Binyrebarkhormon (Prednisolon)
Hvordan anvendes binyrebark-hormon?
Binyrebark-hormon dæmper immunsystemets aktivitet, hvilket udnyttes i behandlingen af visse autoimmunt betingede øjensygdomme. Effekten indsætter hurtigt og effektivt dog afhængig af dosis og varighed. Binyrebark-hormon kan gives gennem måneder til uveit/regnbuehindebetændelse.
Hvordan virker binyrebark-hormon?
Binyrebark-hormon virker ved at dæmpe immunapparatets betændelsesceller og bringer derved den autoimmunt betingede øjensygdom i ro.
Hvordan tages behandlingen?
Tabletbehandling med Prednisolon gives ofte for en begrænset periode og efter en fastlagt dosisplan, hvor dosis afhænger af sygdommens sværhedsgrad. Tabletterne tages samlet om morgenen, gerne sammen med mad. Ved høj dosis kan lægen vælge, at du skal tage tabletterne morgen og aften. Ved opblussen eller bedring i din sygdom, kan den planlagte dosering justeres med kort varsel og vejledt af blodprøvesvar og lægens vurdering.
Hvis en dosis glemmes, tages der ikke dobbeltdosis næste gang, men den sædvanlige ordination følges.
Ophør med behandling:
Hvis behandlingen ophører pludseligt, eller dosis nedsættes hurtigt, kan du få ubehagelige symptomer, som kan være tegn på enten opblussen i din sygdom eller tegn på mangel af binyrebark-hormon (også kaldet binyrebarkinsuffiens). Ophør med binyrebark-hormon efter længere tids behandling bør derfor ske gradvist og følge en nedtrapningsplan.
Forsigtighedsregler:
Inden du behandles med binyrebark-hormon, vil lægen vide om du har:
- sukkersyge, da du kan få øget behov for insulin eller anden medicinsk behandling
- mavesår, alvorlig tarmsygdom med tendens til blødning eller betændelse i tyktarmen
- en nyligt overstået tarmoperation
- tuberkulose, aktuelt eller tidligere
- forhøjet blodtryk eller hjertesvigt
- knogleskørhed
- humørsvingninger eller tidligere psykose
- hyppige infektioner
- får smertestillende medicin (Ibuprofen, NSAID) eller Magnyl-behandling
Øvrige forholdsregler
- Langtidsbehandling med binyrebark-hormon kan medføre grå stær og grøn stær (øget tryk i øjet)
- Kontakt læge hvis du får feber og infektion. Symptomer på infektion kan sløres af binyrebark-hormon, og infektionen kan forværres. Du skal som regel fortsætte behandlingen med binyrebark-hormon, når infektionen behandles.
- Ved akut eller planlagt operation skal du altid informere lægen om, at du er i behandling med binyrebark-hormon
- Binyrebark-hormon er dopinglistet
Binyrebark-hormon og anden medicin
Ved ordination af ny medicin skal du altid oplyse, at du er i behandling med binyrebark-hormon.
Bivirkninger
Binyrebark-hormon kan som alt andet medicin give bivirkninger. Bivirkningerne er afhængige af dosis og behandlingens varighed. De fleste bivirkninger forsvinder eller mindskes når behandlingen ophører, og nogle bivirkninger kan forebygges.
Ved høj dosis kan der forekomme ansigtsrødmen, indre uro og søvnforstyrrelser. Under lang tids behandling kan der opstå ændring af stofskiftet med vægtøgning og udvikling af fedtdepoter på kroppen. Musklerne kan blive lidt svækkede og huden tynd med tendens til karbristninger og dårlig sårheling. Langtidsbehandling kan også medføre en øget infektionstendens og knogleskørhed.
En komplet liste over bivirkninger kan du læse i indlægssedlen, som ligger i pakken med medicinen.
Forebyggelse af bivirkninger:
Ved langtidsbehandling med binyrebark-hormon tilrådes dagligt kosttilskud af kalk og D-vitamin, og du vil blive henvist til en undersøgelse for knogleskørhed.
Svangerskabsforebyggelse, graviditet og amning
Behandling med binyrebark-hormon kan oftest gennemføres før, under og efter graviditet. Men fortæl også din egen læge om behandlingen, når du er gravid.
Venlig hilsen
Øjenafdeling E