Operation for grøn stær (glaukom)
Om operation for grøn stær - trabekulektomi og mindre stent
Hvad er grøn stær?
Grøn stær er en øjensygdom, der ubehandlet medfører, at synsnerven bliver beskadiget, så dit synsfelt bliver mindre. Ubehandlet kan glaukom føre til blindhed.
Hvordan foregår behandling/operation?
Behandling af glaukom foregår ved at sænke trykket i øjet. Dette foregår med øjendråber, laser eller operation. Hvis dråbebehandling og evt. laser ikke virker tilstrækkeligt, eller hvis man har uacceptable bivirkninger af dråberne, vil man blive tilbudt operation. Denne foregår i de fleste tilfælde i lokalbedøvelse, hvor man er vågen under operationen.

Trykket i øjet afhænger af balancen mellem produktion og afløb af kammervand (ikke tårevæske). Ved en operation for grøn stær sænkes trykket i øjet for at forebygge yderligere skade på synsnerven. Dette gør lægen ved at lave en kunstig kanal eller implantere en stent, så kammervandet får lettere afløb, og trykket dermed falder.
Når afløbet fungerer, siver væsken ud gennem kanalen eller stenten og laver en lille hævelse under slimhinden i øjet - en filtrationspude.
Operationen bedrer ikke synet men har til formål at bremse indsnævringen af synsfeltet.
Sådan forbereder du dig til operation
Før operationen
I forbindelse med operationen kan der forekommer blødning fra operationsstedet. Hvis du får blodfortyndende medicin, vil lægen tage stilling til, om du skal holde pause med denne og hvor længe - evt. i samarbejde med din praktiserende læge.
Hvis du spiser fiskeolie, ginkgo biloba (Ginseng) eller hvidløgstabletter, bedes du holde pause med dette 7 dage inden operationen, da disse ting også virker blodfortyndende.
På operationsdagen
- Tag vanlig medicin undtagen førnævnte, blodfortyndende medicin
- Du må ikke have øjenmakeup på
- Du må spise og drikker, som du plejer
- Det er en god ide at tage bad og rent tøj på
- Du skal selv sørge for transport, da du ikke selv må køre
Du skal møde i operationsgangens modtagelse, hvor du bliver forberedt til operationen, informeret om hvad der skal ske og får svar på dine spørgsmål.
Herefter bliver dit øje dryppet med bedøvende dråber. Du får smertestillende Panodil, og hvis du ønsker det, kan du få en beroligende tablet - det anbefaler vi. Efter lidt ventetid, mens øjendråberne virker, bliver du fulgt ind på operationsstuen.
Under operationen
Du skal ligge på operationslejet, og vi hjælper dig til at ligge bedst muligt.
Operationen varer ca. 1 time, hvor du skal ligge på ryggen med et sterilt stykke papir over ansigtet og overkroppen. Du er vågen under operationen, der foregår
i lokalbedøvelse, med mindre andet er aftalt til forundersøgelse.
Du skal stoppe med dine tryksænkende dråber på det opererede øje efter operationen!
Du kan tage hjem umiddelbart efter operationen. Hvis du får ondt, kan du tage smertestillende tabletter som Panodil. Hvis du får stærke smerter, kvalme eller hovedpine, skal du kontakte Øjenafdelingen på tlf. 65 41 27 88.
Forholdsregler og kontrol
Du skal til kontrol i ambulatoriet. Efter dette skal du begynde at dryppe med de ordinerede dråber.
Du må ikke
- Trykke på/gnide dig i øjet
- Foretage hårde, fysiske anstrengelser (f.eks. må tunge løft først foretages, efter at kirurgen har sagt god for det)
- Gå i svømmehal/karbad/havbad i 3 uger
- Bruge øjenmakeup
Du må gerne
- Bruge briller, læse og se TV
- Tage brusebad dagen efter
Recept på øjendråber efter operationen
Bemærk, selvom medicinen står som pauseret i din receptoversigt, så er recepten gyldig og medicinen kan udleveres på apoteket.
Tiden efter operationen
I den første tid efter operationen, vil dit øje være rødt og irriteret. Dit syn vil være sløret de første uger efter operationen.
Trykket i dit øje vil ofte variere en del, og derfor vil der være behov for hyppige kontroller. Der kan blive behov for efterfølgende, mindre operationer.
I løbet af nogle måneder vil synet hos de fleste patienter bliver som før eller i næsten samme niveau som før operationen.
Tiden efter operationen kan opleves som meget belastende, og sygdommen kan fylde meget i hverdagen. Hvis du har behov for det, kan du tale med lægen om evt. at blive sygemeldt fra dit arbejde i en kortere periode.
Er der risiko for komplikationer?
Alvorlige, synstruende komplikationer forekommer, men er sjældne. Det drejer sig eksempelvis om infektion eller blødninger i øjet.
Hvis man i forvejen har et meget lille synsfelt tilbage, eller hvis synsfeltsskaderne ligger tæt på centralsynet, er risikoen for yderligere tab af synsfelt og centralsyn meget større.
Hvis du har fået lavet en øjenoperation indenfor de sidste 24 timer og har behov for akut øjenlæge-hjælp, kan vagthavende øjenlæge eller sygeplejerske kontaktes på tlf. 65 41 28 01 i tidsrummet kl.07.30-22.00.
Udenfor åbningstiden kan Sygehusinformationen kontaktes på tlf. 65 41 16 66.
Har du spørgsmål til kontroltider eller lignende, kan du på hverdage kontakte Øjenafdelingen mellem kl.08.00-15.00 på tlf. 65 41 27 88.
Venlig hilsen
Øjenafdeling E