Strube/svælgkatar (reflux)
Du har fået konstateret strube/svælgkatar på grund af en refluxlidelse
Reflux:
Ved reflux er der tale om tilbageløb af surt maveindhold op i spiserøret og i nogle tilfælde helt op i svælget. Reflux er ikke en sjælden lidelse.
Symptomer:
Hos de fleste giver reflux karakteristiske symptomer i form af halsbrand og sure opstød. Andre kan få gener fra svælg og strube, ofte uden at have gener fra hverken spiserør eller mavesæk.
De hyppigste symptomer fra svælg og strube er følgende:
- Hæshed
- Ru stemme
- Vedvarende trang til at rømme sig
- Irritationshoste dag og nat
- Følelse af en klump i halsen
- Synkebesvær
Årsagen til generne:
Der kan være 2 årsager til symptomerne:
- Den direkte syrepåvirkning fra surt maveindhold
- Påvirkning via den nerve (nervus vagus), som forsyner spiserøret, udløst af det sure miljø
Undersøgelser og fund:
Lægen kan undersøge forholdende i svælg/strube ved hjælp af et en blød, fleksibel kikkert, som føres gennem det ene næsebor eller en kikkertundersøgelse gennem munden.
Her vil lægen være i stand til at se, om der f.eks. er rødme, hævelse eller fortykket slimhinde i struben, hvilket kan være et tegn på syrepåvirkning.

PH-måling:
Du kan få foretaget en PH-måling, hvis du oplever reflux. PH-målingen udføres på afdelingen for mavetarmsygdomme. Surhedsgraden i spiserøret måles via en tynd elektrode. Normalt er der et neutralt miljø i spiserøret (pH 7), men ved reflux er miljøet surt (pH 4 eller derunder).
Kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (Gastroskopi):
Du kan desuden få lavet en
kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk. Denne undersøgelse udføres også på afdelingen for mavetarmsygdomme. Ved undersøgelsen føres en sonde, udstyret med en
kikkert, ned i spiserør og mavesæk, og på den
måde kan forholdene i spiserøret og
mavesækken efterses. Indimellem finder man et spiserørsbrok eller en slap muskulatur, som bevirker, at mavesyren kan løbe op i spiserøret.
Det kan lægen gøre:
Strube/svælgkatar behandles med enten syreneutraliserende- eller syrehæmmende medicin. Medicinen kan gives i en periode og derefter ved opblussen af symptomerne.
Trods medicinsk behandling forsvinder stemmeproblemerne ikke altid. I sådanne tilfælde kan undervisning af en logopæd (talepædagog) eventuelt hjælpe på problemet.
I tilfælde, hvor langvarig medicinsk
behandling er nødvendig, kan en operation overvejes. Ved operationen forhindres mavesyren i at løbe tilbage i spiserøret.
Det kan du selv gøre:
Mange vil kunne ændre på forskellige forhold i den daglige tilværelse, som forstærker tendensen til syretilbageløb.
Nedenstående råd kan være aktuelle:
- Undgå store måltider
- Spis ikke de sidste 3 timer før sengetid
- Nedsæt kostens fedtindhold
- Vær mådeholden med kaffe, chokolade og juice
- Undgå tobak og alkohol
- Tab i vægt, hvis du er overvægtig
- Undgå forstoppelse
- Hæv sengens hovedgærde
- Undgå stramtsiddende tøj/bælte på maven
- Undgå foroverbøjninger
- For at undgå forværring af stemmen: Undgå at rømme dig.