Skip til primært indhold

Gode råd til at mindske risikoen for hjertekarsygdomme, når du har gigt


Patienter med betændelse i leddene kan have højere risiko for hjertekarsygdomme end andre. Vi kender ikke den præcise årsag. Det kan muligvis skyldes, at langvarig betændelse i kroppen kan give åreforkalkning.

For at mindske din risiko for hjertekarsygdom er det vigtigt, at din gigt er godt behandlet. Det er også vigtigt at afklare, om der er andet, der øger risikoen. Det kan fx være forhøjet blodtryk, forhøjet kolesterol eller sukkersyge.

Det kan du gøre

Der er flere ting, du selv kan gøre for at mindske din risiko for hjertekarsygdomme.

Undgå rygning

Undgå at ryge. Rygning øger risikoen for hjertekarsygdomme, også for gigtpatienter. Rygning øger også risikoen for at få visse typer gigt og kan gøre, at din gigtmedicin virker dårligere. Det kan gøre det sværere at få ro på gigten.

Bevæg dig

Bevæg dig i hverdagen. For lidt fysisk aktivitet øger risikoen for hjertekarsygdomme. Både konditions- og styrketræning kan have god effekt på din gigt. Det kan også øge din livskvalitet og dit velvære. Der er ikke tegn på, at træning skader leddene hos gigtpatienter.

Følg kostrådene

Følg de officielle kostråd. Middelhavskost kan være et godt valg. Det er kost med mange vegetabilske olier, fuldkorn, frugt, grønt og fisk. Vegetabilske olier findes fx i rapsolie, olivenolie, nødder/mandler, frø, kerner og avocado. Middelhavskost hænger sammen med lavere risiko for hjertekarsygdomme. Nogle studier har også vist god effekt på gigt.

Stræb efter normalvægt

Overvægt øger generelt risikoen for hjertekarsygdomme. Svær overvægt, hvor BMI er over 30, kan give nedsat fysisk funktion. Svær overvægt kan også gøre det sværere at få ro på gigten. Vi anbefaler derfor, at du stræber efter normalvægt.

Alkohol

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkohol.

Mere viden

Du kan finde tilbud om forebyggelse på sundhed.dk. Det kan fx være tilbud om vægttab eller rygestop. Søg på sundhed.dk, og find de aktuelle tilbud i din kommune.

Kontakt

Reumatologisk Afdeling

65 41 44 45

Skriv til os på www.ouh.dk/post-lbs


pinfoOUH-176431832-120 |   04.06.2026

APPFWU01V