Boreepifysiodese (udboring af vækstzone) i arm eller ben
Når vækstzonen udbores stoppes væksten i knoglen. Dette gøres for at korrigere en vækstforstyrrelse.
Denne operation laves for at udligne benlængdeforskel, eller bremse sluthøjden.
Operationen foregår i fuld bedøvelse som et sammedagskirurgisk indgreb, dvs. at man møder til operation og går hjem den samme dag.
Operationen
Det er vigtigt, at barnet ikke har sår, rifter, myggestik, bumser eller lignende i operationsområdet, da det kan øge risikoen for betændelse efter operationen. Der er altid en lille risiko for betændelse efter en operation, og huller på huden kan øge denne risiko. Hvis der er sår eller lignende, når I møder til operation, vil operationen ofte blive aflyst. Ring derfor nogle dage før hvis I er i tvivl.
Operationen foregår gennem små hudsnit, der er ca. 2 cm lange.
Operationssårene bliver syet med opløselige tråde, som forsvinder af sig selv efter ca. 2-4 uger. Over trådene sættes små tværgående plastre (steristrips), som hjælper med at holde sårene sammen og beskytte dem. Over de små plastre sættes nogle større sugende plastre og en forbinding for at begrænse blødningen og hævelsen efter operationen.
Efter operationen
De første par dage efter operationen er det vigtigt at holde sig i ro for at beskytte det opererede område. Det er en god ide at holde armen eller benet mest muligt over hjertehøjde understøttet af en pude eller dyne. Dette er for
at undgå blødning og hævelse.
Forbindingen og plastrene må som regel fjernes i løbet af nogle dage. I får nærmere instruktion om dette, inden I tager hjem efter operationen.
Når sårene er tørre og lukkede, må barnet gerne komme i brusebad. Barnet må først komme i karbad og svømmehal, når der ikke længere er tråde eller sårskorper at se.
Ved operation i benene udlånes albuestokke (krykker) til aflastning. Barnet må gerne støtte på benene i et begrænset omfang.
Smerter
Det er forventeligt, at der er behov for smertestillende medicin i dagene efter operationen. Vi anbefaler derfor køb af håndkøbssmertestillende medicin i form af Paracetamol og Ibuprofen. I vejledes i brug af dette både mundtligt og skriftligt i forbindelse med udskrivelsen.
Barnet kan opleve at have smerter i ca. 1 måned efter operationen.
Særligt vigtigt
Ved operation i benene er det vigtigt, at knæet/knæene strækkes helt og bøjes til smertegrænsen flere gange dagligt. Dette har betydning for, at knæene opnår normal bevægelighed igen.
Efter 14 dage bør barnet kunne gå næsten normalt og ikke bruge albuestokke mere.
Fysisk aktivitet og sport
Når smerter og bevægelighed tillader det, kan barnet komme i skole igen.
Tidspunktet for genoptagelse af fysiske
aktiviteter og sport aftales individuelt med
lægen i forbindelse med operationen.
Beskyttelse og hærdning af ar
For at arrene på sigt bliver pænest mulige, anbefales det at beskytte dem mod sollys i det første år efter operationen. Der kan anvendes solcreme med høj faktor (minimum faktor 30), plaster eller tøj med UV-beskyttelse. For at vænne arrene til berøring anbefales det at hærde dem ved f.eks. at massere og smøre med creme.
Ambulant kontrol
Behovet for ambulant kontrol efter operationen er individuelt og aftales med lægen i forbindelse med operationen.
Tvivlsspørgsmål
Hvis I har spørgsmål, er I altid velkomne til at kontakte os. Se telefonnummer på forsiden.