. De resterende 10% vil opleve en spontan opheling.

 

Hvilke problemer medfører det?

Når plakken er til stede, kan det forhindre en normal udstrækning af penis i forbindelse med rejsning, hvilket resulterer i krumning af penis.

 

Alt afhængigt af hvor plakken er placeret vil den medføre krumning i forskellige retninger. Hvis for eksempel plakken sidder på oversiden af penis, bøjer penis opad. Sidder plakken på undersiden af penis, bøjer den nedad.

Krumningen kan også medføre forkortelse af penis og problemer med rejsningen, da blodforsyningen til rejsningen bliver kompromitteret på grund af plakken. Penis ændrer udseende, og der kan komme smerter.

 

Forandringerne kan også medføre ængstelse, bekymringer, lavt selvværd, depression og problemer i samlivet. Man kan også føle sig utilstrækkelig, da man føler, at man ikke

længere kan tilfredsstille sin partner og man

trækker sig derfor fra relationen, hvilket igen

kan give problemer med intimiteten. Nogle synes, at det er skamfuldt og finder, at det er svært at tale med nogen om problemet.

 

Her kan du se mere

På hjemmesiden mit.rsyd.dk eller appen Mit Sygehus kan du bl.a. se film. Vælg:

  • OUH Odense Universitetshospital
  • L Urinvejskirurgisk Afdeling
  • Peyronies sygdom - krum penis
Hvilke behandlinger er der?

Der findes forskellige behandlingsmuligheder afhængigt af hvilket stadie sygdommen er i, hvor omfattende krumningen er, og hvor store gener man har af forandringerne.

 

Watchful

Tilbydes, hvis:

  • Krumningen ikke er alvorlig og ikke bliver værre
  • Ingen smerter i penis under samleje
  • Mild smerte i forbindelse med rejsninger
  • God rejsningsevne
  • Plakken er endnu ikke stabil

 

Man anbefaler lægetilsyn ved ændringer i tilstanden i form af forværring af symptomer, tiltagende krumning, som umuliggør samleje og tiltagende rejsningsbesvær på grund af krumningen.

 

Medicinsk behandling

Anvendes typisk ved sygdommen i tidlig fase eller til patienter, som ikke er kandidater til operation eller ikke ønsker operation. Ved medicinsk behandling forstås:

  • Tabletbehandling
  • ESWT
  • Vacuumpumpebehandling

 

Der findes ingen tabletbehandling, som har dokumenteret effekt på krumning eller smerter i penis. Der anbefales typisk smertestillende medicin i forbindelse med samleje, som bedste middel mod smerter.

 

ESWT Shockbølgebehandling

Gennem et lydhoved sendes lydbølger mod plakken, så den bliver nedbrudt. Behandlingen er ikke forbundet med betydelige bivirkninger bortset fra ubehag og let smerte i forbindelse med behandlingen. Behandlingen gives i ca. 15 minutter én gang om ugen i alt 5 gange. Man instrueres i øvelser og anbefales samtidig vacuumpumpebehandling.

Vacuumpumpebehandling

Vacuumpumpebehandling anvendes i form af en penispumpe. Man kan anvende pumpen i den

smertefulde fase i et forsøg på at forhindre yderligere krumning af penis og om muligt mindske krumningen. Man skal være meget flittig med pumpen for at få den ønskede effekt. Ved at anvende pumpen to gange om dagen i 10 minutter, man kan over en periode på 6 måneder mindske noget af krumningen. Der er stort set ingen bivirkninger ved denne behandling, forudsat at det gøres korrekt.

 

Kirurgisk behandling

Hvis krumningen umuliggør samleje eller hvis sygdommen er i den kroniske fase hvor der ikke er smerter længere og krumningen har været stabil i mere end 3 måneder anbefaler man operation. Der sættes ofte en uopløselig tråd i modsatte side af krumningen, som strammes til, så penis rettes op. Det kan medføre, at penis bliver 1-2 cm kortere. Desuden kan operationen medfører besvær med rejsningen og ændret følefornemmelse især på yderste del af penis. Man kan være nødsaget til at fjerne forhuden.

Tråden vil hele tiden kunne mærkes under

huden. Ved operationen vil der være risiko for blødning og betændelse. På længere sigt vil der være risiko for, at krumningen vender tilbage.

 

Uanset hvilken behandling, der gives, vil

sygdommen medføre permanente forandringer

APPFWU02V