Embolisering - Behandling for forstørret prostata
Du er tilbudt behandling for forstørret prostata med lukning af blodkar. Formålet med behandlingen er at lukke blodkar til prostata. Herved bliver prostata mindre, og din vandladning bliver bedre.
Mødetid og -sted
Du bliver indkaldt med brev via E-boks eller almindelig post. Du skal møde i L-Ambulatoriet, indgang 29. Hverdagen før behandlingen sender vi en SMS med tidspunkt. Behandlingen er ambulant og foregår i Røntgenafdelingen. Du må ikke selv køre bil hjem efter behandlingen.
Hygiejne
Dagen før behandlingen skal du fjerne hår i begge lyske. Brug en maskine. Det er vigtigt, at det ikke er en skraber. Du skal gå i bad om aftenen eller om morgenen før behandlingen.
Morgenmad
Du må gerne spise et let morgenmåltid.
Medicin
Du må gerne tage din vanlige medicin om morgenen. Medbring gerne din medicin til resten af dagen.
Blodfortyndende medicin
Får du blodfortyndende medicin, skal du muligvis holde pause med det før behandlingen.
Blodprøver
Du skal have taget blodprøver før behandlingen. De er bestilt. Du kan få dem taget ved egen læge eller på sygehuset. Du skal selv bestille tid til at få dem taget.
Urinprøve
Du skal aflevere en urinprøve til dyrkning via din egen læge ca. 7 dage før behandlingen. Rekvisition er udleveret ved den ambulante samtale.
På dagen for behandlingen
Du vil få et drop i en blodåre i hånden. Du får lagt et kateter i din blære.
Behandling
Du får lagt lokalbedøvelse i lysken. Lægen fører en tynd slange ind i pulsåren i lysken og sprøjter kontrast ind. Du kan mærke en følelse af varme i kroppen. Personalet fjerner slangen efter behandlingen og trykker på pulsåren i 10-15 minutter for at undgå blødning. Lægen kan også vælge at lægge en kunstig prop uden på pulsåren, så det ikke bløder.
Efter undersøgelsen er der et lille hul i pulsåren i lysken, som lægen har lukket. Dermed er der en lille risiko for, at det kan springe op og bløde. Der anvendes kontrast, som nyrerne skal udskille.
Behandlingen varer ca. 2-3 timer.
Efter behandlingen
Du skal ligge på ryggen i sengen i 1-2 timer og følge personalets anvisninger, før du står ud af sengen. Hovedgærdet må hæves lidt. Du får målt puls og blodtryk med jævne mellemrum. Du må spise og drikke umiddelbart efter behandlingen.
Kateteret fjernes fra din blære, og du skal kunne tisse, før du tager hjem. Du skal forvente, at du er klar til at tage hjem 2-3 timer efter behandlingen.
Du kan få en blodansamling i lysken.
Når du kommer hjem
Det er helt normalt med en lille ømhed og en let blå-farvning i området i lysken i 1-2 uger efter behandlingen.
Du skal i 2 dage efter behandlingen sørge for at drikke 2-2,5 liter væske. Det er for at skylle kontrasten ud af kroppen og for at nedsætte risikoen for blærebetændelse efter du har haft kateter i blæren.
Undgå hård fysisk aktivitet og tunge løft 1 uge efter behandlingen.
Hvis du får blodfortyndende medicin, vil lægen i ambulatoriet vurdere, hvornår du må tage medicinen igen, hvis du har holdt pause med det.
Søg straks læge hvis du føler dig meget svimmel og/eller det bløder kraftigt fra såret i lysken.
Du skal også søge læge, hvis du får:
- feber over 38,5 grader.
- rødme og smerter i lysken som tegn på infektion.
Inden for 24 timer må du kontakte Urinvejskirurgisk Sengeafsnit L1 på telefon 65 41 22 31. Herefter skal du kontakte din egen læge eller lægevagten.
Kontrol
3 måneder efter behandlingen indkaldes du til lægesamtale. 1 uge før lægesamtalen, skal du udfylde de skemaer, som du fik med hjem. Du vil også få en tid til vandladningsundersøgelse før lægesamtalen.
|
Kontakt Urinvejskirurgisk Afdeling 65 41 44 00 Skriv til os på www.ouh.dk/post-uvk |
|
pinfoOUH-985153083-370 122243 | 18.05.2026 |