Nålemarkeret brystbevarende operation
Hvorfor skal knuden markeres med nål?
Du har fået påvist en forandring i brystet, og vi har anbefalet, at forandringen bliver fjernet. Forandringen kan ikke føles udefra. Derfor må den afmærkes i Røntgenafdelingen, så kirurgen kan finde området ved operationen.
Kirurgen har vurderet, at det er teknisk muligt at foretage en brystbevarende operation uden omplacering af det øvrige væv i brystet.
Hvordan foregår operationen?
Om morgenen på operationsdagen placerer røntgenlægen vejledt af enten røntgengennemlysning eller ultralyd en lille metaltråd i brystet, så spidsen af tråden ligger i det område, der skal fjernes ved operationen, mens den anden ende af tråden går ud gennem huden. Hvis forandringen i brystet kan ses på mammografibillederne, tager røntgenlægen somme tider nogle ekstra billeder, der vejleder kirurgen om forandringens placering i forhold til tråden.
Derefter fjerner man vejledt af den lille metaltråd forandringen i brystet med en sikkerhedsmargin af normalt væv hele vejen rundt.
Kirurgen sætter nogle små metalclips i området, hvor forandringen er fjernet, så man efterfølgende kan lokalisere det med henblik på strålebehandlingen, og så lukkes huden med en tråd, som kroppen selv opløser efter et stykke tid.
Fordele og ulemper ved metoden
Hvis der er tale om kræft eller forstadier til kræft, er det en oftest forudsætning for metodens sikkerhed, at der gives strålebehandling bagefter.
Hos ældre kvinder med meget små forandringer kan strålebehandling dog indimellem undværes.
Hvad angår overlevelse
- er metoden lige så sikker som at få fjernet brystet, forudsat at man følger anbefalingerne om eventuel efterfølgende strålebehandling.
Undgå rygning
Strålebehandling kombineret med rygning øger risikoen for lungekræft til næsten det dobbelte, så vi anbefaler, at du holder op med at ryge, hvis du skal have foretaget en brystbevarende operation.
Flere operationer?
Hvis den mikroskopiske undersøgelse af vævet viser, at der ikke er taget nok væv med ud, kan det give anledning til en ekstra operation.
Hvis kirurgen mener, brystbevarende operation kan lade sig gøre, forventer vi også, at det kosmetiske resultat bliver acceptabelt, men det endelige resultat kan først vurderes tidligst 1/2 år efter endt strålebehandling.
Hvis du ikke bliver tilfreds med resultatet, drøfter vi det gerne med dig med henblik på muligheden for korrektion.
Efter operationen
-Bevæg dig
Det er vigtigt, at du tidligt efter operationen kommer ud af sengen, får dit eget tøj på og bevæger dig omkring.
Vi skal nok hjælpe dig de første gange, du skal ud af sengen, hvis du har behov for det.
Det er også vigtigt, at du dagen efter operationen kommer i gang med de øvelser, fysioterapeuten har lært dig.
Praktisk information
BH: Vi anbefaler, at du medbringer en BH, der støtter godt. Den skal
du bruge efter operationen.
Hjem igen:
Du kan forvente at blive udskrevet samme dag, hvis ikke der samtidig er foretaget større operation i armhulen.
Komplikationer
Det kosmetiske: Når et område heler op, og der kommer arvæv i stedet, specielt når der også gives efterfølgende strålebehandling, kan området skrumpe. Det kan give et indfaldent område i brystet, hvor knuden er fjernet. Oftest udjævner det sig i løbet af det første år. I modsat fald må man overveje plastikkirurgisk korrektion eller delprotese. Vi vejleder gerne.
Arvæv er mindre eftergiveligt og smidigt end almindeligt væv. Det kan give en anden fornemmelse, når man bevæger sig, og nogle kvinder fortæller, at de kan få ondt i vævet ved vejrskift ligesom gigtpatienter kan få ondt i leddene.
Væskeansamling. Der samler sig vævs væske i den hulhed, der skabes under huden, når knuden fjernes. Ofte hjælper den blot til med at holde brystets facon, men sommetider bliver det så meget, at vi må tappe lidt af væsken med en tynd kanyle. Den væske kalder vi et serom.
Blødning. En sjælden gang giver et lille blodkar, der har været tavst under operationen, sig til at bløde bagefter. Hvis det bliver så meget, at vi ikke kan nøjes med en lidt fast forbinding, kan det blive nødvendigt med en fornyet operation, hvor vi stopper blødningen.
Betændelse: Der går sjældent betændelse i såret efter en brystbevarende operation. Skulle det ske, er det oftest nok at behandle det med antibiotika.
Spørg os
At forstå og skulle tage stilling til forskellige behandlingsmetoder kan være både forvirrende og vanskeligt, når man er patient. Det er imidlertid meget vigtigt, at man forstår og accepterer de planer, der bliver lagt for en. Ellers kan man ikke føle tryghed og lære at leve med de ændringer, operationen påfører en. Derfor er det uhyre vigtigt, at du spørger, reagerer og protesterer til os, så vi får forklaret os godt nok.
Du er altid velkommen med spørgsmål.
Personalet Brystkirurgisk Center