Skip til primært indhold

Delvis fjernelse af mandlerne

Formål: Mindske spiseproblemer eller søvnproblemer (snorken, pauser i vejrtrækningen).

Operationen er planlagt til d.__________

 

I skal møde i Forberedelse og opvågning 2,

indgang 65, 2. sal. Når I ankommer, bedes I

registrere dig på selvbetjenings-standeren.

 

Operationen foregår ambulant, hvilket vil sige, at barnet bliver opereret og kommer hjem samme dag. Vi fraråder, at I tager hjem med offentlig transportmiddel.

 

Jeres forberedelser før operationen

  • Vi vil ringe til jer mellem kl. 08.00 og 09.00 hverdagen før operationen for at oplyse om mødetidspunktet samt informere om, hvornår jeres barn må spise og drikke op til operationen.
  • Vi anbefaler, at I indkøber smertestillende håndkøbsmedicin Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) samt ibuprofen (Ipren, Ibumetin) til brug efter hjemkomsten.

 

Naturlægemedicin og kosttilskud

Hvis barnet får naturlægemedicin eller kosttilskud eksempelvis Gingo Biloba, hvidløg, E-vitamin, fiskeolie eller ingefær, skal I stoppe med at give det 14 dage før operationen, da det kan påvirke kroppens evne til at stoppe blødning

 

Faste før operation

Når barnet skal bedøves skal mavesækken være helt tom. Dette for at forhindre, at mad eller væske kastes op og derved kommer i lungerne. Derfor er det vigtigt, at barnet er fastende.

 

Vi anbefaler, at barnet får følgende

smertestillende medicin 2 timer før mødetid:

 

 

_________________________________

Børn under 15 år vil få udleveret lokalbedøvende plaster i ambulatoriet. Dette påsættes 2 timer før mødetidspunktet på henholdsvis venstre håndryg og albuebøjning over blodkar.

 

Af hygiejniske grunde anbefaler vi, at I giver barnet et bad om morgenen inden operationen. Barnet må ikke bære creme, make-up, neglelak, smykker eller piercinger.

 

Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Barnet må have en forælder med indtil han/hun er bedøvet.

 

Den delvise fjernelse af mandlerne foregår gennem munden og indgrebet varer ca. 1 time. Der vil efterfølgende være et åbent sår, som vil hele i løbet af 1-2 uger. Under operationen er munden spærret op, og derfor kan der være ømhed af tunge og kæbeled.

 

Efter operationen

Barnet bliver kørt på hvilestue, hvor han/hun igen er sammen med sine forældre. Barnet kan

have kvalme og svimmelhed.

Inden udskrivelsen vil en læge tilse barnet og informere om operationens forløb. Herefter vil I kunne tage hjem, så snart dette er forsvarligt.

 

Rekreation/fysisk aktivitet

Vi anbefaler en uges sygemelding. Hård fysisk aktivitet frarådes i 14 dage efter operationen, idet der er risiko for blødning fra sårene i halsen.

  • Der skal være en voksen hos barnet det første døgn. sidder op og sutter på is/isterninger.
  • Vi anbefaler, at børn under skolealderen ikke sover alene pga. blødningsrisiko.
  • Ved blodigt opspyt, anbefaler vi, at barnet sidder op og sutter på is/isterninger.

 

Smertestillende

Vi anbefaler, at I giver barnet den

smertestillende medicin vi har ordineret i de første 3 dage. Herefter kan I give medicinen ved behov, dog ikke mere end det, der er ordineret.

 

Komplikationer

Komplikationerne er sjældne, men i få tilfælde kan der forekomme blødning, også i en sådan grad, at det kan blive nødvendigt at operere igen. Risikoen for blødning er størst det første

døgn.

 

Det er bevist, at ved kun delvis fjernelse af mandlerne, er der langt færre smerter og mindre risiko for blødning efter operationen, sammenlignet med hel fjernelse af mandlerne.

Risikoen for, at mandelvævet gendannes,

så der igen er behov for behandling, vurderes til 5 %.

 

Mad og drikke

Barnet vil have ondt i halsen, når han/hun skal synke. Det er vigtigt, at barnet får noget at drikke og spise for hurtigst muligt at blive frisk igen. Barnet må spise hvad han/hun kan og har

lyst til. Nogle finder lindring i is, yoghurt og

andet koldt mad.

 

Det er almindeligt:

  • At der er smerter i halsen af varierende styrke i op til en uge efter operationen. Disse kan afhjælpes med håndkøbsmedicin. Is kan også virke smertelindrende. At smerterne trækker op i ørerne.

 

  • Der kommer gullige belægninger, der kan ligne betændelse, der hvor mandlerne har siddet. Belægningerne løsner sig ca. 1 uge efter operationen og indtil da, kan du have dårlig

ånde.

  • Barnet kan få temperaturstigning om aftenen. Feberen er normalt borte næste morgen.

 

Ambulante kontroller

Der er ikke behov for planlagte kontroller efter operationen.

 

OUH Svendborg Sygehus

F - Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling

Øre-, næse- og halsambulatoriet

Mail: www.ouh.dk/svef

 

Kontakt til sekretariatet på tlf. nr 6541 2805 hverdage mellem kl. 8.00-15.00

 

Ved behov for hjælp i hverdagen efter kl 15 samt weekend og helligdage kontaktes Øre-Næse-Halskirurgisk sengeafsnit F2 i Odense på tlf nr 65412802.

 

Hvis der kommer frisk blødning, som ikke kan

standses ved at sutte is/isterninger, skal I kontakte F2 på tlf. 65412802

 

 

 

APPFWU01V