Skip til primært indhold

Operation/undersøgelse i struben (dir.lar)

At undersøge stemmebånd og resten af struben og evt. tage prøver eller udføre mindre operationer.

Din operation er planlagt til d. ____________

 

Den sidste hverdag før operationen vil du

blive ringet op i tidsrummet fra kl. 14-16.

Såfremt du ikke har fået en tid kl. 16, skal du

selv ringe på tlf. 65412802 inden kl. 18, for at

få oplyst mødetid.

 

Her skal du møde på operationsdagen

På operationsdagen skal du møde på Øre- Næse-Halskirurgisk sengeafdeling F2, som ligger på 9. etage i det centrale højhus (Indgang 20).

 

Du kan forvente at komme hjem nogle timer efter operationen. Du må ikke selv køre bil efter operationen og vi anbefaler derfor, at du får venner eller familie til at hente dig efter operationen.

 

Dine forberedelser til operation

Før operationen:

  • Hvis du ryger, bør du ophøre med rygning så snart du har fået en operationsdato. Rygning forsinker ophelingen og øger risikoen for betændelse. Mange sygdomme i struben er desuden forårsaget af rygning.

 

Naturlægemedicin og kosttilskud

Hvis du tager naturlægemedicin eller kosttilskud eksempelvis Gingo Biloba, hvidløg, E-vitamin, fiskeolie eller ingefær, skal du stoppe med at tage det 14 dage før din operation, da det kan påvirke kroppens evne til at stoppe blødning.

 

Faste før operation

Når du skal bedøves skal din mavesæk være helt tom. Dette for at forhindre, at mad eller væske kastes op og derved kommer i lungerne. Derfor er det vigtigt, at du følger disse regler for faste:

 

 

  • indtil 6 timer før mødetidspunktet må du spise, som du plejer, herefter må du ikke spise noget eller drikke mælkeprodukter
  • indtil 2 timer før mødetidspunktet må du drikke vand, saft, sodavand, kaffe eller te. Der må komme op til 2 spiseskefulde mælk i din kaffe eller te.

 

TIP: Drik 2 glas sødt saft/sodavand lige inden du ikke må drikke mere, da det kan give øget velvære og mindsker kvalme og utilpashed.

 

Vask dig grundigt før operationen

Af hygiejniske årsager skal du tage et bad, vaske hår og ansigt samt børste tænder om morgenen inden operationen. Du må ikke bære makeup, neglelak, creme, smykker eller piercinger.

 

Operationen

Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse og det er derfor vigtigt, at du overholder fastereglerne. Der bruges et stift rør, der føres via munden og retter halsen ud, så man kan se ned i struben og dens omgivelser, som ellers kan være svære at overskue. Igennem røret kan der tages prøver og foretages mindre operationer.

 

Efter operationen

Du bliver kørt på en opvågningsstue, hvor du opholder dig ca. 2 timer inden du i sengen bliver kørt tilbage til sengeafdelingen.

 

Opfølgning på operationen

Udskrivelsen vil ofte finde sted samme dag som operationen er foretaget. Inden du sendes hjem, vil du blive informeret om hvornår du skal komme til opfølgning på operationen.

Mulige komplikationer

Da der er en lille risiko for tandskade under operationen får du en tandbeskytter på, mens du er bedøvet. Vær efter indgrebet opmærksom på, om der er sket skade på tænderne. I så fald skal du fortælle det til personalet inden du sendes hjem. Du kan også anmelde skaden på patienterstatning.dk

Smerter

Normalt er der ingen smerter efter indgrebet, men der kan være nogen irritation/ømhed i halsen. Du kan tage smertestillende (Paracetamol) ved behov.

 

Du må spise og drikke som du plejer.

Sygemelding er individuel og aftales med lægen.

 

De følgende dage

Efter operation på selve stemmebåndene kan det være nødvendigt at skåne stemmen i 3-14 dage. Det aftales individuelt med lægen. Du skåner stemmen ved at begrænse tale til et minimum og så vidt mulig undgå telefonsamtaler. Hvis det er nødvendigt at tale, skal det være med naturlig stemmestyrke og føles ubesværet. Du bør ikke presse stemmen frem, hviske, råbe eller rømme dig (hellere hoste helt forsigtigt). Hvis du får irritationshoste, kan det dæmpes med hostestillende medicin, som kan købes i håndkøb.

 

Hvis du får vejrtrækningsproblemer, feber eller der opstår tvivlsspørgsmål, kan du ringe til Øre

-Næse-Halskirurgisk sengeafdeling F2 på tlf. 65 41 28 02.

 

 

 

 

 

 

APPFWU01V