Skip til primært indhold

Når du skal have struben fjernet

Dagen før din operationen vil vi give dig og dine evt. pårørende en grundig information om hvad der skal ske under dit ophold på Øre, Næse, Halskirurgisk Afdeling og give dig klare svar på dine spørgsmål. Vi tror på, at jo bedre du forstår din behandling, jo tryggere kan du føle dig.

 

Du skal møde på Øre-Næse-Halskirurgisk

sengeafdeling F2 d. ____________ kl. _______

 

Din operation er planlagt til d.______________

 

Sengeafdeling F2 ligger på 9. sal i det

centrale højhus (Indgang 20).

 

Du kan forvente at være indlagt i ca. 14 dage indtil du må begynde at spise og drikke og føler dig sikker i at rense dit stoma, evt. med hjælp.

 

Sådan forbereder du dig

Før operationen

  • Hvis du er ryger, bør du ophøre med rygning så snart du har fået en operationsdato, fordi rygning forsinker opheling og øger risikoen for betændelse
  • Ved evt. behandling med blodfortyndende medicin vil du ved forundersøgelsen på sygehuset blive informeret om evt. nedtrapning eller ophør

 

Naturlægemedicin og kosttilskud

Hvis du tager naturlægemedicin eller kosttilskud eksempelvis Gingo Biloba, hvidløg, E-vitamin, fiskeolie eller ingefær, skal du stoppe med at tage det 14 dage før din operation, da det kan påvirke kroppens evne til at stoppeblødning.

 

Faste før operation

Når du skal bedøves skal din mavesæk være helt tom. Dette for at forhindre, at mad eller væske

kastes op og derved kommer i lungerne.

Derfor er det vigtigt, at du følger disse regler for faste:

  • indtil 6 timer før operationstidspunktet må du spise, som du plejer. Herefter må du ikke spise noget eller drikke mælkeprodukter
  • indtil 2 timer før operationstidspunktet må du drikke vand, saft, sodavand, kaffe eller te. Der må komme op til 2 spiseskefulde mælk i din kaffe eller te.

 

TIP: Det er en god idé at drikke noget sødt indtil 2 timer før dit operationstidspunkt, da det kan give øget velvære og mindsker kvalme og ubehag efter operationen.

 

Tag et bad om morgenen

Af hygiejniske grunde skal du tage et bad om morgenen inden operationen. Du skal vaske håret, samt vaske ansigtet, ører og halsen grundigt. Du må ikke bære creme, neglelak, smykker eller piercinger.

Hvis du har hår i operationsområdet, skal disse fjernes. Vi vil gerne hjælpe dig.

 

Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Du skal

være fastende (se faste før operationen).

Der laves en åbning i huden nederst på halsen. Struben frigøres fra muskler og fra svælget. Under operationen sikrer operatøren, at hele kræftområdet bliver opereret væk. Svælget bliver syet sammen hen over en tynd plastik slange (ernæringssonde), som blev anlagt ved operationens start. Dette for at sikre passage fra munden/næsen ned til spiserøret.

 

Efter sammensyningen er svælget smallere end før og synkningen kan være vanskelig i dagene efter operationen. Luftrøret føres ud til et hul på halsen. Gennem det hul, som kaldes stoma, skal du fremover trække vejret.

 

Der lægges en forbinding over såret, og ofte vil du have 1-2 tynde plastikslanger (dræn) i såret, som sørger for at sårvæsken kan komme ud. Når produktionen af sårvæske er tilpas lav bliver plastikslangerne fjernet.

 

Efter operationen

Efter operationen kan du ikke tale.

Du bliver kørt til opvågningsstuen, og når du er vågen, bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet. Når du vågner, er hovedgærdet hævet for at mindske hævelsen i operationssåret.

 

Operationssåret skal have ro efter operationen, hvilket betyder, at du ikke må spise og drikke.

Du vil derfor få mad gennem den ernærings-sonde, som blev lagt under operationen, som går fra næsen og ned i mavesækken. Du må heller ikke synke dit mundvand, og du vil derfor blive vejledt i at suge dette væk.

 

Du får udleveret mappen: 'Livet som strubeløs', som vil blive gennemgået med dig i løbet af de næste dage.

 

Fra hullet på halsen (stomaet) vil der komme noget slim, som ligeledes skal suges væk. Specielt de første dage efter operationen kan du have en del slim, som kan give dig hoste. For at forebygge betændelse i operationssåret, skal du have antibiotika i cirka 1 uge, hvilket du får i et

drop. Der kan være lette smerter efter operationen, og du vil derfor få

smertestillende medicin.

Når du får fjernet struben og dermed

stemmebåndene, mister du muligheden for at

tale på normal måde. Du vil få udleveret papir blyant eller en iPad, så du har mulighed for at kommunikere med andre. Personalet gør sig desuden meget stor umage for at mundaflæse.

 

Dagen efter operationen

Du kan forvente at være oppegående. Hvis du

har behov, vil du få hjælp til personlig hygiejne

m.m. Plastikslangerne fra såret vil oftest blive fjernet i løbet af 1-3 dage efter operationen.

 

7-10 dage efter operationen

Svælget og spiserøret røntgen-fotograferes for at sikre, at slimhinden er helet op. Hvis forholdene er tilfredsstillende vil ernærings- sonden blive fjernet, og du må begynde at spise og drikke.

 

I nogle tilfælde (10-20 %) kan der forekomme helingsproblemer, som betyder at sonden skal ligge i en længere periode. I løbet af de næste dage får du fjernet trådene i såret og får svar på prøverne.

 

Du vil få besøg af en talepædagog, som udleverer en kunstig stemmegiver (en vibrator) og instruerer dig i brugen heraf. Efter udskrivelsen vil du få tilbudt taleundervisning. Under indlæggelsen vil du få tilbudt at tale med en socialrådgiver angående tilskud til eventuelle hjælpemidler.

 

Før udskrivelsen får du udleveret et sug, som du kan bruge derhjemme. Desuden vil vi sætte dig i forbindelse med en hjemmesygeplejerske. Du skal møde til kontrol i vores ambulatorium cirka 2-3 uger efter udskrivelsen. Du får udleveret tidspunktet, før du udskrives.

 

App

Vi anbefaler, at du downloader app´en: Mit sygehus, eller går ind på mit.rsyd.dk på en computer. Forløbet findes under: OUH Odense Universitetshospital, F- Øre- Næse-Halskirurgisk Afdeling, Strubeløse.

I app´en kan du se instruktionsvideoer og læse om det forløb du skal igennem.

Hvis der er noget, du er i tvivl om efter udskrivelsen, er du velkommen til at skrive til afdelinegn under "Meddelelser" i Mit Sygehus eller kontakte sengeafdeling F2 på tlf.65412802.

APPFWU01V