Skip til primært indhold

Laserbehandling af øjets nethinde

Information om laserbehandling af øjets nethinde.

Laserbehandling af øjets nethinde

Laserbehandling af øjets nethinde kan gives ved forskellige sygdomme (fx diabetes, blodprop i øjet eller regnbuehindebetændelse), hvor blodforsyningen til øjets nethinde er nedsat, eller hvor utætte blodkar i nethinden medfører væskeophobning, som kan nedsætte synet.

Laserbehandling af øjets nethinde har oftest til formål at bremse din øjensygdom, og behandlingen vil kun sjældent medføre, at synet bedres. Til gengæld reduceres risikoen for, at dit syn forværres.

 

Hvordan foregår behandlingen

Når du ankommer, vil du oftest både få dryppet øjet med øjendråber, som udvider pupillen, og som bedøver øjet. Dermed kan lægen bedre give behandlingen, og du vil være smertedækket imens. For at dråberne virker bedst muligt, vil du oftest skulle vente ca. 20 minutter, inden behandlingen påbegyndes.

Behandlingen indledes de fleste gange med, at du får påsat en kontaktlinse på øjet, hvorefter du bliver bedt om at kigge i en bestemt retning, mens behandlingen gives. Behandlingen varer ofte 10-20 minutter, og du vil undervejs formentlig se en række lysglimt.

 

Sådan forbereder du dig til behandlingen

Oftest er forberedelse ikke nødvendig, men hvis du tidligere har oplevet smerter ifm. behandling, kan du evt. tage et par hovedpinepiller (fx 2 tabletter Panodil á 500 mg) ca. 1 time før næste behandling.

 

Efter behandlingen

Synet kan være lidt sløret nogle dage efter behandlingen.

Det kan være nødvendigt at behandle af flere omgange. I så fald vil du få blive indkaldt til de efterfølgende behandlinger.

 

 

Er der risiko for komplikationer

Når behandlingen indledes, vil lægen informere dig om formålet og de mulige bivirkninger ved indgrebet. Selv om behandlingen oftest nedsætter risikoen for, at din sygdom forværres, kan behandlingen nogle gange medføre, at du får sværere ved at orientere dig i mørke, omstille dig fra lys til mørke (eller omvendt), eller at dit synsfelt nedsættes. Med moderne laserbehandling er der dog mange, som ikke påvirkes efterfølgende.

 

Forholdsregler og kontrol

Du vil ikke kunne køre hjem efter behandlingen, da synet på det behandlede øje vil være sløret.

Ligeledes vil øjet efterfølgende være bedøvet et par timer, så du skal undgå at gnide dig i øjet, mens det fortsat er følelsesløst.

 

Kontakt

Har du spørgsmål til kontroltider eller lignende, kan du på hverdage kontakte Øjenafdelingen kl. 08:00 - 15:00 på telefon 65 41 27 88.

 

Venlig hilsen

Øjenafdeling E

 

 

 

 

 

 

 

 

 

APPFWU02V