Gode råd til kost, motion og bevægelse
God kost og fysisk aktivitet før og efter din operation kan styrke din krop og hjælpe dig med at komme dig.
Det kan du gøre
Der er flere ting, du selv kan gøre for at styrke din krop.
Spis godt før og efter operationen
Det er vigtigt at spise så meget og så god kost som muligt både før og efter din operation. Det hjælper kroppen med at hele. Det er især vigtigt, at du får nok protein. Protein hjælper dig med at opbygge og bevare dine muskler. Spis også kulhydrater sammen med protein. Så får kroppen den energi, den har brug for.
Det er vigtigt, at du spiser nok. Det mindsker risikoen for, at du taber dig eller mister muskler. Det kan også være med til at forebygge komplikationer som betændelse og forstoppelse.
Vi anbefaler, at du hver dag:
- spiser morgenmad, frokost og aftensmad
- spiser mellemmåltider
- spiser mad med meget protein (fx æg, kød, fisk, bælgfrugter, sojaprodukter og mælkeprodukter)
- tager en multivitamintablet
- drikker 1,5-2 liter væske.
Hvis du har nedsat appetit
Hvis du ikke har lyst til mad eller har mindre lyst end normalt, skal du spise små måltider ofte i løbet af dagen. Nogle kan bedre spise blød og energitæt kost, som fx kartoffelmos i stedet for kartofler.
Kom gerne lidt farve på maden (fx purløg, persille eller karse). Tilsæt friske eller frosne bær til dine drikke. Det kan øge din appetit og lyst til mad.
Begræns alkohol før operationen
Vi anbefaler, at du undgår alkohol før operationen. Hvis du drikker alkohol, så hold dig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger på højst 10 genstande om ugen.
Vær aktiv før indlæggelsen
Når du er fysisk aktiv før operationen, styrker du din krop og kan hurtigere komme til kræfter bagefter. Hvis du allerede er fysisk aktiv, så fortsæt med det. Hvis du ikke er vant til at dyrke motion, anbefaler vi, at du går en tur hver dag og tager trappen, når du kan.
Vær aktiv, når du kommer hjem
Det er normalt at være træt, når du kommer hjem efter operationen. Der kan gå flere måneder, før du har dit normale energiniveau igen. Selvom du er træt, er det vigtigt, at du er fysisk aktiv hver dag. Gå fx ture eller dyrk let motion.
Lyt samtidig til din krop og hvil dig, når du har brug for det. En god balance mellem aktivitet og hvile kan hjælpe dig med at komme hurtigere til kræfter.
|
Kontakt Urinvejskirurgisk Afdeling 65 41 44 00 Skriv til os på www.ouh.dk/post-uvk |
|
pinfoOUH-985153083-480 | 25.08.2026 |