Brystreduktion
Du skal have en brystreducerende operation. Her kan du læse, hvordan du forbereder dig, hvad der sker på sygehuset, og hvad du skal være opmærksom på bagefter.
Sådan forbereder du dig
Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.
Læs infoarket ”Operation i fuld bedøvelse” som supplement til denne information.
Mammografi
Hvis du over 40 år, skal du have en mammografi senest 6 måneder før operationen. Har du haft brystkræft, eller er du i forhøjet risiko for brystkræft, må mammografien højst være 3 måneder gammel.
Faste
Du skal faste før operationen. Det betyder:
- 6 timer før din aftale skal du stoppe med at spise. Drik heller ikke mælkeprodukter, juice med frugtkød eller smoothies.
- 2 timer før din aftale skal du stoppe med at drikke alle væsker.
Lige inden du stopper med at drikke, anbefaler vi, at du drikker et glas saftevand eller sodavand med sukker. Det kan gøre, at du har det bedre efter bedøvelsen.
Det er vigtigt, at din mavesæk er helt tom. Hvis du har mad eller væske i maven, når du er bedøvet, kan det løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne, fordi alle muskler slapper af. Du kan se en kort video om faste på www.ouh.dk/faste .
Rygning
Du må ikke ryge i 6 uger operationen. Vi aflyser operationen, hvis du ryger.
Smertestillende medicin
Sørg for at have let smertestillende medicin med paracetamol (fx Pamol, Panodil eller Pinex) derhjemme til efter operationen.
På sygehuset
Når du er på sygehuset, forsøger vi at holde dig og dine pårørende godt informeret. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.
Før operationen
Før operationen fortæller vi dig igen om operationen. Vi tegner på operationsområdet og tager eventuelt fotos til dokumentation.
Sådan foregår operationen
Vi lægger et snit fra brystvorten og ned til furen under brystet og langs furen under brystet. Brystvorten løftes op, så hele området bevares på en vævsstilk. Vi fjerner brystkirtelvæv og fedt, til brystet har den planlagte størrelse. Til sidst syr vi vævet og huden sammen. Det væv, vi fjerner, sender vi til rutinemæssig undersøgelse.
Dræn
Nogle gange lægger vi et dræn (en tynd plastikslange) i hvert bryst for at lede væske og blod væk. Drænet fjerner vi, når der kommer under 20 ml væske i døgnet.
Du kan i nogle tilfælde komme hjem med dræn. Vi viser dig, hvordan du håndterer drænene derhjemme. Vi aftaler med dig, hvornår du skal ringe til os for at få en tid til at få fjernet drænene.
Efter operationen
Efter operationen bliver du kørt til en opvågningsstue, hvor vi holder øje med dig, til du er vågen og har det godt. Du kan få lidt kvalme efter bedøvelsen. Det er helt normalt.
Typisk kan du komme ud af sengen samme aften og gå lidt rundt. Du kan forvente at komme hjem samme dag, du bliver opereret.
Mulige komplikationer
Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Komplikationer og risici ved denne operation kan være infektion. Vær opmærksom på rødme, hævelse, varm, stærke smerter eller feber. Hvis du får et eller flere symptomer, skal du ringe til din egen læge eller lægevagten.
Du kan også få nedsat følesans i brystvorterne. Følesansen bliver ofte normal igen, men det kan tage op til 1 år. I sjældne tilfælde kommer følesansen ikke tilbage.
Amning
Nogle kvinder kan ikke amme efter brystreduktion, fordi noget af kirtelvævet er fjernet.
Når du kommer hjem
Inden du skal hjem, taler vi med dig om, hvad du skal være særligt opmærksom på.
Sygemelding
Du skal forvente at være sygemeldt i 2 uger efter operationen, men det afhænger af, hvilken type arbejde du har. Du er velkommen til at spørge os, hvis du er i tvivl.
Vent med fysisk aktivitet
Du må ikke lave fysisk aktivitet i 4 uger efter operationen. Du må ikke dyrke sport, gøre rent eller lave havearbejde. Du må højst løfte 4 kg de første 2-3 uger. Efter 4 uger må du gøre, hvad du har lyst til, men husk at lytte til din krop.
Svar på vævsprøve
Du får svar på vævsprøven senest 4 uger efter operationen.
|
Kontakt Plastikkirurgisk Afdeling 65 41 42 50 Skriv til os på www.ouh.dk/post-plk |
|
pinfoOUH-525506626-229 117962 | 03.09.2026 |