Cyclodiode laserbehandling
Hvad er cyclodiode laserbehandling
Cyclodiode laserbehandling er en effektiv måde at sænke øjentrykket på. Den anvendes hyppigst til patienter med høj og smertefuld trykstigning i øjet, hvor anden form for behandling ikke er mulig eller er utilstrækkelig.
Væskeproduktionen foregår i strålelegemet, som er placeret bag ved regnbue-hindens rod. Laserbehandling reducerer strålelegemets funktion, hvorefter væskeproduktionen mindskes, og trykket i øjet reduceres.
Behandlingen foregår ambulant og i lokalbedøvelse, og kan gentages hvis trykket stiger igen.
Hvordan foregår behandlingen
- Inden laserbehandlingen bliver du undersøgt igen af lægen og får målt tryk
- Efterfølgende tager du plads på en båre
- Før laserbehandlingen får du indsprøjtet lokalbedøvelse under øjet. Du vil kunne mærke, at det spænder lidt i øjenomgivelserne, når lokalbedøvelsen gives
- Der er sædvanligvis ingen smerter forbundet med selve laserbehandlingen. Dog kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at give mere bedøvelse. Det er derfor vigtigt, at du siger til, hvis du oplever smerter under laserbehandlingen
- Dernæst lægger lægen en øjenspærre i øjet, så du ikke kan blinke. Det er ikke noget, du mærker noget til
- Laserbehandlingen gives med en laserprobe, der sættes mod øjets overflade svarende til strålelegemet inde i øjet
- Sygeplejersken vil under laserbehandlingen skylle din hornhinde med saltvand
- Laserbehandlingen varer i alt ca. 15 min.
Efter behandlingen
- Efter laserbehandlingen bliver dit øje smurt med to forskellige salver for at mindske en reaktion i øjet. Der sættes efterfølgende en blikhindrende klap på, da øjet stadig er bedøvet, og øjets naturlige blinkerefleks kan være bedøvet. Klappen må fjernes efter 4 timer
- Lægen vil lave et dryppeskema, som du får med hjem, og informere om hvordan du skal dryppe dit øje, herunder evt. ændringer i medicinen
Smerter
- For at afhjælpe evt. smerter efter laserbehandlingen, tilbydes du to tabletter Paracetamol (Panodil), en tablet Ibuprofen og evt. to tabletter Diamox, med mindre du i forvejen tager fast, smertestillende medicin.
Ved behov må du gerne tage smertestillende igen efter 4 timer
Er der risiko for komplikationer
Der er en yderst minimal risiko for, at øjentrykket bliver for lavt efter denne type laserbehandling.
Forholdsregler og kontrol
Cirka en uge efter laserbehandlingen, skal du til kontrol i Øjenambulatorium 1.
Har du akut brug for øjenlægehjælp, kan vagthavende øjenlæge eller sygeplejerske kontaktes på tlf. 65 41 28 01 i tidsrummet kl. 07.30-22.00.
Uden for åbningstiden kan Sygehusinformationen kontaktes på tlf. 65 41 16 66.
Har du spørgsmål til kontroltider eller lignende, kan du på hverdage kontakte Øjenafdelingen mellem kl. 08.00-15.00 på tlf. 65 41 27 88.
Venlig hilsen
Øjenafdeling E