Øjenundersøgelse af børn som er født for tidligt
Vejledning til forældre
Hvad er ROP?
Navnet kommer fra det engelske "Retinopathy of Prematurity", og sygdommen ROP indebærer en forandring af blodkarrene i øjets nethinde hos for tidligt fødte børn.
Nethinden og dens blodkar er noget af det sidste, der modnes hos et normalt foster, og er først helt modnet ved termin.
Når barnet fødes meget for tidligt, kan denne modning ændres, så karrene ikke vokser normalt.
Hvorfor tilbydes undersøgelsen?
Undersøgelsen skal vise, om barnet har ROP og i givet tilfælde, hvor alvorlige forandringerne er.
Hvis der kun er få forandringer, forsvinder tilstanden som regel spontant.
Hvis barnet har alvorlige forandringer, kan det ubehandlet føre til blindhed. Når sygdommen har nået et vist stadie, ved man, at risikoen for blindhed kan nedsættes ved at laserbehandle de angrebne områder.
Behandlingen foregår på Rigshospitalet og gennemføres i narkose.
Hvem skal undersøges og hvor ofte?
Alle børn født før gestationsalder 32. uge tilbydes undersøgelse. Barnet undersøges første gang, når det er mindst 4-5 uger gammelt. Dog tidligst i gestationsalderen uge 31-32.
Undersøgelsen foregår på afdelingen for præmature, så længe de er indlagt.
Efter udskrivelse foregår undersøgelsen i Øjenafdelingen på Odense Universitetshospital. Barnet undersøges med cirka 7-14 dages mellemrum indtil oprindelig termin. Hvis der findes tegn på forandringer, foregår undersøgelsen hyppigere.
Det anbefales, at alle børn, der har været screenet for ROP-forandringer, går til egen øjenlæge i 3-årsalderen.
Hvis der opstår mistanke om, at barnet ser dårligt eller pludselig begynder at skele, bør barnet undersøges tidligere.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Cirka en halv time inden undersøgelsen dryppes barnets øjne med øjendråber. Dråberne lokalbedøver og udvider pupillerne.
Pupiludvidelsen varer 4-6 timer, og barnet kan være lidt lysfølsomt og irritabelt i det tidsrum.
Undersøgelsen foregår i et næsten mørkt rum, hvor barnet ligger på en puslepude på et bord eller i en vugge.
Sommetider anvendes Retcam, som er digital fotografering af nethinden.
Begge forældre må selvfølgelig være med og kan eventuelt støtte barnet efter anvisning.
Øjenlægen sætter et kontaktglas på barnets øje eller holder en linse foran øjet og kan ved hjælp af en lyskilde bedømme nethinden igennem kontaktglasset.
Oftest vil der være en sygeplejerske til stede til at støtte barnets hoved, så lægen kan få så godt og hurtigt indblik som muligt.
Hvis barnet er meget uroligt, tilbydes sukkervand efter lægens anvisning.
Barnet kan have lidt rødme og hævelse omkring øjnene efter undersøgelsen. Men selve undersøgelsen er ufarlig.
Undersøgelsen varer typisk 15 minutter forudgået af ventetiden efter øjendrypning.
Venlig hilsen
Øjenafdeling E
Odense Universitetshospital