Kort penisbånd
Du er tilbudt operation for kort penisbånd
Baggrund
Et kort penisbånd på nederste del af spidsen ved penis kan medføre smerter ved seksuel aktivitet og eventuelt sprængning med efterfølgende blødning.
Før operationen
Hvis du får blodfortyndende medicin skal du efter aftale med lægen evt. holde pause med det inden operationen.
Det er almindeligt at have smerter i nogle dage.
Vi anbefaler, at du anskaffer smertestillende til efter operationen. Du må tage paracetamol (Pamol, Pinex eller Panodil), kan fås i håndkøb. Du må maximalt få i alt 8 stk. pr. døgn.
Operationen foregår ambulant i lokalbedøvelse. Du skal ikke være fastende.
Operation
Ved lokalbedøvelse kan du mærke berøring, men ikke smerter.
Operationen varer ca. 10 minutter.
Efter operationen
Der anvendes tråde, som går i opløsning og forsvinder af sig selv efter ca. 2-3 uger.
Du må gå i brusebad efter 24 timer og for at undgå infektion anbefaler vi at du skyller såret med rindende vand efter toiletbesøg. Vent med karbad, svømmehal og strandbadning til trådene er forsvundet efter 2-3 uger.
Vi anbefaler, at du bruger vaseline efter badet morgen + aften de første dage. Det får du med
dig hjem. Du kan også anvende Xylocain
(lokalbedøvende) til at smøre med ved behov.
Huden omkring penis og pung kan være misfarvet og hævet, hvilket er helt normalt og forsvinder i løbet af ca. en uge. Læg penis op af maven i et par stramtsiddende underbukser de første dage.
Samleje frarådes i 2-3 uger, hvorefter vi anbefaler kondom og glidecreme de næste 3-6 uger.
Komplikationer
Der er en blødnings- og infektionsrisiko på 1-2 %.
Sygemelding
Der er normalt ikke behov for sygemelding, men fysisk aktivitet frarådes de første 1-2 døgn efter operationen for at undgå blodansamling.