Genopbygning af bryst
Med væv fra ryggen
Genopbygning af bryst med væv fra ryggen
Du får genopbygget brystet med væv fra ryggen. Vi flytter vævet om på forsiden og former et nyt bryst. Nogle gange lægger vi også et implantat under brystmusklen for at opnå den ønskede størrelse.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Mød på det tidspunkt og sted, der står i dit indkaldelsesbrev.
Faste
Du skal faste før operationen. Det betyder:
- 6 timer før din aftale skal du stoppe med at spise. Drik heller ikke mælkeprodukter, juice med frugtkød eller smoothies.
- 2 timer før din aftale skal du stoppe med at
drikke alle væsker.
Lige inden du stopper med at drikke, anbefaler vi, at du drikker et glas saftevand eller sodavand med sukker. Det kan gøre, at du har det bedre efter bedøvelsen.
Det er vigtigt, at din mavesæk er helt tom. Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Du kan se en kort video om faste på www.ouh.dk/faste .
Rygning
Du må ikke ryge op til operationen. Vi aflyser operationen, hvis du ryger.
Forbered din hjemtransport
Du må ikke selv køre hjem, så du skal arrangere, at nogen henter dig på sygehuset eller tage offentlig transport hjem.
På sygehuset
Når du er på sygehuset, forsøger vi at holde dig og dine pårørende godt informeret. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.
Sådan foregår operationen
Vi bruger hud og fedt og eventuelt muskel fra den øverste del af ryggen til at forme det nye bryst. Vi syr kanterne på ryggen sammen, så der dannes et skråt ar.
Det kan ske, at rygvævet ikke er fyldigt nok til at genopbygge brystet. I det tilfælde kombinerer vi med et implantat for at opnå den ønskede form og størrelse.
Mulige komplikationer
I sjældne tilfælde kan der opstå blødning i de første døgn efter operationen. Dit bryst vil hæve, og vi kan være nødt til at operere igen for at fjerne blodet. Let hævelse er dog almindeligt de første dage efter operationen.
I sjældne tilfælde kan blodforsyningen til det flyttede væv svigte, så hele eller dele af genopbygningen går tabt.
Efter operationen
Efter operationen bliver du kørt til opvågning. Her skal du være, til du har det godt nok til at komme tilbage til afdelingen.
Du vil være indlagt i op til 4 dage. Det afhænger af de dræn, vi har lagt ind under operationen. Dræn leder overskydende væske og blod væk fra såret og ned i en pose. Vi fjerner et dræn, når der er under 20 ml i, dog tidligst 2 døgn efter operationen. Vi tager kun ét dræn ad gangen.
Vi holder øje med dit nye bryst i de første døgn for at undgå komplikationer. Hold brystet varmt i den første tid. Det øger blodgennemstrømningen og gør, at såret lettere kan hele.
|
Kontakt Plastikkirurgisk Afdeling 65 41 42 50 Skriv til os på www.ouh.dk/plk |
|
pinfoOUH-525506626-220 120458 | 03.09.2026 |