Skip til primært indhold

Operation for grå stær i fuld bedøvelse

Operation for grå stær i fuld bedøvelse

 

Hvad er grå stær?

 

Grå stær er uklarheder i øjets linse. Linsen ligger lige bag pupillen. Når linsen bliver uklar, kan lys ikke komme ind i øjet.

 

Grå stær giver typisk nedsat syn og blændingsgener. Du vil derfor sandsynligvis opleve besvær med at læse og se fjernsyn. Du kan også have sløret syn på afstand eller blænding i modlys.

 

Om operationen

 

Ved operationen fjernes den uklare linse og en ny kunstig linse sættes ind i stedet for.

 

Forundersøgelse og forberedelse til fuld bedøvelse

 

Du skal møde på 2 separate dage.

 

Første dag til forundersøgelse til grå stær operation og den anden dag til forberedelse til fuld bedøvelse.

 

Forundersøgelsen

 

Du skal møde i øjenambulatorium 1, indgang 132.

 

Du er velkommen til at tage en pårørende med, så I er to til at høre, hvad der bliver sagt.

Du vil tale med en sygeplejerske og bliver undersøgt af en øjenlæge, som vil vurdere, om du skal tilbydes en operation for grå stær. Undersøgelsen varer 1-2

timer. Dine øjne vil blive dryppet med pupiludvidende dråber, der kan gøre dit syn sløret op til 6 timer. Du må derfor ikke selv køre bil denne dag. Operationen foregår ikke samme dag som forundersøgelsen.

 

Husk at medbringe:

 

  • Komplet medicinliste, inkl. øjendråber
  • Briller
  • Udfyldt oplysningsskema (enten elektronisk eller på udprint)
  • Du må ikke bruge kontaktlinser i 2 dage før forundersøgelsen

 

Recept på øjendråber bliver lagt ud elektronisk og kan købes på ethvert apotek.

Du skal først dryppe med øjendråberne efter operationen.

 

Forberedelse til fuld bedøvelse

 

Du skal møde i øjenambulatorium 2, Patienthotellet 2. sal.

Du skal tale med:

 

  • En farmakonom, som vil spørge dig om din medicin
  • En sygeplejerske og en læge, som vil klargøre dig til fuld bedøvelse
  • Evt. en narkoselæge, som skal bedøve dig

 

Du skal evt. have taget blodprøver og EKG.

 

Forberedelsen varer 1-3 timer.

Hvis du har brug for regelmæssige måltider, må du tage en madpakke med til forundersøgelsen og til forberedelsen til fuld bedøvelse.

 

Sådan forbereder du dig

 

Køb de ordinerede øjendråber på apoteket.

 

Du skal begynde med at dryppe med de ordinerede øjendråber, når du kommer hjem efter operationen. Køb dem derfor på forhånd, så de er klar til brug.

Bemærk, selvom medicinen står som pauseret i din receptoversigt, så er recepten gyldig og medicinen kan udleveres på apoteket.

 

Hvis du skal opereres på begge øjne samme dag, bedes du hente øjendråber til begge øjne, således at du bruger en separat flaske til højre og venstre øje. Dette

af hygiejniske årsager. Markér eventuelt på flaskerne, så du ved,

hvilken flaske der er til højre og hvilken flaske der er til venstre øje.På operationsdagen

 

Du skal møde fastende på Øjenafdeling E, Dagkirurgisk ambulatorium på Patienthotellet 2. sal. Du vil blive modtaget af en sygeplejerske, få tildelt et værelse og blive gjort klar til operation.

 

Med hensyn til faste. Se særskilt pjece Bedøvelse og fasteregler.

Hvis du skal holde pause med noget af din faste medicin, vil du få dette af vide ved forberedelsen til fuld bedøvelse.

 

Du må ikke benytte make-up eller kunstige øjenvipper. Hvis du bruger mascara, skal du undlade dette 4 - 5 dage før operationen.

Du må ikke bære smykker, ur eller neglelak til operationen.

 

Efter operationen

 

Hvis du har fået en forbinding for øjet, vil denne blive fjernet inden du går hjem.

 

Herefter skal du påbegynde øjendrypning. Du skal som udgangspunkt dryppe 3 gange dagligt i 3 uger.

Hvis du af helbredsmæssige årsager ikke selv kan dryppe, kan der på operationsdagen bestilles hjemmesygeplejerske, såfremt det vurderes nødvendigt.

 

De fleste oplever et sløret syn de første timer efter operationen. Synet kan også være sløret i de første par dage.

 

Efter operationen kan dit øje være rødt, og du kan have lettere smerter, grusfornemmelse eller kløe i øjet. Som smertestillende medicin kan du bruge almindelig hovedpinetablet Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol), som fås i håndkøb.

 

Briller: Synet ændrer sig ofte en del i de første uger efter operationen. Vent 6 uger efter operationen med at få taget mål til evt. nye briller ved optiker. Du kan i den periode måske anvende dine gamle læsebriller eller købe et par billige læsebriller.

 

 

Kontrol hos din egen øjenlæge

 

Du skal til kontrol hos din egen øjenlæge ca. 1 uge efter operationen. Du skal selv bestille tid.

 

Forholdsregler

 

Du må i de første 2 uger efter operationen ikke:

 

  • Foretage dig noget, som kan give slag/stød mod øjet
  • Gå i svømmehal eller havbad, hvis du får vand i øjnene
  • Gnide dig i det opererede øje
  • Bruge øjenmakeup i 2 uger efter operationen

 

Du må gerne:

 

  • Lave almindelige, dagligdags gøremål som madlavning, opvask, tøjvask og let rengøring
  • Gå i brusebad og vaske hår dagen efter operation (men undgå vand og sæbe i øjet)
  • Vaske øjenomgivelserne forsigtigt med en tot vat med vand fra vandhanen
  • Læse, se tv, bruge computer og telefon

 

Hvis du selv kører bil

 

Du må ikke selv køre bil til forundersøgelsen og på operationsdagen. Som udgangspunkt anbefales du, at vente med at køre bil til efter ugekontrollen hos din egen øjenlæge.

 

Komplikationer

 

Der opstår sjældent komplikationer, men det er vigtigt at du kontakter os eller egen øjenlæge telefonisk, hvis du får stærke smerter i øjet, stærk hovedpine, kvalme/opkast eller hvis dit syn bliver dårligere end lige efter, at du blev opereret.

 

 

 

 

 

 

Har du fået lavet en øjenoperation inden for de sidste 24 timer og har behov for akut øjenlæge-hjælp, kan vagthavende øjenlæge eller sygeplejerske kontaktes på tlf. 65 41 28 01 i tidsrummet 7.00 - 22.00. Uden for åbningstiden kan sygehusinformationen kontaktes på tlf. 65 41 16 66.

 

Har du spørgsmål til kontroltider eller lignende, kan du på hverdage kontakte Øjenafdelingen mellem 8.00 - 15.00 på tlf. 65 41 27 88.

 

 

 

Venlig hilsen

Øjenafdeling E

APPFWU02V