Fjernelse af silikoneolie
Du har tidligere fået lavet en operation i dit øje, hvor dit glaslegeme blev erstattet af silikoneolie. Olien skal fjernes ved en ny og mindre operation, der som regel foregår i lokalbedøvelse.
Om operationen
Ved operationen fjernes silikoneolien gennem 3 små huller forrest på dit øje. Ved afslutningen af operationen fyldes øjet enten med saltvand eller en luft-/gas blanding. Gassen medfører, at du ikke kan se med øjet de første dage-uger. Men gassen forsvinder gradvist af sig selv, og så kommer synet tilbage.
Operationen foregår ambulant og i lokalbedøvelse med en bedøvende indsprøjtning under øjet. Operationen varer 30-45 minutter. I helt særlige tilfælde tilbydes fuld bedøvelse. (Se folder om fuld bedøvelse og fasteregler for information om denne.)
Sådan forbereder du dig
Køb de ordinerede øjendråber på apoteket. Du skal i gang med at dryppe øjet med de ordinerede øjendråber, når du kommer hjem efter operationen. Køb dem derfor på forhånd, så de er klar til brug.
Brug øjendråber og medicin, som du plejer. På operationsdagen skal du spise, tage medicin og eventuelt bruge øjendråber, som du plejer, medmindre du skal i fuld bedøvelse. Hvis du er i behandling med Marevan (blodfortyndende medicin), skal du sikre dig, at din INR ligger i niveau før operationen.
Hold øjenomgivelserne rene. Du må ikke benytte make-up eller kunstige øjenvipper på operationsdagen for at mindske infektionsrisiko.
Efter operationen
Når operationen er overstået, får du en forbinding på det opererede øje. Forbindingen må du tage af efter 4 timer. Herefter kan du starte med at dryppe øjet. Du skal dryppe dit øje 3 gange dagligt med øjendråber imod betændelse og reaktion. Der skal som regel dryppes i 3 uger. Efter operationen vil dit øje være rødt, og du kan have lette smerter, grusfornemmelse og kløe i øjet. Som smertestillende medicin kan du bruge Paracetamol-tabletter (Panodil, Pinex, Pamol).
1-2 uger efter skal du til kontrol hos din egen øjenlæge. Det videre forløb aftales individuelt.
Gassen forsvinder gradvist af sig selv og bliver erstattet af øjets naturlige væske. Når det sker, vil du begynde at kunne se med øjet igen. Efter nogen tid vil du måske kunne se gasblæren som en bevægelig skygge nederst i dit synsfelt. Så længe gasblæren generer dit syn, må du ikke selv køre bil. Gassen vil være helt væk efter ca. 2 uger.
Figuren viser hvordan gasboblen gradvist aftager og derved skygger mindre i synsfeltet.
Ofte vil der være små dråber af silikoneolie tilbage i øjet efter operationen. Lige efter operationen kan du opleve det som små bobler, der suser rundt i dit øje. Det vil samle sig efter nogle måneder og ikke genere dit syn. Det endelige resultat af operationen kan først vurderes efter nogle uger.
Figuren viser, hvordan gasboblen gradvist aftager og derved skygger mindre i synsfeltet.
Recept på øjendråber efter operationen
Bemærk, selvom medicinen står som pauseret i din receptoversigt, så er recepten gyldig og medicinen kan udleveres på apoteket.
Forholdsregler
Så længe der er gas i øjet, må du ikke flyve eller dykke. Du skal den første uge efter operationen undgå at gnide dig i øjet, gå i svømmehal/havbad, udøve voldsom fysisk aktivitet og bruge make-up.
Hvis du derudover skal tage specielle forholdsregler, vil du blive orienteret om det af den læge, der opererer dig.
Du vil muligvis have behov for 1-2 ugers sygemelding afhængigt af, hvilket arbejde du har.
I forhold til udenlandsrejser inden for 2 måneder efter operationen bør du kontakte dit forsikringsselskab.
Komplikationer
Efter operationen kan der i sjældne tilfælde opstå komplikationer. Har du haft olie i øjet efter operation
for nethindeløsning, vil der være en lille risiko for, at nethinden løsner sig igen. Risikoen er lille. Men nethindeløsning kan opstå, hvis der kommer en arvævsreaktion i nethinden.
En alvorlig synstruende infektion ses ved ca. 1 ud af 2.000 operationer, og nethindeløsning optræder ved ca. 1 ud af 500 operationer.
Kontakt din egen øjenlæge eller den vagthavende øjenlæge på afdelingen, hvis:
- dit syn pludselig bliver dårligere.
- dit øje bliver mere rødt eller smerterne forværres.
- du får en skygge i synsfeltet eller oplever lysglimt.
Har du fået lavet en øjenoperation inden for de sidste 24 timer og har behov for akut øjenlæge-hjælp, kan vagthavende øjenlæge eller sygeplejerske kontaktes på 65 41 28 01 i tidsrummet kl. 07.30 - 22.00. Uden for åbningstiden kan Sygehusinformationen kontaktes på tlf. 65 41 16 66.
Har du spørgsmål til kontroltider eller lignende, kan du på hverdage kontakte Øjenafdelingen mellem kl. 8.00 - 15.00 på 65 41 27 88.
|
Kontakt Øjenafdelingen 65 41 27 88 Skriv til os på www.ouh.dk/post-øjs |
|
pinfoOUH-1051795978-136 121517 | 23.06.2026 |