Delirium
Hvad er delirium
Delirium er en psykologisk reaktion der udløses af en fysiologisk årsag, det vil sige, at det er hjernens reaktion på en legemlig overbelastning.
Tilstanden kan optræde hos alle patienter, men forekommer oftest hos ældre svækkede patienter.
Delirium er en forbigående tilstand der kan vare fra timer til dage og i nogle tilfælde op til flere uger.
Tegn på delirium
Symptomerne på delirium og demens kan ligne hinanden og kan derfor sommetider forveksles med hinanden.
Patienten kan:
- Være forvirret og konfus
- Have svært ved at huske og koncentrere sig
- Være hallucineret, hvilket kan betyde at patienten ser ting som ikke er virkelige
- Ændre opførsel og gøre usædvanlige ting
- Være urolig i løbet af døgnet, ofte med uro om natten med manglende evne til at falde i søvn
- Have svært ved at skelne imellem virkelighed og fantasi
- Se eller hører ting som ikke er virkelig
- Opleves med manglende initiativ eller rastløshed
- Kan være angst, vred, mistroisk og trist
De forskellige ændringer kan optræde i forskellige grader i løbet af døgnet og kan ændre sig fra time til time.
Vigtigt at huske på at patienterne ikke selv er klar over at de har delirium.
Årsager til delirium
Delirium kan opstå som hjernens reaktion på en legemlig overbelastning.
De udløsende faktorer kan være;
- Infektion, f.eks. urinvejsinfektion eller lungebetændelse
- En forstyrrelse i kroppens væske- og saltbalance eks. i forbindelse med dehydrering
- Akut kritisk sygdom
- Medicin
- Ændret døgnrytme og vante omgivelser
- Uro og forstyrrelser - manglende søvn
- Pludselig ophør af regelmæssigt indtag af alkohol eller beroligende medicin
Behandling af delirium
Hvis patienten diagnosticeres med delirium, kan der i nogle tilfælde blive behov for beroligende medicin. I sjældne tilfælde kan der blive behov for, at en plejeperson sidder fast hos patienten som en støtte og sikkerhed.
Som pårørende kan du støtte patienten
ved at:
- Tale i korte beskeder og enkle sætninger
- Tale om hverdagsting
- Patienten vil ofte have behov for hyppige gentagelser
- Skabe ro om patienten - hold evt. patienten i hånden og skab tryghed
- Fortælle plejepersonalet om vigtige faktorer, der kan hjælpe patienten med at opretholde den naturlige døgnrytme
- Hjælpe med at skabe rolige og genkendelige omgivelser omkring patienten ved evt. at medbringe genkendelige ting fra deres hjem, evt. et foto
- Undgå for mange indtryk f.eks. hjælp til at der ikke kommer for mange på besøg af gangen
- Orientere gerne patienten om tid og sted - dette er højst sandsynligt et hyppigt behov
- Fortæl gerne hvem der er på stuen
- Husk hjælpemidler som briller og høreapparater
- Brug personalet
- Undgå diskussioner, da det kan føre til vrede og frustrationer hos begge parter.
- Det er vigtigt at huske på at patienten ikke er klar over hvad de siger eller gør - forsøg ikke at lade det påvirke dig.
- Forsøg at give dig selv perioder med hvil, for at genoplade batterierne.
Hvordan hjælper man bedst et menneske ud af delirium :
- Generelt kan rolige, lyse omgivelser hvor det er let at orientere sig, have en gavnlig virkning på patientens delirium tilstand.
- Hyppig kontakt til genkendeligt plejepersonalet og pårørende har en gavnlig effekt på tilstanden.
- Kom og tal med personalet, hvis du har nogle spørgsmål eller andet, du gerne vil dele med os.
- Husk på at tilstanden ikke er varig og skal nok forsvinde igen.
Med venlig hilsen personalet på ortopædkirurgisk sengeafsnit.